Torsk, jordskokker og æble i pakker
Fisken tilberedes i bagepapirs-pakker sammen med perlerug, jordskokker, æble, porrer og smør. Det gør fisken saftig, og smagen kompakt og lækker.
Ingredienser
Pakker:
- 100 g poleret korn, byg, hvede eller rug
- 2 små porrer
- 200 g jordskokker
- 2 æbler
- 60 g smør
- 4 spsk æbleeddike
- 2 dl koldpresset æblemost
- salt og peber
- 500 g torskefilet
Dressing:
- 60 g hasselnøddekerner
- 1 stort bdt storbladet brøndkarse
- 2 spsk koldpresset rapsolie
- 2 spsk æblecidereddike
- salt og peber
Tilbehør:
- groft brød
Sådan gør du:
Tænd ovnen på 150 grader, og klargør alle grøntsagerne. Skyl kernerne i en sigte, og kog dem i letsaltet vand i 20 minutter. Si vandet fra.
Snit porre, jordskok og æbler i meget tynde skiver. Smelt smør i en gryde, til det begynder at bruse op og blive gyldent. Kom grøntsager, æbler, eddike, most og salt og peber i gryden - lad det simre i 1 minuts tid, og tag så gryden af blusset.
Bred 2 store stykker bagepapir ud på bordet, og fordel kernerne og grøntsagerne med væde, så de kun dækker halvdelen af papirerne. Sørg for at der er nogle cm ud til kanten hele vejen rundt.
Skær fisken i fire lige store stykker, og læg stykkerne oven på grøntsagerne. Fold nu den frie side af bagepapiret over grøntsagerne og fisken, og luk det godt til ved at krølle kanterne sammen - det er vigtigt, at fyldet ikke er pakket for tæt, og at pakkerne er godt lukkede, så dampen ikke slipper ud under tilberedningen. Bag pakkerne i den forvarmede ovn ved 150 grader i 25 minutter.
Hak hasselnødderne groft, og skyl og nip stilkene af brøndkarsen. Rør olie og eddike sammen, og vend nødder og brøndkarse i. Smag til med salt og peber.
Servér pakkerne lukkede, så man selv kan åbne dem ved bordet. Hæld dressing over ved bordet, og spis brød til.