Thai-andesalat
En lækker og frisk salat med ananas, mango, ingefær og lime. Du kan erstatte andekødet med kylling, hvis du er mere til det.
Ingredienser
- 2 stk. andebryst eller 3 andelår
- koldpresset jomfruolivenolie
- flagesalt
Marinade/dressing:
- ¾ dl hoisin sauce
- 2-3 spsk friskrevet ingefær
- 2 fed hvidløg
- 1 spsk lys miso
- 1 spsk sød chilisauce
- ½-1 limefrugt, saft af (efter smag)
Salat:
- ½-1 romainesalat, alt efter størrelse
- ¼ moden ananas
- ½ moden mango
- ½-1 rød peberfrugt
- 2 forårsløg
- ½ rødløg
- lidt frisk kokos, fintskåret
- 1 håndfuld usaltede jordnødder
- 1 lille bdt frisk mynte
- 1 lille bdt frisk koriander
Sådan gør du:
Rids kødets skindside med en skarp kniv, og gnub det derefter med salt. Steg kødet på en varm pande i en smule olie i ca. 15 minutter, til det har en fin lyserød kerne – først med skindsiden nedad, vend undervejs. Lad det hvile i 10 minutter, hvorefter det skæres i skiver, og lægges i lidt af marinaden.
Bland ingredienserne til marinaden sammen til en lind konsistens. Brug den ene halvdel til at marinere det stegte, skiveskårne andebryst i en halv time, inden det kommes salaten. Brug lidt af den anden halvdel til at komme over salaten.
Bræk romainesalaten i mundrette stykker. Skræl og skær ananassen i mindre tern. Skræl mangoen, skær frugtkødet fra stenen, og skær det i strimler. Rens peberfrugten for kerner, og skær den i tern. Snit forårsløgene, og pil og hak rødløget fint. Bland det hele med fintskåret kokos. Rist jordnødderne gyldne på en tør, varm pande. Fordel det stegte, marinerede andebryst i salaten.
Dryp marinade over salaten, og drys med grofthakkede jordnødder og friskhakket mynte og koriander.