Fyldte madpandekager med kylling og svampe
Du kan altid variere fyldet, så det passer til din smag - se evt. tippet for inspiration. Med denne opskrift er du sikret et højt indhold af energi og protein.
Ingredienser
Pandekager (6 stk.):
- 4 æg
- 50 g grahamsmel (eller hvedemel)
- 50 g hvedemel
- 0,5 tsk salt
- 1 dl rapsolie
- 100 g øl, gerne alkoholfri
- 1,5 dl sødmælk
- 30 g smør til stegning
Fyld med kylling og svampe:
- 200 g champignoner (renset vægt)
- 2 spsk rapsolie
- 260 g kyllingefilet
- 2 spsk citronsaft
- 150 g flødeost
- ½ tsk salt
- frisk eller tørret estragon
Tilbehør:
- evt. lidt revet ost
Sådan gør du:
Pandekager:
Slå æggene ud i en skål. Tilsæt mel og salt, og pisk det sammen. Tilsæt øl, mælk og olie under omrøring, og pisk dejen jævn.
Steg pandekagerne i rigeligt smør på en varm pande.
Du kan sagtens bage pandekagerne flere dage i forvejen. Gem dem i køleskabet.
Fyld:
Rens svampene, og skær dem i skiver. Hæld olie på en pande, og tænd på høj varme. Svits svampene i et par minutter under omrøring.
Skær kyllingen i små tern, og tilsæt det til svampene. Steg i yderligere et par minutter, og tilsæt citronsaft og salt. Skru ned på middel varme, og tilsæt flødeost.
Skyl og hak estragonen, og tilsæt det. Smag fyldet til med citronsaft, salt og estragon.
Servering:
Fordel to skefulde fyld på pandekagen. Fold eller rul pandekagen sammen om fyldet. Drys evt. med lidt revet ost.
Hvis pandekagen er kold, så lun gerne den fyldte pandekage i mikrobølge eller almindelig ovn.
Både fyld og pandekager kan holde sig et par dage i køleskabet. Så kan du let samle og varme en fyldt pandekage.
Små portionsstørrelser:
Denne opskrift er særligt til kræftpatienter med lille appetit og vægttab. Derfor er indholdet af energi og protein højt, og portionsstørrelsen er mindre end normalt. En portion fylder cirka en desserttallerken.
Energi:
1 portion fyld indeholder 763kJ/182 kcal og 13 g protein.
1 pandekage indeholder 1240kJ/295 kcal og 7 g protein.