Jordskokkesuppe med kammuslinger og æblechips
Jordskokker giver med deres let nøddeagtige smag en lækker suppe. Den smager dejligt med ristede kammuslinger, men du kan også servere suppen vegetarisk. Opskriften kan tilpasses, hvis du har brug for ekstra kalorier. Se tippet.
Ingredienser
- 2 store bananskalotteløg
- 1 kg jordskokker
- koldpresset jomfruolivenolie
- 1-1½ l grøntsagsbouillon
- friskkværnet sort peber
- evt. lidt salt
- ca. 3 kammuslinger pr. person
- 2-3 æblechips pr. portion suppe (færdigkøbte eller hjemmelavede. Se nederst i opskriften)
- 1 dl græskarkerner, ristede
Sådan gør du:
Pil og hak skalotteløgene fint. Rens jordskokkerne og skær dem i tern.
Sauter skalotteløgene i olien i en gryde, til de er klare og gennemsigtige. Tilsæt jordskokkerne og lad dem stege med i 4-5 minutter. Dæk dem med grøntsagsbouillon og kog, til de er helt møre.
Blend suppen med en stavblender, og smag til med peber og evt. lidt salt om nødvendigt.
Lynsteg kammuslingerne i olivenolie på en meget varm pande - de skal have lige knap 1 minut på hver side.
Læg kammuslingerne i bunden af forvarmede, dybe tallerkener. Hæld suppen på, og drys med tørrede æblechips og græskarkerner, som er ristet i olie og salt på en pande, til de er sprøde og let poppede.
Servér suppen med det samme.
Hvis du har synkebesvær:
Undlad æblechips og ristede græskarkerner, hvis suppen skal være helt blød og nem at synke (evt. også kammuslingen). Top evt. med en skefuld cremefraiche i stedet.
Tørrede æblechips:
Tørrede æblechips kan købes færdiglavede eller du kan lave dem selv:
Skær æbler i helt tynde ringe eller både, og bag dem på bagepapir i ovnen ved 85 grader, til de er helt tørre og sprøde. De skal have et par timer i varmluftsovn. Præcis hvor lang tid, det tager, afhænger af, hvor tykke du laver æbleskiverne, og hvor saftige æblerne er.