Gå til sygdomsliste

Undersøgelser for kræft i mavesækken

Ved mistanke om kræft i maven vil den første undersøgelse som regel være en kikkertundersøgelse af mavesækken (gastroskopi), hvor man også får taget en vævsprøve (biopsi).

Formål med undersøgelser

Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej, mens andre kan vise, hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

Ved mistanke om mavesækskræft vil du først få lavet en kikkertundersøgelse af mavesækken. Ved undersøgelsen får man taget en vævsprøve (biopsi), som bliver undersøgt for, om der er kræftceller til stede.

Hvis man ikke kan få stillet en diagnose efter en almindelig kikkertundersøgelse (gastroskopi), kan man blive undersøgt med en speciel ultralydskikkert (endoskopisk ultralydsundersøgelse), hvis der fortsat er mistanke om mavesækskræft.

Illustration af en gastroskopisk undersøgelse

Tegningen viser gastroskopet ført ned i mavesækken. Gennem den bøjelige kikkert kan lægen se mavesækkens indre. Det er muligt at tage billeder eller vise billederne på en skærm.

Kikkertundersøgelse af mavesækken (gastroskopi)

Den bedste undersøgelsesmetode for mavesækskræft er en kikkertundersøgelse. En kikkertundersøgelse af mavesækken kaldes også gastroskopi.

Ved en kikkertundersøgelse bliver mavesækken undersøgt med en lang, bøjelig kikkert med lys i. Kikkerten føres ind gennem munden og ned gennem spiserøret, og lægen kan se, hvordan slimhinden ser ud, og om der er forandringer. Før undersøgelsen får man som regel lokalbedøvende spray i munden og svælget og eventuelt også beroligende medicin.

Læs mere om gastroskopi (kikkertundersøgelse af mavesækken):

Gastroskopi

Vævsprøve (biopsi)

Ved kikkertundersøgelsen kan lægen tage vævsprøver ved hjælp af en lille tang. Det gør ikke ondt at få taget prøven. Vævsprøven bliver undersøgt for, om der er kræftceller til stede. Den endelige diagnose af mavesækskræft kan først stilles ved at undersøge en vævsprøve i mikroskop. Det tager omkring en uge, før der er svar på vævsprøven.

Vævsprøver (biopsi)

Gastroskopi er en kikkertundersøgelse af spiserøret, maven og den øverste del af mave-tarmsystemet. Se film om hvordan undersøgelsen foregår. 6:36 min.

Gastroskopi er en kikkertundersøgelse af spiserøret, mavesækken og den øverste del af mave-tarmsystemet. Se film om hvordan undersøgelsen foregår. 6:36 min.

Undersøgelser for hvor udbredt mavesækskræft er:

  • PET/CT- og CT-scanning
  • Endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS)
  • Laparoskopisk ultralydsundersøgelse (LUS)

Hvis undersøgelser viser, at der er kræftceller tilstede, bliver man blive undersøgt for, om sygdommen har spredt sig, og om det er muligt at tilbyde operation.

Mavesækskræft kan sprede sig via blod og lymfebaner ud i kroppen, oftest til de omkringliggende organer i bughulen eller lymfeknuderne.

For at undersøge om det er muligt at foretage en operation, skal man i nogle tilfælde have lavet en indvendig ultralydsscanning af mavesækken, både gennem spiserøret (endoskopisk) og gennem et lille snit i maveskindet (laparoskopisk).

Ud fra scanningerne kan lægen afgøre, om man skal opereres eller have en anden behandling, og om man skal have tilbudt medicinsk behandling inden en eventuel operation.

CT-scanning og PET/CT-scanning

Undersøgelserne CT eller PET/CT bruges til at vurdere, om kræften har spredt sig.

CT-scanning

En CT-scanning er en form for røntgenundersøgelse, hvor der bliver taget en række billeder af kroppen fra forskellige vinkler. Billederne lagres i en computer og viser kroppens indre organer. En CT-scanning kan ofte vise, om kræften har spredt sig (metastaser) til lymfeknuder og andre organer. Om kræften har spredt sig har betydning for, hvilken behandling man kan få tilbudt.

CT-scanning

PET/CT-scanning

En PET-scanning er en billedundersøgelse, som ved hjælp af radioaktive sporstoffer kan vise, om der er kræft i kroppen. Ikke alle kræftformer optager det radioaktive sporstof, og nogle gange kan det radioaktive sporstof optages i områder, der ikke er kræft. Tolkning af resultatet af en PET scanning kan derfor være vanskellig. PET-scanning kombineres altid med en CT-scanning (PET/CT).

PET/CT-scanning

Endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS)

Ved en endoskopisk ultralydsundersøgelse er det muligt at se, hvor dybt kræftknuden vokser, og om den har spredt sig til lymfeknuderne. Undersøgelsen foretages før en operation for at planlægge, hvordan operationen skal foregå.

Ved en EUS-undersøgelse fører lægen et langt, tyndt, bøjeligt rør gennem munden ned i spiserøret. For enden af røret sidder en lille ultralydssender, som både kan undersøge spiserørets og mavesækkens væg.

Ultralydssenderen kan også vise området udenfor spiserøret og mavesækken. Det kan for eksempel være lymfeknuder. Læs mere om endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS):

Endoskopisk ultralydsundersøgelse

Laparoskopisk ultralydsundersøgelse (LUS)

Laparoskopisk ultralydsundersøgelse er en undersøgelse, hvor man kombinerer ultralydsscanning med en kikkertundersøgelse af bughulen. Undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse. Lægen fører et lille rør ind ved navlen og blæser kuldioxid ind i bughulen. Derefter kan lægen ved hjælp af en kikkert undersøge bughulen for forandringer, og se om der er tegn på spredning.

Lægen indfører et lille rør mere, hvori en ultralydsscanner føres ind gennem, så forskellige organer, f.eks. lever, milt, hovedpulsåre, bugspytkirtel og mavesæk, kan blive scannet. Læs mere om laparoskopisk ultralydsundersøgelse (LUS):

Laparoskopisk ultralydsundersøgelse

På baggrund af alle undersøgelserne opnår lægen viden om din sygdom og dit sygdomsstadie. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.


Læs alt om mavesækskræft

Mavesækskræft – forsiden


 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen 'Mave- og spiserørskræft' på Cancerforum.


Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Til pårørende

Hvis du kender en med kræft

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende