Diagnose og stadieinddeling af myelomatose

Det er vigtigt at få stillet en præcis diagnose, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.

Undersøgelser til at stadieinddele myelomatose i knoglemarven

Når behandlingen skal planlægges, danner lægen sig et overblik over sygdommen. Som en del af planlægningen bliver der lavet en såkaldt stadiebestemmelse. Her ser lægen på karakteren af sygdommen, og på hvor udbredt sygdommen er. Alt efter hvor udbredt sygdommen er, bliver man placeret i en af tre grupper: stadium 1, 2 eller 3.

Til stadieinddelingen bruger lægen et system (det Internationale Stadiebestemmelses System (ISS)), som er baseret på måling af proteinerne beta-2-mikroglobulin og albumin i blodprøver. Et nyt system inddrager også måling af proteinet LDH i blodet samt resultatet af ”FISH” undersøgelserne i stadiebestemmelsen.

Stadiebestemmelsen giver en idé om, hvor længe man kan forvente at leve med sygdommen. Tallene er kun vejledende gennemsnitstal, og de stammer fra en tid, hvor behandlingen for myelomatose ikke var lige så effektiv, som den er i dag.

Myelomatose kan formentlig kun helbredes i de få tilfælde, hvor sygdommen er samlet ét sted og kan blive behandlet med kraftig strålebehandling. Dette kaldes et solitært (enkeltstående) myelom.

De fleste med myelomatose har behov for behandling, så snart diagnosen er stillet.

Monoklonal gammopati (MGUS) – mistanke om myelomatose

Personer med MGUS har ingen symptomer og er ikke syge, men de har en lille koncentration af et protein (M-komponent) i blodet, ligesom patienter med myelomatose.

Ofte bliver M-komponenten opdaget ved et tilfælde, når man får taget blodprøver af en anden grund.

Tilstanden er ret almindelig, især hos ældre mennesker. Langt de fleste har ikke myelomatose og udvikler aldrig nogen sygdom, men der kan være brug for grundig undersøgelse for at udelukke myelomatose.

Undersøgelserne vil ofte omfatte en knoglemarvsundersøgelse, røntgenfotografering og CT-scanning af skelettet. Hvis det viser sig, at det ikke er myelomatose, kan det stadig være nødvendigt at følge op med blodprøver.

Denne kontrol vil ofte foregå hos din egen læge. Lægen vil holde øje med mængden af det abnorme protein i blodet, blodprocenten, nyrernes funktion og mængden af kalk i blodet. Ofte vil det være nok med blodprøver to gange om året.

Kommer der store ændringer i blodprøverne, kan der være nødvendigt, at lægen henviser dig til en ny grundig undersøgelse på en hospitalsafdeling.

Reaktioner på en ny hverdag med kræft

For de fleste er det chokerende at få at vide, at man har kræft. Mange beskriver det som at få trukket tæppet væk under sig.

Den første tid er svær, og den vil sandsynligvis handle meget om din behandling. Det kan derfor være godt at tænke på, at de fleste med tiden får en hverdag, hvor sygdommen ikke fylder det hele. Også selvom myelomatose ikke kan helbredes.

Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Der kan være mange ubesvarede spørgsmål: Hvem skal vide, at jeg er syg? Hvordan fortæller jeg det? Hvordan påvirker behandlingsforløbet mit arbejde og økonomi, og hvad med det praktiske derhjemme?

Find gode råd til at håndtere den nye hverdag:

Hverdagen med kræft

Råd til pårørende