Blåmuslinger i tomat med rød chili
Muslinger har ganske kort tilberedningstid, så de egner sig rigtig godt til lækre måltider, der skal kunne laves på kort tid. Her tilberedes de i tomatsauce med chili, hvidløg og peberfrugt.
Ingredienser
- 1 kg blåmuslinger
- 2 løg
- 4 fed hvidløg
- 1 rød chili
- 1 rød peberfrugt
- koldpresset jomfruolivenolie
- 1-2 dl hvidvin
- 2 ds hakkede tomater
- 1 spsk honning
- finthakket kruspersille til drys
- flagesalt
- sort peber, friskkværnet
Tilbehør
- groft brød
Sådan gør du:
Pil og hak løg og hvidløg fint. Fjern kernerne fra chilien, og hak den fint. Rens peberfrugten for kerner, og skær den i tern.
Varm olivenolien op i en gryde, og sauter løg og hvidløg, til de er glasklare. Tilsæt chili og rød peber, og lad det stege med i 3-4 minutter. Hæld hvidvinen på, og lad det koge i 3-4 minutter. Kom tomaterne i gryden sammen med lidt honning. Når tomatsaucen er kommet i kog, smages den til med salt og peber. Kog derefter videre i cirka 5 minutter.
Rens og skrub blåmuslingerne – alle de åbne muslinger, der ikke lukker sig ved at blive banket på kanten af køkkenvasken, kasseres. Kom blåmuslingerne i tomatsaucen, og kog i 4-5 minutter.
Muslingerne skal åbnes sig under kogningen. Kassér eventuelle muslinger, der stadig er lukkede efter kogning.
Drys muslingerne med persille, og spis retten varm med et friskbagt groft brød til.