Gå til sygdomsliste

Operation af neuroendokrine tumorer

Operation overvejes altid som behandling af NET. Hvis det er muligt, får man fjernet al kræftvævet ved operation. Hvis ikke, kan man i nogle tilfælde få fjernet så meget som muligt af kræftvævet (debulking), så symptomerne bliver mindre og effekten af supplerende behandling forbedres.

Inden jeg fik min diagnose, havde tumoren vokset sig meget stor og havde derfor vokset sig ind i nervebaner og væv. Heldigvis kunne lægerne fjerne hele tumoren og den ene lungelap og helbrede mig for kræften.

Anette, NET i lungen

Operation af kræftknuder, der ikke har spredt sig

Hvis du har NET, der ikke har spredt sig til andre dele af kroppen, eller kun har spredt sig til lymfeknuder i nærheden, er behandlingen først og fremmest operation.

Målet med operationen er at fjerne al kræftvævet sammen med de nærliggende lymfeknuder.

Hvis man får fjernet al kræftvævet ved operation, kaldes det en radikal operation.

Operation af NET med spredning

Desværre er det ikke altid muligt at fjerne al kræften ved en operation, fordi sygdommen har spredt sig.

I nogle tilfælde vil det give mening, at lægen fjerner så meget af kræftvævet som muligt.

Operationen kan da mindske produktionen af hormonlignende stoffer fra tumoren, afhjælpe eventuelle tryksymptomer eller forbedre effekten af en anden type kræftbehandling. 

Lægen vurderer fordelene ved en operation i forhold til de mulige komplikationer ved operationen og i forhold til graden af spredning af sygdommen.

Det forbedrer ikke nødvendigvis prognosen at få fjernet en del af kræften, så det vil altid bero på en individuel vurdering.

Forberedelse til operation

På operationsdagen får man elastikstrømper på og medicin for at forebygge blodpropper.

Hvis du f.eks. har en hjerte- eller lungelidelse, forhøjet blodtryk eller sukkersyge, vil du blive tilset af en medicinsk specialist inden operationen. 

Medicin før, under og efter operation ved NET i tyndtarm og ukendt primær tumor

Hvis du skal opereres for NET i tyndtarm eller for ukendt primær tumor, får du før, under og efter operationen behandling med stoffet octreotid, der er en såkaldt somatostatinanalog. 

Medicinen skal forhindre en øget frigørelse af hormonet serotonin i forbindelse med operationen.

En pludselig stor mængde serotonin kan nemlig medføre såkaldt karcinoid krise med kraftig flushing og blodtryksfald, som kan udvikle sig kritisk.

Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:

Octreotid

Smerter og træthed efter operationen

Efter operationen får man smertestillende behandling, ofte med morfin - enten som indsprøjtninger eller via en lille medicinpumpe, hvor man selv kan dosere medicinen.

Det er vigtigt at fortælle sygeplejersken, hvis du har ondt, så du kan få den rette mængde smertestillende medicin.

Det er normalt, at en operation efterfølges af en periode med træthed. Ved større operationer kan man måske være træt i op til flere måneder.

Hvis lægen ikke har kunnet fjerne kræften helt ved operationen, er det ofte nødvendigt at få yderligere behandling.

Operation af NET kombineres ofte med anden kræftbehandling

Operation kan nogle gange med fordel kombineres med andre typer kræftbehandling, så omfanget af sygdommen mindskes (downstaging). 

Operationen kan foregå enten før eller efter anden kræftbehandling.

Andre behandlinger ved NET:

Kemoterapi

Hvis neuroendokrine tumorer har spredt sig eller ikke kan fjernes helt ved operation, kan du få tilbudt kemoterapi. 

Kemoterapi ved neuroendokrine tumorer (NET)


Somatostatin-analoger

Kroppen danner naturligt hormonet somatostatin, men stoffet bliver også produceret som medicin. Somatostatin-analoger er effektive som behandling af visse former for NET.

Somatostatin-analoger som behandling af NET


Strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling)

Ved strålebehandling med isotoper binder et radioaktivt lægemiddel sig til specielle receptorer på kræftcellernes overflade og afgiver stråling, der får kræftcellerne til at dø. Behandlingen forbedrer livskvaliteten væsentligt hos de fleste med NET.

Strålebehandling med isotoper (radionuklidbehandling) ved NET


Målrettet behandling med everolimus og sunitib

Tabletbehandling med stofferne everolimus og sunitib har begge vist sig at have effekt ved NET i bugspytkirtlen med spredning. Stofferne bruges først og fremmest som en mulighed, når behandling med kemoterapi ikke længere virker. Everolimus kan også anvendes ved NET i lungen.

Målrettede behandlinger ved NET


Behandling af NET med spredning til leveren

Mange med NET har spredning til leveren (levermetastaser). Behandlingsmulighederne kan være operation og andre supplerende behandlinger bremse kræftcellernes vækst, f.eks. embolisering og selektiv intern radioterapi (SIRT).

Behandling af NET med spredning til leveren


Behandling af NET med spredning til knogler, lunger eller hjerne

Strålebehandling kan lindre symptomerne, hvis NET spreder sig til hjernen (hjernemetastaser), lungerne (lungemetastaser) eller til knoglerne (knoglemetastaser).

Behandling af NET med spredning til knogler, lunger eller hjerne


Læs alt om neuroendokrine tumorer (NET)

Neuroendokrine tumorer (NET) – forsiden

 
Få hjælp af en rådgiver

Har du eller en af dine nærmeste kræft, kan du få gratis hjælp:

   

Rådgivning


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Neuroendokrine tumorer" på Cancerforum.