Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
For kræftpatienter har det en positiv virkning, hvis rygningen stopper. Behandlingen virker bedre og giver færre bivirkninger. Men selv om man dermed har al mulig grund til at stoppe, kan man være i tvivl om, hvorvidt et rygestop vil hjælpe eller belaste i en presset tid. For mange er det dog lettere at stoppe, end de havde troet.
Det var, som om en byrde forsvandt fra mine skuldre, da jeg stoppede med at ryge. Jeg slap for alle tankerne om at stoppe eller fortsætte. Og jeg slap for alle de tidspunkter på dagen, hvor jeg røg med dårlig samvittighed. Jeg kan godt huske, at det var rart at ryge. Men den lettelse og ro jeg føler nu, vil jeg ikke bytte for noget.
Mand, 62 år
Mange føler sig splittede i deres tanker om rygning. Man nyder måske at ryge. Især nu hvor kræftsygdommen kan give følelsesmæssige rutsjeture, kan tobakken føles nødvendig og god.
Mange med kræft ønsker samtidig selv at handle og gøre noget, der virkelig har betydning for deres behandling, bivirkninger og videre sygeforløb. Rygning er et oplagt sted at sætte ind, men det kan også vække modstridende følelser.
Flere kræftpatienter, der ryger, oplever, at det både er vigtigt at ryge og at opnå fordelene ved at blive røgfri. Det kan føles umuligt at vælge det ene på bekostning af det andet. De modstridende tanker opleves ofte meget ubehagelige og pinefulde.
Det kan variere fra den ene kræftform til den anden, hvor stor helbredsgevinst der er ved et rygestop. Men for alle patienter har det en positiv effekt, hvis rygningen stopper: Behandlingen virker bedre, prognosen bliver bedre, man kommer nemmere over en operation, og strålebehandlingen giver færre bivirkninger. Statistisk set er der også færre og mindre alvorlige tilbagefald af kræftsygdom hos patienter, som stopper med at ryge.
De fleste rygere, der får en kræftsygdom, oplever bedre livskvalitet, når de stopper med at ryge. En vigtig grund er, at de slipper for opslidende tanker om rygningen. De føler sig lettede og roligere uden tobakken og har selv gjort en indsats, der kan bedre deres situation.
Hvis man vil blive tobakken kvit, skal man indstille sig på at stoppe helt. Al erfaring siger, at det sjældent holder ved, hvis man blot trapper forbruget ned over en periode.
Men man kan f.eks. blive klogere på, hvilke ting der kan være med til at holde rygetrangen i ro – husk at rygetrangen jo ikke bliver mindre af, at den bliver holdt ved lige, i og med man ikke er stoppet helt. Man kan måske opleve, at man kan spise uden at ryge bagefter, eller at man kan falde til ro følelsesmæssigt uden at ryge.
Det kan være et godt værktøj at prøve i en kortere periode at ændre sine rygevaner. Det kan give erfaringer, som man kan bruge til at stoppe helt, og kun ved at stoppe helt, får man helbredsgevinsterne ved et rygestop.
Flere idéer til at ændre rygevaner og få hjælp til at stoppe med at ryge:
De fleste rygere, der får en kræft, oplever forbedret livskvalitet, når de stopper med at ryge. Det kan være en stor lettelse at opleve, at man selv har gjort noget, der kan bedre ens situation.
Ens pårørende kan være bekymrede for fremtiden, når man har fået kræft. Det kan være svært for dem at forstå, hvorfor man stadig ryger.
Når man har kræft, kan man opleve at have dårlig samvittighed over for sine nærmeste, fordi man har røget, og fordi man ikke bare lige kan holde op. Nogle kræftpatienter tænker, at de gør deres pårørende endnu mere bekymrede, og de kan skamme sig og trække sig væk – eller skjuler over for partneren, at de fortsat ryger.
Nogle føler, at det er en hjælp at tale om deres overvejelser. Andre vil hellere tænke over det for sig selv. Det er vigtigt, at dine omgivelser respekterer dit behov. Det er også vigtigt, at de forstår, at det skal være dit projekt at holde op med at ryge. De må ikke presse eller bebrejde. Deres opgave er i stedet at bakke op om din beslutning og støtte dig igennem hele processen.
Du kan selv tænke over, hvordan dine omgivelser bedst kan støtte dig, og fortælle dem det. Måske skal de lade være med at ryge, mens I er sammen. Eller måske skal de lade være med at spørge til, hvorfor du stadig ryger, når du har fået en kræftsygdom.
Alle på hospitalet gjorde så meget for, at jeg skulle blive rask. Og jeg skammede mig sådan over, at jeg ikke stoppede med at ryge. Jeg kunne næsten ikke få mig selv til at ringe til dem, når jeg havde brug for at snakke med dem.
Kvinde, 67 år
Mange tænker over, om tobakken har bidraget til, at kræften udviklede sig – om man selv har været med til at pådrage sig sygdommen. Disse tanker kan give en følelse af skyld og dårlig samvittighed. Med tiden oplever flere, at de følelser fylder mindre.
Her kan du få hjælp til at træffe de beslutninger, der er rigtige for dig, og finde redskaber til rygestop:
Find rygestoptilbud i din kommune:
Få hjælp til dit rygestop med skræddersyede beskeder:
E-kvit er et gratis tilbud, som følger dig i stopforløbet.
Beskeder, øvelser og videoer - lige når det passer dig.
Findes som app og på web.
Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.