Gå til sygdomsliste

Hvis barnet føler sig svigtet

Børn kan føle sig svigtet af den kræftramte forælder, da mange børn har en forestilling om, at forældre kan beskytte mod alt ondt.

Hvis du har en fornemmelse af, at barnet føler sig svigtet, kan det være en idé at indføre en daglig hyggestund.

Selv om mor eller far jo ikke kan gøre for, at de er blevet syge, kan børn føle sig svigtet af den syge forælder eller af 'verden som sådan'.

Børn kan føle sig svigtet, fordi sygdom og andre udefrakommende ændringer kan føles som et brud på forestillingen om, at voksne beskytter dem mod, at noget ondt kan ske.

Barnet kan også føle sig svigtet, fordi der er mindre tid og overskud til ham eller hende, end der plejer at være.

Uretfærdighed kan føles som svigt

Uretfærdigheden i, at kræft lige netop har ramt jeres familie, kan være svært for børn at acceptere. Den magtesløshed, der hænger sammen med tabet af retfærdighed, kan også føles som et stort svigt.

Tal med barnet om at føle sig svigtet

Du kan tale med barnet om svigt ved f.eks. at sige:

- Nogle børn bliver rigtig sure, vrede eller irriterede over, at der pludselig er sådan en dum sygdom i familien. Har du haft det sådan?

Derefter kan du fortælle, at du godt kan forstå, at barnet har det sådan. Det viser barnet, at man gerne må have de følelser. Og så kan I sammen tale om, at ting ikke altid er retfærdige. Du kan f.eks. sige:

- Nogle gange sker der noget, der slet ikke er retfærdigt. Det er f.eks. aldrig retfærdigt, at nogen skal have sådan en sygdom. Det kan vi ikke gøre noget ved, men vi kan prøve at finde ud af, hvordan vi får det bedste ud af situationen. Har du nogle idéer til, hvad vi kan gøre, for at få det godt, selvom far er blevet syg?

Hvis barnet ikke har nogen forslag, kan du selv komme med nogle forslag til barnet. Det kan f.eks. være, at I laver en daglig hyggestund.

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Sebastian besøger kræftafdelingen

Sebastian fortæller om kemoterapi og strålebehandling.


Hvis du er lærer, pædagog eller sundhedsprofessionel

Find viden og gode råd til, hvordan du kan hjælpe børn, der mister en nær pårørende eller oplever alvorlig sygdom i familien.

Projekt OmSorg