Skip navigation

Lynis med banan og peanutbutter

Lynis er en god måde at få brugt de brune bananer i frugtskålen. Sammen peanutbutter får isen en lækker og cremet smag. Isen har et højt indhold af energi og protein.

""
Lynisen ses øverst på billedet i den mørke skål. Den anden opskrift findes også her på hjemmesiden (Frugtgrød af jordbær og rabarber).

Ingredienser

  • 1 frossen banan i skiver (ca. 80 g)
  • 1-2 tsk peanutbutter eller anden nøddecreme
  • ½ dl sødmælk
  • evt. hakket chokolade

Sådan gør du: 

Forberedelse:

Du skal bruge en frossen banan. Det er vigtigt, at den er frossen, da det er den, som gør isen kold og cremet. Start derfor med at
skære en banan i skiver, og fryse den ned.

Tilberedning:

Put de frosne bananskiver i en blender eller foodprocessor, og blend, til bananen er i meget små stykker. Tilsæt peanutbutter og mælk og blend videre, til massen får en cremet konsistens lige som softice. 

Tilsæt evt. lidt hakket chokolade, og servér isen straks.

Små portionsstørrelser:

Denne opskrift er særligt til kræftpatienter med lille appetit og vægttab. Derfor er indholdet af energi og protein højt, og portionsstørrelsen er mindre end normalt. En portion fylder en lille skål (1,5-2 dl).

Energi:

1 portion lynis indeholder 740 kJ/176 kcal og 5 g protein.