Gå til sygdomsliste

Ingefær og kræft

Ingefær er en plante, der bliver brugt i mad og som naturmedicin. Mange har glæde at spise ingefær mod kvalme og opkast, som kan være en bivirkning af kemoterapi. Der er ingen videnskabelige beviser for, at ingefær kan forbygge kræft.

Ingefær

Mange bruger ingefær til behandling af kvalme.

Hvad er ingefær?

Ingefær er en flerårig urt i en plantefamilie, hvor også kardemomme og gurkemeje indgår. Den vokser primært i Asien og andre tropiske områder, og bruges både som fødevare og som naturmedicin.

Det er ingefærroden (knolden), der bruges. Den har en aromatisk duft og en frisk smag.

I køkkenet bruges den både i frisk og tørret form og som tilsætning til te. Som naturmedicin bruges ingefær hovedsageligt som kosttilskud til behandling af kvalme og opkast samt i mindre grad mod andre mave-tarm problemer eller inflammation.

Det menes, at ingefær fremmer spytproduktionen samt galde- og mavesyredannelse og kan virke beroligende på mave-tarm systemet. Det er især tre bestanddele af ingefær som har været undersøgt – shogaol, gingerol og galanolactone.

Ingefær i forhold til kræft

Adskillige dyre- og cellestudier har vist, at ingefær kan modvirke væksten af kræftceller. Teoretisk set kan ingefær virke kræftforebyggende på flere måder, f.eks. ved at øge kontrolleret celledød (apoptose) og ved at forstyrre processer i signalvejene, der fører til kræftudvikling. Derudover har forskere i nogle studier set, at især gingerol kan hæmme delingen af kræftceller. Intet af dette er dog undersøgt hos mennesker.

Dokumentation for virkninger af ingefær hos kræftpatienter

Flere mener, at ingefær kan modvirke den kvalme og madlede, som ofte er en bivirkning af kemoterapi. Men en nyere artikel, der samler resultater fra den eksisterende forskning, kan ikke bekræfte dette i overbevisende grad. Det kan dog ikke skade at spise ingefær eller drikke det som te, så længe det indtages i almindelige mængder.

Der er kun lavet få studier, der undersøger ingefærs virkning på mennesker, heraf ingen hos kræftpatienter. Et studie lavet på raske personer med højere risiko for at udvikle tarmkræft fandt dog en mulig kræftforebyggende effekt via bl.a. øget celledød (apoptose). 

Ingefær i samspil med kræftmedicin

Der er intet der tyder på, at ingefær påvirker brugen af kræftmedicin. Men personer, som bruger blodfortyndende medicin, skal være forsigtige med at spise ingefær, da ingefær virker hæmmende på sammenklistringen af blodplader, og derved kan lede til en øget risiko for blødning.

Meget få bivirkninger ved ingefær

Når det indtages i små mængder har ingefær kun ganske få bivirkninger. Der kan dog opstå halsbrand samt betændelse i huden (dermatitis).

Har ingefær en kræftforebyggende effekt?

Der er ikke noget der på nuværende tidspunkt tyder på, at ingefær har en kræftforebyggende effekt hos mennesker. Mange celle- og dyrestudier har dokumenteret en kræftforebyggende effekt af ingefær, men dette er ikke bekræftet i studier hos mennesker.

Læs mere om ingefær og kræft:

Memorial Sloan-Kettering Cancer Center - Ginger
Amerikansk kræftforskningscenter, som skriver om nye forskningsresultater inden for alternativ behandling (første gang man kommer ind på siden, skal man klikke på ’Continue’ for at acceptere, at informationerne på siden ikke kan erstatte et lægebesøg).

Nifab.no - Ingefær
Norsk, statslig hjemmeside om alternativ behandling.

Læs også:

Kost til kræftpatienter

Kosttilskud og naturlægemidler (oversigt)

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.