Byggrød med pære
Byggrød er nem og billig mad, som er energirig og let at synke. Den er kogt med syltet pære, og du kan toppe med f.eks. kanelsukker, frisk eller syltet frugt, marmelade eller sirup.
Ingredienser
- 4 dl sødmælk
- 60 g byggryn (fin- eller grovvalsede)
- 4 halve syltede/henkogte pærer (eller anden syltet eller frisk frugt)
- 1 nip salt
- evt. kanelsukker
Sådan gør du:
Bland byggryn og sødmælk i en gryde, og bring det i kog. Rør hele tiden i grøden.
Lad det koge i 10-15 minutter under jævn omrøring. Skær pærerne i mindre stykker, tilsæt dem til grøden, og kog videre ved svag varme i yderligere 10 minutter.
Smag grøden til med et nip salt.
Ideer til topping:
- En skefuld græsk yoghurt, cremefraiche, flødeskum eller råcreme.
- Nødder, frø, mandler, kerner eller kokos, evt. hakkede eller blendede – disse kan også koges med i grøden.
- Frugt – enten frisk, tørret, syltet eller henkogt frugt eller frugtgrød – kan både tilsættes grøden og bruges som topping.
- En god klat smør, peanutbutter, tahin eller mandelsmør.
- Sukker, sirup, honning eller andet sødt.
- En skefuld dulce de leche (karamelsovs). Evt. sammen med hakkede nødder.
Små portionsstørrelser:
Denne opskrift er særligt til kræftpatienter med lille appetit og vægttab. Derfor er indholdet af energi og protein højt, og portionsstørrelsen er mindre end normalt. En portion fylder cirka en lille skål på 1½-2 dl.
Energi:
1 portion indeholder 758kJ/180 kcal og 7 g protein.