Gå til sygdomsliste

Årsager til træthed

Træthed kan skyldes behandlingen eller selve sygdommen, og det er sjældent, at træthed kun har en enkelt årsag.

Afslapning

Hvis man ved, hvad trætheden skyldes, kan det blive lettere at afhjælpe den.

Graden af træthed kan variere, afhængig af hvor i forløbet man er, og hvad årsagerne til trætheden er. Ved at finde frem til hvad trætheden skyldes, kan det være lettere at finde ud af, hvad du kan gøre for at afhjælpe trætheden, og hvilken hjælp du kan få.

Få hjælp til at finde ud af, hvad trætheden kommer af

Sammen med din læge kan du finde ud af, om f.eks. blodmangel, en infektion, medicin eller smerter medvirker til, at du er træt. Hvis det er tilfældet, kan I sætte ind med behandling mod disse symptomer og derved gøre trætheden mindre.

Årsager til træthed

Der kan være flere årsager til træthed:

Selve kræftsygdommen

  • Selve kræftsygdommen kan øge stofskiftet og dermed kroppens energiforbrug. Hvis man ikke får dækket energibehovet gennem sin kost, bliver man træt
  • Kroppens celler -– også kræftcellerne -– producerer nogle signalstoffer, der kaldes cytokiner. Når man har kræft, producerer kroppen flere cytokiner end normalt. Cytokiner kan have forskellige virkninger på kroppen, f.eks. kan de give feber, som igen giver træthed
  • Blodmangel (anæmi) kan opstå som følge af sygdommen

Kræftbehandlingen

  • Behandling med operation, kemoterapi eller strålebehandling
  • Medicin, f.eks. antidepressiv, sovemedicin, beroligende og smertestillende medicin (f.eks. morfin) eller antihistamin

Kost, søvn, aktivitet

  • Inaktivitet, for lidt motion og for lidt frisk luft
  • Mangel på søvn og hvile eller dårligt søvnmønster
  • Utilstrækkelig kost og væskeindtag, fordi man måske også har kvalme, nedsat appetit, diarré, forstoppelse eller andet

Symptomer fra sygdommen eller behandlingen

  • Blodmangel (anæmi), åndenød, infektioner eller smerter
  • Utilstrækkelig behandling af andre symptomer, da det tærer på ens almene kræfter og forværrer trætheden
  • Vægttab og tab af muskelkraft

Psykologiske følger af kræftsygdommen

  • Følelsesmæssig stress og bekymringer
  • Angst og depression. Vær opmærksom på, om du eventuelt har en behandlingskrævende depression
Forskellige grader af træthed

En måde at vurdere trætheden på er i forhold til, hvad man er i stand til at lave.

1. Ingen træthed

2. Lidt træthed. Er i stand til at lave normale aktiviteter

3. Nogen træthed. Er i stand til at lave nogle aktiviteter, men har brug for hvile.

4. Alvorlig træthed. Har svært ved at gå og ved at lave husligt arbejde som f.eks. madlavning og indkøb.

5. Udtalt træthed. Har brug for hvile eller søvn hele dagen

Graden af trætheden kan variere

Graden af træthed kan variere, afhængig af hvor i kræftforløbet man er, og hvad årsagerne til træthed er.

Trætheden kan også ændre sig fra dag til dag. Selvom energiniveauet er meget lavt nogle dage, kan det være højere andre dage. Nogle dage kan man lave de aktiviteter, man plejer, mens man andre dage må opgive det, fordi energien ikke rækker.

Træt på en anden måde

Træthed i forbindelse med en kræftsygdom og behandling er en anderledes form for træthed, end den vi alle kender. Almindelig træthed forsvinder, når kroppen har fået søvn og hvile. Men det er sjældent, at den længerevarende eller kroniske træthed kan lindres ved søvn og hvile.

Hos mange forsvinder trætheden -– nogle lider af kronisk træthed

Mange oplever mest trætheden, mens de er i behandling f.eks. efter en operation, eller når de får kemoterapi eller strålebehandling. Når behandlingen er slut, får de fleste deres normale energiniveau tilbage et halvt til et helt år efter behandlingen.

For nogle vil trætheden være længerevarende eller kroniske som følge af sygdommen. Vær opmærksom på, at i nogle tilfælde kan vedvarende, kronisk træthed være et tegn på, at sygdommen er kommet tilbage. Tal med din læge, hvis du har vedvarende, kronisk træthed.

Hvis du er meget træt, også lang tid efter din behandling er afsluttet, skal du være opmærksom på, om du måske har en depression, der kræver behandling. Læs mere her:

Depression og kræft

Når du får besøg, så aftal med din familie og venner, at du siger til 10-15 minutter, før du gerne vil have, at de går hjem. Du vifter bare lidt med hånden og siger, "nu kommer varslet, 15 minutter". Så er der tid til at slutte af og sige kærligt farvel, og du undgår at blive fuldstændig udkørt. Den ro, du får, fordi du ved, at der er foretaget en forventningsafstemning, er også guld værd, og kan gøre besøget meget bedre for dig.

Kvinde, tidligere brystkræftpatient

Læs mere:

Her kan du læse om, hvordan du kan gøre hverdagen med træthed lettere:

Det kan du gøre ved træthed

Læs alt om træthed:

Træthed


 

Rådgivning

Ældre kvinde taler med en kvinde med ryggen til

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.