Gå til sygdomsliste

Årsager til hårtab

Hårtab er en bivirkning ved nogle former for kræftbehandling. Ofte opstår det i forbindelse med kemoterapi og strålebehandling. Antihormonbehandling kan også påvirke håret.

Man kan tabe håret på hovedet og kroppen – og også øjenbryn og øjenvipper. Der kan være forskellige grader af hårtab, lige fra fuldstændig hårtab til udtynding af håret. Som regel vokser håret ud igen, når behandlingen er slut. 

De første tegn på hårtab kan være en ekstra følsom hårbund, og at man taber flere hår end normalt, når man reder eller vasker håret. I nogle tilfælde kan man dog tabe håret over meget kort tid.

Det værste er at miste øjenbryn og vipper. Så ser man lidt syg ud. Men det er ikke noget, jeg bekymrer mig om. Det er, som det er.

Mand, halskræft

Kemoterapi og hårtab

Den mest almindelige årsag til hårtab er behandling med kemoterapi. Kemoterapi påvirker cellerne i hårrødderne. Det er dog ikke alle typer kemoterapi, der påvirker håret. Det afhænger både af typen, dosis og kombinationen af de kemoterapistoffer, der gives.

Spørg lægen, om du kan forvente hårtab i større eller mindre grad, hvis du skal have kemoterapi.

Hårtabet kommer som regel nogle uger efter, man er begyndt på første behandling. Hos nogle kan hårtabet komme gradvist, og hos andre kan håret falde af i løbet af få dage.

Håret kan begynde at vokse ud igen i den sidste del af behandlingsperioden. Hos andre begynder håret først at vokse nogle måneder efter endt behandling. Når håret vokser ud igen, kan farven og strukturen være anderledes end før, men det normaliserer sig ofte over tid.

Strålebehandling og hårtab

Strålebehandling medfører hårtab i det område på kroppen, hvor man bliver bestrålet. Hvis man f.eks. får strålebehandling i armhulen, kan man tabe håret her. Eller man kan tabe håret på et mindre område på hovedet, hvis man får strålebehandling her.

Typisk vokser håret på det bestrålede område ikke ud igen efter afsluttet strålebehandling.

Hvis du skal have strålebehandling, kan du spørge din læge om, hvor du kan forvente hårtab.

Antihormonbehandling og hårtab

Antihormonbehandling bruges til behandling af hormonfølsom brystkræft, og hos nogle kvinder påvirker det håret. Nogle får lettere hårtab eller mere skrøbeligt hår end før.

Behandling med såkaldte aromatasehæmmere (antihormonbehandling) kan medføre tyndere og mere tørt hår.

Nogle påvirkninger fortsætter indtil et år efter behandlingen. Spørg lægen, om du kan forvente ændringer af dit hår, hvis du skal have antihormonbehandling.

Immunterapi og hårtab

Visse typer af interferon kan give hårtab. Håret vil ofte vokse ud igen efter endt behandling.

Årsager til hårtab
Bliv eventuelt klippet inden behandling

Hvis der en stor risiko for at tabe håret i forbindelse med din behandling, kan du vælge at blive klippet korthåret, inden du går i gang med f.eks. kemoterapi. Har du langt hår, kan du eventuelt blive klippet ad flere omgange. På den måde kan du gradvist vænne dig til en anden hårlængde.

Hvis du barberer håret af, så undgå at gøre det helt ned til hårbunden, da det kan give småinfektioner i hårsækkene. 

Det kan også være, du synes, det skaber for meget opmærksomhed at lade dig klippe. I stedet kan du gå fra dit eget hår til en paryk, der ligner din oprindelige frisure.

Læs mere:

At leve med hårtab

Læs alt om hårtab:

Hårtab


 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.