Gå til sygdomsliste

Den motiverende samtale

Møder du borgere, der ikke altid træffer sunde og hensigtsmæssige valg? Ønsker du at blive bedre til at fremme borgerens egen motivation for ændring gennem gode spørgsmål med øje for borgerens ressourcer?

Kursets indhold
På kurset indføres du i principperne bag og metoderne i Den motiverende Samtale, som er en veldokumenteret og anerkendt tilgang i arbejdet med livsstilsændringer.

Den grundlæggende tanke i Den motiverende Samtale er at fremkalde borgerens motivation for forandring. Samtalen bygger ikke på overtalelse, konfrontation eller tvang, men tager afsæt i at identificere og mobilisere borgerens egne ressourcer, værdier og mål.

Form og varighed
Undervisningen på kurset består i en vekslen mellem oplæg, øvelser og samtaler i plenum.

Kurset varer to dage – fra kl. 9.00 til 16.00 begge dage.

Underviser
Kræftens Bekæmpelses psykologer underviser på kurset.

Forudsætninger for deltagelse
Kurset er for dig, der har en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund på bachelorniveau – og som ønsker at rådgive om livsstilsændringer, f.eks. i forhold til rygning, alkohol, kost og motion.

Deltagelse forudsætter, at du selv har været helt røg- og nikotinfri i mindst tre måneder op til kurset.

Kursusbevis
Du får et kursusbevis efter gennemført kursus.

Da kurset er to dages intensiv undervisning, vil du få kursusbeviset ved fuldt fremmøde. Det er altså ikke muligt at være fraværende en del af tiden.

Praktiske forhold

  • Dato og tilmelding
    Se kursuskalenderen.

  • Antal deltagere
    Max. 20 deltagere på kurset.

  • Sted
    Kurset afholdes hos Kræftens Bekæmpelse på Strandboulevarden 49, 2100 København Ø.

  • Pris
    Kurset koster 3.600 kr. inkl. materialer og forplejning.

Yderligere oplysninger

Har du spørgsmål til kurset, er du velkommen til at kontakte kursussekretær Helle Træholt Wang på tlf. 35 25 75 26 eller stopkurser@cancer.dk.

Du kan også afholde kurset lokalt
Hvis du vælger at afholde kurset lokalt, afregner du som arrangøren en kursuspris med Kræftens Bekæmpelse på 28.000 kr. for to kursusdage med max. 15 deltagere. Dertil kommer udgifter til transport og evt. overnatning for underviseren fra Kræftens Bekæmpelse. Som arrangør står du ligeledes for mødelokale og forplejning.

Kontakt os for at høre nærmere om mulighederne.

 

E-kvit er hjælp til rygestop

E-kvit er et gratis tilbud, som følger dig i stopforløbet.
Beskeder, øvelser og videoer - lige når det passer dig.
Findes som app og på web.

e-kvit.dk