Undersøgelser for myelomatose
Lægen bruger bl.a. blod- og urinprøver til at finde ud af, om det kan være myelomatose. Scanninger kan vise, om der er forandringer i knoglerne, og lægen kan også undersøge din knoglemarv.
Undersøgelse af dit blod
Det vigtigste, lægen kigger efter i blodprøven, er den såkaldte M-komponent. M-komponenten er et proteinstof (immunglobulin), der kan være til stede i blodet og urinen ved nogle sygdomme, bl.a. ved myelomatose.
Mængden af M-komponent har betydning for valg af behandling
M-komponenten består af et særligt proteinstof, som kaldes for et antistof. De unormale plasmaceller, som samler sig i knoglemarven ved myelomatose, producerer dette antistof.
Hvor meget M-komponent der er i blodet, kan give en idé om, hvor mange unormale plasmaceller der er. Når antallet af plasmaceller i kroppen falder under behandlingen, aftager M-komponenten. Lægen ser derfor på mængden af M-komponent for at se om en behandling virker.
Lægen tager også blodprøver for at afklare, om nyrerne fungerer normalt, og om mængden af kalk (calcium) i blodet er forhøjet.
Bence Jones-protein sladrer om myelomatose
Nogle patienter med myelomatose danner ikke M-komponent, så man kan se det i blodet med de almindelige metoder. Man kan dog ofte finde såkaldte 'frie lette kæder' i blodet. De er en del af det særlige antistof, der ses ved myelomatose.
De frie lette kæder bliver også kaldt (i urinen) Bence Jones-protein og er en del af M-komponenten. Det er de unormale plasmaceller, som producerer de frie lette kæder.
De frie lette kæder kan ofte skade nyrerne, fordi de sætter sig fast og tilstopper de små udføselsgange i nyrerne. Det gør, at nyrerne ikke fungerer, som de skal.
Urinprøver kan påvise Bence Jones-protein
Hvis der ikke er en M-komponent i blodet, men kun frie lette kæder, kan de ofte findes i urinen som en særlig type M-komponent, kaldet Bence Jones-protein.
Røntgen kan afsløre svækkede knogler
Ved myelomatose, vil røntgenbilleder vise mørke pletter, som er de områder af knoglevævet, der er angrebet.
Når udviklingen af sygdommen bliver bremset af behandling, kan man se det ved røntgenundersøgelser. Hvis man har mistanke om, at sygdommen ikke er i ro, er det vigtigt at gentage røntgenundersøgelsen for at se, om pletterne bliver større eller er stabile.
Selvom behandlingen er effektiv, er det sjældent, at knoglevævet heles, så de mørke pletter forsvinder.
En CT-scanning er en skånsom undersøgelse, der kan vise forandringer i rygsøjle, brystben, ribben, skulderblade og bækken.
Scanningen danner snitbilleder af kroppen ved hjælp af et røntgenrør, som roterer omkring et leje, der kører igennem scanneren. Da forskelligt væv optager røntgenstråling i forskellig grad, kan computeren herefter beregne tværsnitsbilleder af kroppens indre og vise dem på en skærm.
En CT-scanning kan afsløre vigtige forandringer i skelettet, som kan blive overset ved en almindelig røntgenundersøgelse. Lægen kan vælge at lave undersøgelsen som en lavdosis CT, så man kun får en lille mængde stråling. Lægen kan også vælge ikke at give kontraststof i forbindelse med undersøgelsen. Det giver mindre risiko for skade på nyrefunktionen, som kan være skrøbelig ved myelomatose.
En MR-scanning kan belyse forholdene inde i knoglemarven.
Ved en MR-scanning bliver man placeret i et kraftigt magnetfelt. Ved at sende almindelige radiobølger mod det område af kroppen, der skal undersøges og registrere ekkoet, kan en computer omdanne signalet til et meget præcist og detaljeret billede af kroppens indre.
En MR-scanning giver især gode oplysninger om forholdene inde i knoglemarven og er særlig velegnet i de tilfælde, hvor der er mistanke om, at en kræftknude trykker på rygmarven.
En PET-scanning er en billedundersøgelse, som kan vise, om der er kræft i kroppen, og i givet fald, hvor kræften sidder. PET-scanning bliver ikke brugt som standard, men når lægen vurderer, at det er nødvendigt.
PET-scanningen foregår ved, at lægen sprøjter en lille dosis radioaktiv glukose (sukker) ind i en blodåre. Derefter kan man se kræften på scanningen, fordi kræftceller bruger mere glukose end raske celler.
Lægen kan kombinere PET-scanning med CT-scanning, så informationen om, hvor kræften sidder, bliver helt præcis. Lægen bruger især en PET-scanning til at finde ud af, om de tilfælde af myelomatose, som ser ud til at være bergænset til ét område, måske alligevel er mere udbredt end hvad man først troede.
PET-skanning kan også være en hjælp til at vurdere om myelomatosen er bragt helt i ro efter behandling. Det kan have betydning for, hvordan man får tilrettelagt behandlingen.
Undersøgelse af knoglemarven
Ved hjælp af et mikroskop kan lægen se, om der er mange unormale plasmaceller i knoglemarven.
Ved en knoglemarvsundersøgelse bliver man stukket i bagerste hoftekam. Ved hjælp af en nål suger lægen lidt knoglemarv ud. Undersøgelsen er helt ufarlig, og den knoglemarv, der er blevet fjernet, bliver hurtigt gendannet. Du bliver lokalbedøvet i forbindelse med undersøgelsen.
Indgrebet tager under en halv time og gør kun kortvarigt ondt. Bagefter kan du være øm et par dage på det sted, hvor nålen har været.
Kromosomundersøgelse
Hvis du har fået konstateret myelomatose, kan man undersøge arvematerialet i kræftcellerne ved en kromosomundersøgelse kaldet 'FISH'. Kromosomundersøgelserne bliver lavet på de celler, der er taget ud ved en knoglemarvsundersøgelse. Det er vigtigt at vide, at hvis der er kromosomforandringer, er de opstået i forbindelse med sygdommen. De er altså ikke nedarvede, og man kan heller ikke give myelomatose videre til sine børn.
Forandringer i kromosomerne kan vise, hvor godt eller dårligt man kan forvente at reagere på behandlingen af sygdommen.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.