Frittata med grønt
Frittata er en italiensk æggekage, der kan laves med stort set alle slags grøntsager. Her er den med stegte løg, squash og peberfrugt. Opskriften har et højt indhold af energi og protein.
Ingredienser
- 50 g løg, finthakket
- 50 g rød peberfrugt, finthakket
- 50 g squash, finthakket
- 1 fed hvidløg, presset
- 3 spsk olivenolie
- 4 æg
- salt og peber
- evt. persille til topping
Sådan gør du:
Tænd ovnen ved 180°.
Varm olien i en lille pande, der kan klare at komme i ovnen. Tilsæt det finthakkede løg, og sautér blidt, til løgstykkerne er klare. Tilsæt peberfrugt, squash og hvidløg, og steg videre.
Slå æggene ud i en skål, og pisk dem godt sammen med salt og peber. Hæld æggemassen ud over grøntsagerne på panden, og rør det hele sammen.
Kom nu panden i ovnen (eller hæld massen i et fad, hvis du ikke har en pande, der kan gå i ovnen).
Bag i 20-30 minutter, til frittataen er gennembagt. Servér evt. med et drys hakket persille på toppen.
Små portionsstørrelser:
Denne opskrift er særligt til kræftpatienter med lille appetit og vægttab. Derfor er indholdet af energi og protein højt, og portionsstørrelsen er mindre end normalt. En portion fylder cirka en desserttallerken.
Energi:
1 portion frittata indeholder 1308 kJ/311 kcal og 8 g protein.