Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Kræft og parforhold
Når den ene i et parforhold får kræft, kan sygdommen, behandlingen og tanker om fremtiden fylde så meget, at der ikke er meget overskud til at være sammen som par. Forsøg at tale sammen om jeres behov og at holde pauser sammen fra sygdommen.
Parforholdet påvirkes af alvorlig sygdom
Alvorlig sygdom kan påvirke parforholdet på både godt og på ondt. På den ene side kan den nye situation betyde, at man lærer hinanden bedre at kende, og at forholdet bliver stærkere. Men sygdommen kan også være et kæmpe pres, og det kan være svært at bevare den normale relation, når man pludselig får nye roller som patient og pårørende.
Det kan være svært finde ud af hinandens behov og nye roller, og der kan være mindre overskud til at pleje forholdet under et hårdt sygdomsforløb.
Selv om en kræftsygdom er en alvorlig og hård oplevelse, så oplever nogle også, at det bringer dem tættere sammen, og at de lærer hinanden bedre at kende.
Jeg har også behov for at beklage mig over jobbet, bilværkstedet, svigermor og den ømme storetå, uden at det straks sættes i forhold til det at have kræft.
Pårørende
Mindre overskud til at være der for hinanden
Når der opstår alvorlig sygdom i et parforhold, rammes begge parter. Mange par fortæller, at de hurtigere bliver irriterede eller vrede på hinanden. Det kan være svært at finde overskud til at forstå sin partners reaktioner, når man har svært ved at forstå og rumme sine egne. I sådanne perioder kan det betyde, at der ikke er det store overskud til at pleje parforholdet.
Forskellige behov kan gøre det svært at støtte hinanden
Mange par oplever, at de hver især har forskellige måder at håndtere angst og bekymring på. Oftes følges man ikke ad i behov og reaktioner. Den ene kan have behov for at tage en dag ad gangen og holde fast i håbet og det positive. Den anden er måske mere optaget af konsekvenserne af behandlingen og er bekymret for, hvad fremtiden vil bringe.
Det kan også være, at den ene part har brug for at tale meget om sygdommen, mens den anden har brug for, at sygdommen fylder så lidt som muligt.
Man kan tackle bekymringer forskelligt
Hvis der er stor forskel på, hvordan man tackler sygdommen, kan det nogle gange være svært at hjælpe og støtte hinanden. Nogle bliver meget bekymrede, hvor andre holder fast i, at det nok skal gå. Det er vigtigt at huske på, at der ikke er en rigtig eller forkert måde at reagere på.
For nogle hjælper det at forholde sig til det svære i et stykke tid og tale med sin partner om bekymringen og uroen. Det kan give lidt ro og mulighed for at fokusere på noget andet bagefter. For andre hjælper det at prøve at sige til sig selv, at man ikke behøver at tage sorgerne på forskud. At man må vente og se, hvad der sker, og håndtere de udfordringer, der så måske opstår.
Måske kan I lave en aftale om, at I nogle gange taler om det svære og andre gange forsøger at udskyde det til senere. Det kan være svært at udskyde tankerne. Det kan måske hjælpe til at tænke på noget andet, hvis I gør noget sammen, f.eks. se en (biograf-) film, cykle en tur eller noget andet, som I godt kan lide.
At svinge mellem håb og bekymring
Det kan være svært altid at være stærk og altid bevare håbet og troen på, at man nok skal komme igennem sygdomsforløbet. Selv når behandlingen virker, kan der alligevel dukke bekymringer op.
Mange oplever store følelsesmæssige udsving. Det ene øjeblik fylder optimismen, håbet og troen på, at det hele nok skal gå, og i det næste øjeblik kan man blive ramt af bekymring for fremtiden. Det kan være frustrerende at svinge så meget, men det er vigtigt at huske på, at det er helt almindeligt at opleve sådanne følelsesmæssige rutsjeture.
Som par kan man opleve, at man ikke altid føler det samme på samme tidspunkt. At den ene part er optimistisk, når den anden er bekymret - og omvendt. Mange oplever det som en styrke, at deres partner bevarer håbet, hvis de selv mister det for en stund. Det kan hjælpe dem til selv at genvinde håbet. En ulempe ved at svinge forskudt kan være, at man aldrig helt oplever følelsesmæssigt at være samme sted på samme tidspunkt.
Man kan være bekymret for, hvordan man skal klare det, hvis begge parter bliver meget bekymrede samtidig. I bliver måske bange for, at I følelsesmæssigt ryger ned i et sort hul, og at ingen af jer kan finde håbet og troen, som skal få jer op igen. Som regel vil fornemmelsen af at være i et sort hul ikke vare ved. At kunne dele denne følelse kan være hårdt, men det kan samtidig også styrke jeres fornemmelse af at stå sammen som par og kunne være der for hinanden.
Mennesker er forskellige, og vi reagerer og handler forskelligt, når vi får en alvorlig sygdom. Her kan du læse mere om reaktioner og følelser:
Hvis I er uenige i, hvor meget I skal vide
I nogle parforhold har man ikke det samme behov for viden om sygdommen og behandlingen. Nogle gange kan det være nødvendigt at tale sammen om, hvem der har ’mest ret’ til at bestemme, hvad og hvor meget I skal vide.
Måske synes man som patient, at man har ’mest ret’, fordi man er dén, der har sygdommen. Måske kan I blive enige om, at I er i denne situation sammen, og at I begge har ’lige meget ret’ til at blive lyttet til og respekteret, og at I derfor er nødt til at blive enige om, hvordan I griber situationen an.
Tal om, hvordan I hver især ønsker at håndtere sygdommen og behandlingen
Selvom man synes, man kender hinanden godt, kan det alligevel være svært altid at vide, hvordan man bedst hjælper hinanden, når en krise rammer.
For mange er det en god idé at afklare, hvordan man bedst muligt taler sammen om sygdommen og hjælper hinanden. I kan aftale et tidspunkt at tale sammen om det.
Nogle par taler godt sammen over aftensmaden eller en kop kaffe. Andre foretrækker at gøre det, mens de laver noget, f.eks. kører i bil eller går en tur.
Disse spørgsmål om sygdom og bekymringer kan være rare at få talt om:
- Hvor meget vil du/jeg gerne vide om sygdommen?
- Må jeg stille alle de spørgsmål, jeg har, når vi taler med lægen?
- Hvis jeg har læst noget om min/din sygdom og dens behandling, vil du så vide det? Også hvis det er bekymrende læsning?
- Hvor meget tænker du på sygdommen, og hvad har du brug for fra mig, når du tænker på den?
- Hvad har du brug for fra mig, når jeg oplever, at du bliver stille og måske bekymret?
- Er det okay, at jeg spørger dig, hvordan du har det, og hvor ofte må jeg gøre det?
- Må jeg fortælle dig om mine tanker om sygdommen, hvis jeg bliver bekymret?
- Vil du holde om mig/sige til mig, at det nok skal gå/tale med mig om mine tanker, når jeg bliver bekymret?
Tal om, hvad I hver især har af ønsker og behov, så I kan støtte hinanden bedst muligt.
Det bedste var, at min mand igen og igen sagde 'det klarer vi'.
Kvinde, tidligere kræftpatient
Nogle holder deres bekymringer for sig selv for at beskytte partneren
Nogle ønsker ikke at fortælle om deres bekymringer, fordi de er bange for at belaste partneren i stedet for at støtte og beskytte.
I nogle parforhold føles det rigtigt, at man holder bekymringerne for sig selv. For andre par kan det indebære, at man kan komme til at føle sig ensom med sine tanker. Nogle kan få fornemmelsen af, at de går rundt på hver deres øde ø, helt afskåret fra deres partner.
For nogle kan den fornemmelse blive mindre, hvis de deler deres tanker med hinanden. Ofte kan par, som sætter ord på deres utryghed, opleve, at de hver især har gået rundt med nogenlunde samme tanker.
Sundhedsfaglig pårørende: Hvad gør man, hvis man ved mere?
I nogle forhold er den pårørende læge eller sygeplejerske og kender måske meget til kræftsygdomme, mens patienten ikke er sundhedsfagligt uddannet. Her er det vigtigt for den pårørende at huske på, at den syge måske ikke har brug for at vide det samme og i samme detaljegrad.
Giv dig selv lov til ikke at være sundhedsprofessionel
Nogle pårørende med sundhedsfaglig baggrund oplever et dilemma, da de på den ene side ved, at sygdommen er meget alvorlig, men på den anden side har brug for at tro på, at behandlingen kan slå sygdommen ned.
I nogle relationer hjælper det, hvis den pårørende lægger rollen som sundhedsprofessionel fra sig og i stedet giver sig selv lov til at bevare håbet - også selv om det rent medicinsk ser skidt ud. Hvis den syge bevarer håbet, og du har svært ved at finde det med din sundhedsfaglige viden, er det en god idé at tage del i den syges håb.
Hjælp til at tale om parforholdet
Hvis I oplever, at jeres forhold bliver sat for voldsomt på prøve under kræftsygdommen, kan I få hjælp fra en rådgiver i den nærmeste kræftrådgivning. Du og din partner kan komme til fælles eller individuel samtale hos en rådgiver med fokus på, hvordan I kan passe på jer selv og hinanden under sygdommen. Her kan du finde en rådgivning i nærheden af jer:
Vil du deltage i et forskningsprojekt for pårørende?
Er din partner i behandling for kræft i Region Hovedstaden, og har du som pårørende brug for støtte i forløbet? Så er det måske noget for dig at deltage i forskningsprojektet ”Robuste pårørende”.
’Robuste pårørende’ er et nyt gruppeforløb i Kræftrådgivningen i Herlev med fokus på at styrke dine evner til at håndtere og finde en god balance i den krævende situation, du står i.
Vær opmærksom på, at alle tilmeldte vil blive delt i to grupper, hvor den ene er en sammenligningsgruppe. Kommer du i denne gruppe, vil du selvfølgelig stadig kunne bruge Kræftens Bekæmpelses mange andre rådgivnings- og støttetilbud. Du kan læse om projektet, og hvordan du tilmelder dig her:
Pjece: "Robuste Pårørende. Forskning i støtte til pårørende til kræftpatienter"
Patient og hjælper i stedet for kærester eller ægtefæller
Når man er i et krævende behandlingsforløb, oplever mange, at de roller, man normalt har haft i parforholdet, ændres til nu også at indeholde rollerne som patient og hjælper. Hvis ens forhold udvikler sig til et arbejdsfællesskab, kan man komme til at savne det forhold, man havde, inden sygdommen blev opdaget.
Prioriter tid til at være kærester og ægtefæller
Det er vigtigt at forsøge at skabe pauser fra sygdommen, hvor I kan hente energi til at klare de svære perioder og til at genfinde rollerne som par.
I kan prøve at skabe pauser ved at finde frem til aktiviteter, som kan lede jeres tanker væk fra sygdom og behandling. For nogle virker det at gå en tur sammen, se en film i biografen, være sammen med venner og familie eller at få børnene passet og bruge tid alene. Måske i mindre omfang end tidligere, hvis kræfterne ikke er til det.
Kræft og seksualitet
Mange par oplever, at seksuallivet går i stå, når den ene bliver syg. Det er normalt, at begge parter kan få mindre lyst til sex end tidligere. Det kan være en naturlig reaktion i perioder med angst og bekymringer. Hos nogle forsvinder lysten eller evnen helt. Nogle gange hænger det sammen med, at man får et nyt syn på sin krop.
Selv om man ikke har lyst til sex eller ikke kan have sex rent fysisk, har mange stadig behov for nærhed og fysisk kontakt. Det kan man finde på andre måder – læs her om, hvordan man kan holde fast i ømhed og omsorg i forholdet:
Hvordan passer I bedst på jeres parforhold?
Beskriv sammen, hvordan sygdommen påvirker jeres forhold
Det kan være en god idé at tale sammen om, hvordan I hver især oplever, at sygdommen påvirker jeres forhold. Her er eksempler på spørgsmål:
- Hvad synes du, at al denne fokus på sygdom gør ved vores parforhold?
- Jeg er træt af at tænke på og tale om sygdom så meget af tiden, skal vi ikke lave noget sammen, hvor sygdommen fylder mindre? Eller omvendt: Jeg er glad for, at vi er gode til at holde fast i hverdagen og leve meget lige som før sygdommen, men der er nogle ting, som jeg godt kunne tænke mig at tale med dig om og få styr på omkring sygdommen.
- Hvad synes du, er det vigtigste for os som par lige nu?
- Det gør mig så glad, når du...
- Jeg synes, at jeg har ændret mig meget i den seneste tid, både fysisk og psykisk. Lægger du mærke til det? Har du det på samme måde, at du har ændret dig?
- Jeg elsker dig, fordi...
De færreste kan holde ud at beskæftige sig med store spørgsmål hele tiden. Det kan også være rart at tale om hverdagsting, fordi det kan lede tankerne hen på andet end sygdom og behandling og få én til at føle, at man er sig selv igen.
Min syge kone og jeg joker og griner meget. Det er selvfølgelig en form for overlevelsesstrategi, men det handler også om, at vi er enige om, at vi skal huske at tage vare på glæden, når den kommer til os. En dag med solskin kan gøre stor forskel
Ola Ringdahl, pårørende
Kræft kan ændre ved fordelingen af opgaver i parforholdet
Hvis man som patient bliver meget dårlig af sygdommen eller behandlingen i perioder, kan det være nødvendigt, at ens partner overtager nogle af de opgaver, som man plejer at stå for.
Det kan være svært at se sin partner have travlt med f.eks. hus, have, børn og madlavning uden at kunne være i stand til at hjælpe og aflaste. Den pårørende kan i perioder blive helt udmattet af praktiske opgaver.
Sammen kan I måske prioritere i arbejdsopgaverne og vurdere, hvilke opgaver der er vigtigst. Man kan blive nødt til at gå på kompromis med, at huset og haven i perioder ikke er lige så ordentlige som tidligere.
Det kan hjælpe at prøve at tænke sygdom og behandling som en midlertidig periode, man skal igennem, hvor de praktiske opgaver er mindre vigtige. Det kan også være en idé at bede familie og venner om hjælp. Her kan du læse mere om mulighederne for at få hjælp i hverdagen fra din kommune og få gode råd til, hvordan familie og venner kan hjælpe:
Læs om "Sammenholdet" - en app der gør det nemt både at tilbyde og at bede om hjælp
Min mand insisterede på, at jeg skulle være ved hans side hele tiden. Han kunne ingenting selv. Jeg var simpelthen ved at blive kvalt. Vi fik heldigvis talt det godt igennem bagefter, og han forstod, hvor hårdt det havde været for mig. Så da han blev syg denne gang, gav han mig ’fri’. Han sagde, du skal ikke være min advokat eller min sygeplejerske, du skal kun være min hustru, og vores pårørende skal passe på dig, for jeg kan ikke selv.
Kvindelig pårørende
'Tæt på kræft' sætter fokus på kræft og parforhold
Kræft og kærlighed
Medlemsbladet 'Tæt på kræft' fra december 2022 har fokus på kræft og kærlighed.
Du kan læse bladet her:
Tæt på kræft: Kræft og kærlighed
Parforholdet under kræft
Læs også artiklen fra et tidligere nummer, hvor Susanne fortæller om balancen mellem at tage sig af sin syge mand og at passe på sig selv:
Efter et sygdomsforløb
Mange par har en forventning om, at når sygdomsforløbet er overstået, så bliver livet igen som før. Flere oplever dog, at hverdagen ikke helt ligner sig selv, og at man har forandret sig i en eller anden grad. Både som person og som par og måske både fysisk og psykisk. For mange føles det som, at man skal lære sig selv og hinanden at kende igen, og at det kan tage tid at finde hinanden som kærester igen.
Både patient og partner kan have følger efter kræftforløbet
Selvom behandlingsforløbet er overstået, skal mange lære at leve med fysiske forandringer. Det kan påvirke arbejds- og fritidslivet og have betydning for seksuallivet.
Man kan også opleve senfølger som f.eks. lymfødem eller træthed. Det kan betyde, at man ikke kan helt det samme, som før, og at man kan have brug for hjælp fra sin partner.
Efter at behandlingen er slut, kan den pårørende også føle sig fysisk og psykisk slidt efter et sygdomsforløb. Nogle par oplever, at rollerne byttes for en stund, hvor det nu er den pårørende, som har brug for ekstra støtte og omsorg. For den der har været syg, kan det være en lettelse igen at opleve at kunne hjælpe og støtte sin partner.
Du kan læse om senfølger efter et kræftforløb her:
Få hjælp til at finde hinanden igen
Det kan tage lang tid for begge parter at bearbejde og komme igennem den følelsesmæssige rutsjetur, det kan være at blive ramt af kræft. Nogle føler en manglende glæde. Hvis I har brug for hjælp til at finde hinanden igen efter kræften, kan I kontakte jeres nærmeste kræftrådgivning:
Hvis din partner er uhelbredeligt syg
Et menneske, som er døende, har mulighed for at tilbringe den sidste tid i hjemmet og blive plejet af en ægtefælle/kæreste, familiemedlem eller en ven. Plejeren modtager enten fuld løn eller et plejevederlag.
Inden I træffer beslutning om plejeorlov, må I sammen overveje fordele og ulemper ved ordningen, der kan være psykisk og fysisk krævende for den pårørende: