Gå til sygdomsliste

Kogte grøntsager med kapers-vinaigrette

Portioner: 4

Når grøntsager bliver kogt rigtigt, behøver de ikke meget hjælp for at udgøre et skønt måltid. I denne vegetariske ret er de kogte grøntsager vendt i en kapers-vinaigrette.


Grøntsager:

Skræl og skyl alle grøntsagerne. Del dem i grove stykker på 5 cm., gerne med stokken på.

Kog grøntsagerne i en bredbundet gryde med 1 cm. vand i bunden sammen med salt, citronskal og hvidløg. Læg de grove grøntsager som selleri, gulerødder og fennikel i bunden, og kog dem under låg i 3-4 minutter, inden du lægger blomkål og løg ovenpå, og koger yderligere i 5-6 minutter. Det skal være så vandet damper, men uden at det buldrekoger.

Grønne grøntsager som broccoli skal koge i en gryde for sig med kun en lille smule vand, salt, citronskal og hvidløg i bunden - det er vigtigt, at alle grønne grøntsager koger ved meget høj temperatur, ellers mister de farven og bliver grå i stedet for.

Når grøntsagerne er næsten møre, så tag låget af gryden, og lad den smule væske, der er tilbage, koge ind så det hænger fast på grøntsagerne. Tilsæt rapsolien og lad den samle sig på grøntsagerne. Server grøntsagerne med det samme.

Kapersvinaigrette:

Skræl løget og snit det i meget fine tern. Dræn eller skyl kapersene og hak dem groft. Rør løg og kapers sammen med eddike og olie.

Skyl og slyng krydderurten og snit den fint, snit både blade og stilke. Rør krydderurten i vinaigretten og smag den til med salt.

Servering:

Anret de varme grøntsager på en lun tallerken og fordel vinaigretten ud over. Sørg for at røre i vinaigretten, hver gang du tager en skefuld, ellers risikerer du at tage olien til de første og eddiken til de sidste.

Grøntsager

2 gulerødder
½ blomkål
2 nye løg med top
1 broccoli
1 fennikel
½-1 knoldselleri
salt lidt citronskal
½ fed hvidløg
20 g smør


Kapersvinaigrette

1 løg
2 spsk kapers
2 spsk frugteddike
4 spsk koldpresset rapsolie
5 stilke krydderurt, evt. løvstikke, kørvel, persille eller dild
salt