Frit sygehusvalg
Hvis du har behov for behandling på sygehus, kan du som udgangspunkt frit vælge mellem alle offentlige sygehuse i hele landet. I de fleste tilfælde kræver en indlæggelse på sygehus alene en henvisning fra en læge.
Forudsætninger for frit sygehusvalg
Når du bliver henvist til sygehusbehandling, sker det efter de retningslinjer, der gælder i din region. Du kan benytte det frie sygehusvalg, hvis du ønsker at modtage behandling på et andet offentligt sygehus, end det du er blevet henvist til.
For at kunne skifte behandlingssted skal det være muligt at få den samme behandling på det ønskede sted. Derudover skal behandlingsstedet kunne rumme at tage patienter ind fra andre behandlingssteder.
Situationer der kan begrænse det frie sygehusvalg
- Hvis sygehus har væsentlig længere ventetid end lignende afdelinger på andre sygehuse
- Har du har et akut behandlingsbehov, kan du ikke benytte det frie sygehusvalg - du vil blive bragt til det nærmeste sygehus.
- Der er enkelte højt specialiserede afdelinger som kræver, at du lider af en bestemt sygdom.
Omkostninger til transport
Du skal være opmærksom på, at hvis du bruger det frie sygehusvalg, kan det få betydning for, om du kan få tilbudt transport eller få betalt dine udgifter til transport (befordringsgodtgørelse).
Vælger du et sygehus, der ligger langt væk, skal du selv betale for transporten. Hvis du er berettiget til befordringsgodtgørelse, skal du selv betale for transporten, som ligger ud over den transport, du ville have haft til det oprindelige behandlingssted. Det skyldes, at din region højst er forpligtet til at betale for transporten til det sygehus, som regionen henviser til.
Hvis du beslutter at skifte behandlingssted på baggrund af rådgivning fra din læge, benytter du det frie sygehusvalg. Også selv om det er lægen, der har anbefalet dig at skifte behandlingssted.
Er det derimod din læge, der tager beslutningen, om at du skal skifte behandlingssted, gør du ikke brug af det frie sygehusvalg. Du kan læse mere om reglerne for befordring og befordringsgodtgørelse her:
Udvidet frit sygehusvalg
Som patient kan du have mulighed for at vælge et privat sygehus (et såkaldt aftalesygehus, som Danske Regioner har indgået aftale med) til din udredning eller behandling, hvis din region ikke kan hjælpe dig inden for 30 dage. Dette kaldes udvidet frit sygehusvalg.
- Udredning: Hvis din region af kapacitetsmæssige årsager ikke kan tilbyde dig endelig udredning inden for 30 dage, kan du vælge et privathospital.
- Behandling: Hvis du er udredt, men skal vente mere end 30 dage på behandling, kan du også vælge et privathospital
Der gælder dog særlige regler for de fleste kræftsygdomme, som betyder, at mange kræftpatienter har ret til hurtigere behandling Disse regler kaldes maksimale ventetider, og du kan læse mere om dem her:
Hvis du er usikker på dine rettigheder, har du også mulighed for at få hjælp af patientvejlederne i region.
Se Styrelsen for Patientsikkerhed oversigt over patientvejledere: