Gå til sygdomsliste

Hvis du er single

Her kan du få idéer til, hvordan du kan tilfredsstille dig selv og dit behov for nærhed og berøring. Du kan også læse om, hvordan du efter et kræftforløb kan fortælle en ny partner om sygdommen og om, hvad du har lyst til, og hvad du kan og ikke kan seksuelt.

Selvom du er single, behøver dit sexliv ikke at gå i stå. Der er mange måder at have sex på som single. Man kan have sex med sig selv og kæle med sig selv. Man kan også have sex med en partner, man f.eks. møder en aften i byen.

Der er flere måder hvorpå man kan opnå nydelse, berøring og sanselighed. Det kan f.eks. være at man forkæler sig selv med en afslappende massage, hvor hele kroppen bliver berørt på en behagelig måde, lange varme bade eller ved onani. Samtidig får du også roen til at blive fortrolig med din krop igen efter et kræftforløb uden at føle dig presset af en partner.

Læs mere om at lære din krop at kende gennem sensualitetstræning:

Sensualitetstræning

Hvis du er single og ønsker dig en kæreste

Nogle enlige kan savne at have en livsledsager, de kan dele op- og nedture med. Hvis du oplever dette kan det være en mulighed at række ud til et familiemedlem eller god ven/veninde, som du har tillid til og fortælle dem, at du har brug for at kunne betro dig til dem og søge støtte og trøst.

Hvis du er single og ønsker dig en kæreste, har du måske overvejelser om, hvornår du er klar til at møde en ny partner. Hvornår du er klar til at fortælle om sygdommen og om dens betydning, fysisk og mentalt.

Nogle planlægger, at når behandlingen er færdig, og der gået et vist antal måneder, så vil de gerne møde en ny. Andre tager det mere, som det kommer.

Nogle gange viser kærligheden sig, når vi mindst venter den, og måske oplever du at blive forelsket, inden du havde planlagt det.

Der er ikke noget rigtigt eller forkert i forhold til, hvornår man indleder et nyt forhold, når man har/har haft kræft. Det er meget individuelt, hvad man har lyst til og mod på.

Bekymring for at blive afvist

Hvis man ikke har en fast partner, kan man i perioder miste håbet om at få et aktivt sexliv. Hvis man bliver tiltrukket af et andet menneske, er det almindeligt, at der dukker en række følelser og overvejelser op.

Måske har du været igennem en behandling, som betyder, at du ikke længere kan få børn. Måske føler du dig usikker på fremtiden.

Det kan også være, at du endnu er så optaget af sygdommen og dens følgevirkninger, at du ikke kan finde plads til et andet menneske. Derfor kan du komme til at udelukke muligheden for et samliv, fordi du helt naturligt er bange for at blive afvist eller ikke kan overskue den åbenhed, som et nyt forhold kan kræve.

Hvornår skal man fortælle om kræftsygdommen til en ny partner?

Selvom det kan være svært, er det en god idé at give en ny partner mulighed for at reagere på, at du har eller har haft kræft. Måske vil du blive overrasket over, at hun eller han slet ikke ser problemerne i de ting, som du måske troede, vedkommende ville.

Omvendt kan det virke overvældende for en eventuel ny partner, hvis du fortæller alt om din kræftsygdom på første date.

Der findes ikke et rigtigt tidspunkt at fortælle en eventuel kommende partner om din sygdom - du må prøve dig frem. Alt tager tid, og kunsten er at finde en balance, hvor du får det sagt, samtidig med at der er plads til de gode oplevelser.

Husk på, at det er normalt, at man som nyt par lige skal finde hinanden – også seksuelt. Hvis et nyt forhold går i stykker, skyldes det ikke nødvendigvis, at du har eller har haft kræft. Måske var kemien der bare ikke og ville heller ikke have været der, hvis du ikke var/havde været syg.

Sygdom er ikke nødvendigvis grunden til, det ikke går

Husk på, at hvis et nyt forhold går i stykker, skyldes det ikke nødvendigvis, at du har eller har haft kræft. Måske var kemien der bare ikke og ville heller ikke have været der, hvis du ikke var syg.

Selvom jeg skulle have en brystbevarende operation, så kredsede mine tanker hele tiden om ikke at være en rigtig kvinde, ikke at være smuk som kvinde. Den læge, som skulle operere mig, sagde til mig: Hvis du finder en mand, som kun ser dine bryster og ikke dig som person, så er han ikke god nok til dig. Han har helt ret, og jeg har virkelig taget det til mig.

Kvinde, brystkræft

Nogle vælger sex fra, andre får pusterum fra bekymringer gennem sex

Sex og seksuelt samliv er, for de fleste, en vigtig del af livet. Ikke desto mindre træder det mange gange i baggrunden og bliver sekundært i forhold til de problemer, man får tæt inde på livet, når man får en kræftdiagnose.

Nogle singler vælger helt sex fra i en periode og trives godt med det. Andre vælger at date og have uforpligtende sex, indtil de er klar til at møde en ny kæreste.

Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at reagere på, og det er individuelt, hvordan sygdommen og behandlingen påvirker dig.

HPV og sex

Nogle kvinder, der haft HPV-relateret kræft eller forstadier til livmoderhalskræft er bekymrede for at blive syge igen, når de har sex. 

HPV (Humant Papilloma Virus) er en meget hyppig virus, som smitter ved seksuel kontakt. Langt de fleste seksuelt aktive kvinder og mænd bliver smittet med HPV en eller flere gange i deres liv.

I langt de fleste tilfælde forsvinder infektionen af sig selv. Men i sjældne tilfælde bliver en HPV-infektion kronisk og kan udvikle sig til kønsvorter eller forstadier til kræft. 

Hvert år bliver 6000 kvinder i Danmark behandlet for celleforandringer og 370 for livmoderhalskræft. HPV kan også være årsag til andre, sjældnere kræftformer bl.a. analkræft og kræft i skeden.

Jeg har haft HPV-relaterede forstadier til livmoderhalskræft. Har jeg nu højere risiko for at blive smittet med HPV eller at få nye HPV-relaterede sygdomme?

Nogle kvinder, der har haft forstadier til livmoderhalskræft, er bekymrede for, om risikoen for at blive smittet med HPV igen øges, når de har sex.

Risikoen for at blive smittet med HPV er høj – det gælder for alle seksuelt aktive. Men de fleste HPV-infektioner forsvinder af sig selv og udvikler sig kun meget sjældent til forstadier. Smitten er særligt udbredt blandt unge.

Undersøgelser viser dog, at kvinder, der tidligere har haft svære celleforandringer på livmoderhalsen, har en større risiko for senere at få livmoderhalskræft og andre HPV-relaterede kræftformer end andre kvinder. Det tyder på, at disse kvinders immunsystem har sværere ved at bekæmpe en HPV-infektion. Her er det dog vigtigt at huske på, at selv hvis du skulle få en HPV-infektion igen, er der stadig kun lav risiko for, at infektionen vil føre til kræft. 

Har du haft forstadier til livmoderhalskræft, anbefales det, at
  • du følger deres screeningsprogram for livmoderhalskræft
  • lade være med at ryge. Kvinder, der ryger, har sværere ved at komme af med HPV-virus end ikke-rygere
  • bruge kondom ved nye og skiftende partnere

Læs alt om seksualitet

Seksualitet - forside

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning