Om POLLY
I POLLY projektet inviteres personer, som har fået en kikkertundersøgelse i forbindelse med screeningsprogrammet for tarmkræft, til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse
Om projektet
Forskningsprojektet POLLY blev sat i gang i efteråret 2019 i Region Hovedstaden. Fra 2021 har Region Nordjylland og Region Sjælland også inviteret deres borgere til projektet. Ydermere arbejder vi løbende på at få de sidste to regioner med i projektet.
Undersøgelsen omfatter tre spørgeskemaer. To af skemaerne omhandler kost- og livsstilsvaner, og skal gøre os klogere på forebyggelse af polypper og tarmkræft. I det tredje spørgeskema, har man mulighed for at evaluere sin oplevelse med screenings-kikkertundersøgelsen.
Dit vigtige bidrag
Ved at udfylde spørgeskemaerne hjælper du med at forebygge tarmkræft.
Den indsamlede information vil sammen med fund fra kikkertundersøgelsen og register-oplysninger om forekomst af polypper og tarmkræft gøre os klogere på:
- hvad påvirker risikoen for, at der opstår polypper, og gentagne polypper
- hvad påvirker risikoen for at polypper udvikler sig til tarmkræft
- hvordan forebygger vi bedst sygdommen
Vær med i undersøgelsen
Vi håber, at du vil bruge lidt af din tid til at udfylde tre POLLY spørgeskemaer. Til gengæld vil vi bruge informationen så klogt som muligt til at udvikle konkrete råd til personer med forstadier til tarmkræft. Din deltagelse vil have betydning for de mange danskere, der hvert år får fjernet forstadier til tarmkræft.
Deltag