Undersøgelser for myelomatose
Lægen bruger bl.a. blod- og urinprøver til at finde ud af, om du har myelomatose. Scanninger kan vise, om der er forandringer i knoglerne, og lægen kan også undersøge din knoglemarv.
Undersøgelse af dit blod
Det vigtigste, lægen kigger efter i blodprøven, er den såkaldte M-komponent. M-komponenten er et proteinstof (immunglobulin), der kan være til stede i blodet og urinen ved nogle sygdomme, bl.a. ved myelomatose.
Mængden af M-komponent har betydning for valg af behandling
M-komponenten består af et særligt proteinstof, som kaldes for et antistof. De unormale plasmaceller, som samler sig i knoglemarven ved myelomatose, producerer dette antistof.
Hvor meget M-komponent der er i blodet, kan give en idé om, hvor mange unormale plasmaceller der er. Når antallet af plasmaceller i kroppen falder under behandlingen, aftager M-komponenten. Lægen ser derfor på mængden af M-komponent for at se om en behandling virker.
Lægen tager også blodprøver for at se, om nyrerne fungerer normalt, og om der er for meget kalk (calcium) i blodet.
Bence Jones-protein sladrer om myelomatose
Nogle patienter med myelomatose danner ikke M-komponent, så man kan se det i blodet med de almindelige metoder. Man kan dog ofte finde såkaldte 'frie lette kæder' i blodet. De er en del af det særlige antistof, der ses ved myelomatose.
De frie lette kæder (i urinen) bliver også kaldt Bence Jones-protein og er en del af M-komponenten. Det er de unormale plasmaceller, som producerer de frie lette kæder.
De frie lette kæder kan ofte skade nyrerne, fordi de sætter sig fast og tilstopper de små udførselsgange i nyrerne. Det gør, at nyrerne ikke fungerer, som de skal.
Urinprøver kan påvise Bence Jones-protein
Hvis der ikke er en M-komponent i blodet, men kun frie lette kæder, kan de ofte findes i urinen som en særlig type M-komponent, kaldet Bence Jones-protein.
Når udviklingen af sygdommen bliver bremset af behandling, kan man se det ved røntgenundersøgelser. Det er vigtigt at gentage røntgenundersøgelsen, hvis der er mistanke om, at sygdommen ikke er i ro, for at se, om antallet og størrelsen af pletterne øges eller holder sig stabilt.
Selvom behandlingen er effektiv, er det sjældent, at knoglevævet heles, så de mørke pletter forsvinder.
CT-scanning: Skånsom undersøgelse, der kan vise forandringer i rygsøjle, brystben, ribben, skulderblade og bækken
En CT-scanner danner snitbilleder af kroppen ved hjælp af et røntgenrør, som roterer omkring et leje, der kører igennem scanneren. Da forskelligt væv optager røntgenstråling i forskellig grad, kan computeren herefter beregne tværsnitsbilleder af kroppens indre og vise dem på en skærm.
En CT-scanning kan afsløre vigtige forandringer i skelettet, som kan overses ved almindelig røntgenundersøgelse. Hvis undersøgelsen udføres som en såkaldt lavdosis CT, bliver stråledosis beskeden. Hvis lægen desuden undlader at give kontraststof i forbindelse med undersøgelsen, undgår man at fremprovokere en skade på nyrefunktionen, som kan være skrøbelig ved myelomatose.
MR-scanning kan belyse forholdene inde i knoglemarven
Ved en MR-scanning bliver man placeret i et kraftigt magnetfelt. Ved at sende almindelige radiobølger mod det område af kroppen, der skal undersøges og registrere ekkoet, kan en computer omdanne signalet til et meget præcist og detaljeret billede af kroppens indre.
En MR-scanning giver især gode oplysninger om forholdene inde i knoglemarven og er særlig velegnet i de tilfælde, hvor der er mistanke om, at en kræftknude trykker på rygmarven.
PET-scanning kan vise, om myelomatosen har spredt sig
En PET-scanning er en billedundersøgelse, som kan vise, om der er kræft i kroppen, og i givet fald, hvor kræften sidder. PET-scanning bruges ikke rutinemæssigt, men når lægen skønner, at det er nødvendigt.
PET-scanningen foregår ved, at lægen sprøjter en lille dosis radioaktiv glukose (sukker) ind i en blodåre. Derefter kan kræften ses på scanningen, fordi kræftceller bruger mere glukose end raske celler.
Lægen kan kombinere PET-scanning med CT-scanning, så informationen om, hvor kræften sidder, bliver helt præcis. Lægen anvender især en PET-scanning til at afklare, om de tilfælde af myelomatose, som ser ud til at være lokaliseret til ét område, måske alligevel er mere udbredt end først antaget.
PET-skanning kan også være en hjælp til at vurdere om myelomatosen er bragt helt i ro efter behandling. Det kan have betydning for, hvordan man får tilrettelagt behandlingen.
Undersøgelse af knoglemarven
Ved hjælp af et mikroskop kan lægen se, om der er mange unormale plasmaceller i knoglemarven.
Når man skal have lavet en knoglemarvsundersøgelse, bliver man stukket i bagerste hoftekam. Ved hjælp af en nål suger lægen lidt knoglemarv ud. Undersøgelsen er helt ufarlig, og den knoglemarv, der er blevet fjernet, bliver hurtigt gendannet. Du bliver lokalbedøvet i forbindelse med undersøgelsen.
Det hele tager under en halv time, og det gør kun ondt ganske kort. Bagefter kan du være øm et par dage på det sted, hvor nålen har været.
Kromosomundersøgelse
Hvis du har fået konstateret myelomatose, kan man undersøge kræftcellernes DNA ved en kromosomundersøgelse, som bliver kaldt 'FISH'. Kromosomundersøgelserne bliver lavet på de celler, der er taget ud ved en knoglemarvsundersøgelse. Det er vigtigt at vide, at hvis der er kromosomforandringer, er de kommet i forbindelse med sygdommen. Det er altså ikke noget man har arvet, og man kan heller ikke give myelomatose videre til sine børn.
Forandringer i kromosomerne kan vise, hvor godt eller dårligt man kan forvente at reagere på behandlingen af sygdommen.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling.