Skip navigation

Kartoffel-bønnepuré

Denne kartoffel-bønnepuré kan både spises som en selvstændig ret eller som tilbehør til fisk, kød- eller plantedeller. Puréen er let at synke og har et højt indhold af protein.

Kartoffel-bønnepuréen ses øverst på billedet. De tre andre opskrifter findes også her på hjemmesiden (hummus, tzatziki og ærtepuré).

Ingredienser

  • 1 dåse hvide bønner eller butterbeans (eller 230 g kogte bønner)
  • 1 bagekartoffel, i tern (ca. 200 g)
  • 1 gulerod, i tern (ca. 100 g)
  • ca. 100 g pastinak, persillerod eller knoldselleri, i tern
  • 1 porre (ca. 100 g), skåret i skiver
  • evt. 1 fed hvidløg
  • 3 spsk smør eller olivenolie
  • evt. lidt revet citronskal
  • 50 g parmesanost

Sådan gør du: 

Klargør grøntsagerne. Put alle grøntsager og evt. hvidløg i en gryde med vand, der akkurat dækker, og bring det i kog. Lad koge i ca. 10 minutter, til grøntsagerne er møre.

Hæld væden fra bønnerne, og kog dem sammen med grøntsagerne i yderligere et par minutter. Kom grøntsager og bønner i en blender sammen med lidt af kogevandet, og blend det sammen, til konsistensen er jævn. Du kan også bruge en stavblender.

Smag til med en stor klat smør eller olivenolie, salt og evt. revet citronskal. Servér med masser af friskrevet parmesan.

Små portionsstørrelser:

Denne opskrift er særligt til kræftpatienter med lille appetit og vægttab. Derfor er indholdet af energi og protein højt.

Energi:

1 portion (knap 2 dl) kartoffelbønnepuré indeholder 1198 kJ/285 kcal og 11 g protein.