Gode råd ved nedsat appetit og vægttab efter kræft
Hvis du har nedsat appetit eller har tabt dig under kræftforløbet, er det en god idé at vælge fødevarer med et højt indhold af energi (kJ/kcal) og protein, uden at du samtidig behøver at øge mængden af den mad, du spiser.
Spis mad med højt indhold af energi og proteiner
Både kræftsygdommen i sig selv og forskellige former for behandling kan give nedsat appetit. Bekymring, angst og depression kan også påvirke lysten til at spise.
Hvis din appetit er lille, kan det medføre, at din krop ikke får nok energi og næringsstoffer. Følgerne er vægttab, træthed, uoplagthed og nedsat immunforsvar. Det tærer på kroppen, især muskelvævet. Det er derfor vigtigt at spise mad, hvor du i små portioner får mange kalorier og meget protein, så du ikke taber dig yderligere og om muligt tager på igen.
Du skal derfor vende de almindelige kostråd på hovedet: Spar på frugt, grønt og fiberrig mad. Spis i stedet mad med højt indhold af fedt og protein.
- Tilsæt ekstra olie, smør, fløde, cremefraiche og lignende i de retter, hvor det er muligt. Erstat f.eks. helt eller delvist vand eller bouillon i supper og gryderetter med fløde eller cremefraiche
- Spis æg og brug pasteuriserede æggeblommer til at jævne saucer eller til at røre i kartoffelmos
- Spis ymer, græsk yoghurt, skyr, mascarpone, cremefraiche 38 pct., piskefløde og andre fede mælkeprodukter
- Spis fede oste
- Spis mayonnaise, remoulade og aïoli til din mad
- Spis avocado
- Spis mandler, nødder og tørret frugt
- Spis kød og fede fisk som laks, makrel, sild og hellefisk
- Kog grød på sødmælk og spis med smørklat og sukker, eventuelt også hakkede nødder
- Spis øllebrød med piskefløde
- Spis chokolade og marcipan og kalorierige desserter (f.eks. flødeis, budding, fromage, frugtgrød med fløde osv.)
- Vælg drikke, der indeholder energi, f.eks. mælk, saft, saftevand, sodavand, juice, milkshake og smoothies
- Tilsæt energipulver til supper og drikke (snak eventuelt med din læge eller en diætist, om hvilket produkt der vil være godt for dig at bruge)
- Du kan købe små bægre med energitæt is, dvs. flødeis, der er beriget med protein. De bestilles på nettet – søg på ’energitæt is’. Tal evt. med din læge om muligheden for at få isen på 'grøn recept'
Tal med en diætist
Hvis du har nedsat appetit og eller har tabt dig, er det vigtigt at tale med din læge/sygeplejerske om, hvad du kan gøre. På nogle sygehuse er der tilknyttet en diætist, som kan hjælpe. I de fleste kommuner har du mulighed for at blive henvist til en klinisk diætist. Spørg din kommune eller praktiserende læge om mulighederne.
På Sundhed.dk kan du se, hvad din kommune kan tilbyde i eller efter et kræftforløb (bl.a. kostvejledning).
Du kan også ringe gratis til Kræftlinjen. Hver torsdag kl. 9-13 kan du tale med en diætist, men du er velkommen til at ringe i hele Kræftlinjens åbningstid med dine spørgsmål.
Energiberigede mad- og drikkevarer
En del kræftpatienter kan opleve perioder, hvor sygdommen eller behandlingen gør det svært at spise og synke almindelig mad. De kan få behov for ernæringspræparater som erstatning for eller som supplement til den sædvanlige mad. Eksempler på ernæringspræparater er sondemad og færdigfremstillede protein- og energirige drikke. Du kan købe nogle af de energiberigede produkter i større supermarkeder, mens andre kræver recept og skal købes på apoteket eller hos et ernæringsfirma.
Tilskud fra den offentlige sygesikring til sondemad og visse andre ernæringspræparater
Hvis lægen ordinerer en Grøn Recept, får du tilskud til køb af produkterne. Det offentlige dækker 60 pct. af ernæringspræparatets pris. De resterende 40 pct. skal du selv betale. Det er en række bestemte præparater, der ydes tilskud til. Det er oftest lægen, der ordinerer Grøn Recept i forbindelse med sygdom og svækkelse.
Du kan godt købe ernæringsdrikke uden Grøn Recept, men du får så ikke tilskud.
Kogebog: Småt men godt
Download Kogebogen 'Småt men godt' med gode råd om mad og næringstætte måltider med højt indhold af protein og energi.
Download 'Småt men godt'