Eksotisk frugt med ingefærsirup
Desserten er på en gang sød og frisk, og de små kakaonibs giver bittert knas. De fås i helsekostbutikker og på nettet, men kan sagtens udelades eller erstattes af mørk chokolade.
Ingredienser
Sirup:
- 1 stængel citrongræs
- 20 g skrællet ingefær
- 1 1/2 dl sukker
- 1 dl vand
Frugtsalat:
- 1 mango
- 1 ananas
- 2-3 bananer
- evt. 1-2 spsk kakaonibs
Tilbehør:
- evt. yoghurt, is eller flødeskum
Sådan gør du:
Fjern de yderste blade fra citrongræsset og kassér dem. Skær citrongræsset i grove stykker, og skær ingefæren i tykke skiver. Kom begge dele i en kasserolle med sukker og vand. Lad det simre i 10 minutter. Tag det af varmen, og lad det trække i yderligere 10 minutter. Sigt siruppen, og sæt den i køleskab i mindst 1 time.
Skræl mango og melon, og fjern kernerne. Skær alt frugten i mundrette stykker, og vend dem med den afkølede sirup. Servér frugtsalaten, evt. vendt med lidt kakaonibs. Servér yoghurt til.
I stedet for at lave siruppen, kan du vende frugten med kødet fra et par passionsfrugter. Det virker som en frisk og syrlig dressing.