Undersøgelser og diagnose ved non-Hodgkin lymfom
Ved mistanke om non-Hodgkin lymfom fjerner lægen som regel en lymfeknude. I nogle tilfælde bliver der taget en knoglemarvsprøve. Derudover vil lægen ofte foretage en scanning af hele kroppen. Scanningen bruger lægen til at vurdere, hvor udbredt en eventuel sygdom er.
Hvordan bliver du undersøgt hos lægen?
Undersøgelserne ved non-Hodgkin lymfom kan variere meget afhængigt af, hvilke symptomer sygdommen starter med. Du får dog altid taget en vævsprøve af en mistænkelig lymfeknude til nærmere undersøgelse i et mikroskop.
Symptomerne på lymfeknudekræft er ofte almene symptomer, der kan skyldes andre sygdomme, som større ufrivilligt vægttab, udtalt træthed, feber af ukendt årsag.
Det kan være en kombination af flere symptomer samtidig, der får lægen til at mistænke lymfeknudekræft. Det første symptom på lymfeknudekræft kan være én eller flere forstørrede lymfeknuder (over 1,5-2 cm i diameter) uden anden kendt årsag, men lymfekræft giver ikke altid mærkbart forstørrede lymfeknuder.
Hvis din læge er i tvivl
Symptomer, der typisk ses ved lymfeknudekræft, kan også være tegn på andre sygdomme. Ved mistanke om lymfeknudekræft, f-eks. ved fund af én eller flere forstørrede lymfeknuder kan din læge vælge at henvise dig videre til nærmere undersøgelse på forskellig måde. Et diagnostisk pakkeforløb er udviklet til at udrede patienter med uspecifikke symptomer, der giver mistanke om kræft.
Oversigt over mulige pakkeforløb:
|
Placering af hævede lymfeknuder: |
Henvisning til: |
Pakkeforløb type: |
|
Hoved-halsregionen |
Øre-næse-hals-læge |
Pakkeforløb for hoved-halskræft |
|
Armhule hos kvinder |
|
Pakkeforløb for brystkræft |
|
Armhule hos mænd |
Diagnostisk Pakkeforløb |
|
|
Alle andre lokaliseringer |
Diagnostisk pakkeforløb Pakkeforløb for lymfeknudekræft |
Hvordan stilles diagnosen?
For at kunne stille diagnosen er det nødvendigt at få taget en vævsprøve fra en lymfeknude eller anden form for væv. Det kan f.eks. være fra knoglemarven eller fra et organ, så cellerne kan blive undersøgt med et mikroskop.
Lægen kan enten tage vævsprøven med en nål eller ved at fjerne en hel lymfeknude. Du vil få fjernet lymfeknuden ved et lille kirurgisk indgreb i lokalbedøvelse eller få taget nåleprøver fra organer eller dybereliggende lymfeknuder, også ofte i lokalbedøvelse. Det kan foregå på en kirurgisk afdeling ved en operation eller kikkertundersøgelse.
Bagefter bliver lymfeknuden undersøgt i mikroskop.
Vævsprøven vil ofte blive undersøgt nærmere ved specialundersøgelser for at karakterisere sygdommen bedst muligt og sikre, at det er den rigtige diagnose, der bliver stillet. Det kan blandt andet dreje sig om undersøgelse med forskellige antistoffer (immunhistokemi) og undersøgelse for forskellige genetiske ændringer i cellerne.
I de fleste tilfælde medfører dette, at der kan gå op til to uger, inden en endelig diagnose kan blive stillet, og du kan få svar på prøven.Nogle gange kan det være nødvendigt at tage flere vævsprøver.
Diagnosen non-Hodgkin lymfom kan først blive stillet, hvis en vævsprøve (nåleprøve eller fjernelse af en hel lymfeknude) har vist, at der er lymfomceller til stede.
Der er mere end 30 undertyper af sygdommen.
Hvis vævsprøve viser kræft bliver du sendt til undersøgelse på hospitalet
Hvis vævsprøven viser non-Hodgkins lymfom bliver du henvist til nærmere undersøgelse i et pakkeforløb for lymfeknudekræft på en hæmatologisk afdeling.
På hæmatologisk afdeling vil du få foretaget flere blodprøver og i nogle tilfælde en knoglemarvsundersøgelse.
Du vil også få foretaget PET/CT-scanning eller CT-scanning og evt. MR-scanning for at undersøge hvor udbredt sygdommen er.
For at få et indtryk af sygdommens omfang og dine organers funktion undersøger lægerne bl.a., om antallet af blodceller er normalt, og om lever- og nyrefunktion er normal. Hvis spredningen af sygdommen er begrænset, kan de fleste blodprøver være normale.
Lægen tager også en blodprøve for at måle blodets indhold af enzymet laktat dehydrogenase (LDH). Mængden af dette enzym i blodet kan sige noget om, hvor aktiv sygdommen er, men prøven kan også være helt normal. Blodprøver bliver ofte brugt til at screene for andre sygdommen, som er relevante for lymfekræften eller behandlingerne, f.eks. leverbetændelse og HIV.
Ved hjælp af et mikroskop kan lægen se, om der er mange unormale celler i knoglemarven.
Når man skal have lavet en knoglemarvsundersøgelse, bliver man stukket i bagerste hoftekam. Ved hjælp af en nål suger lægen eller sygeplejersken lidt knoglemarv ud. Undersøgelsen er relativt hurtig, og den knoglemarv, der er blevet fjernet, bliver hurtigt gendannet. Du bliver lokalbedøvet i forbindelse med undersøgelsen. Bagefter kan du være øm et par dage på det sted, hvor nålen har været.
En PET/CT-scanning er en meget følsom og effektiv metode til at undersøge, hvor udbredt lymfekræften er i kroppen.
Ved PET-scanningen får du gennem et drop i en blodåre et radioaktivt mærket sukkerstof, som vil blive optaget i væv med syge celler. Undersøgelsen gør det muligt at se forstørrede lymfeknuder og organer, som er påvirket af lymfekræften. På den måde er det muligt at bestemme, hvilket stadie (1-4) lymfekræftsygdommen er i.
PET/CT-scanning er en kombineret undersøgelse, hvor man i samme omgang får udført både en PET-scanning og en CT-scanning. Undersøgelsen laves ofte i forbindelse med stadieinddelingen.
I nogle tilfælde får du foretaget en CT-scanning i stedet for en kombineret PET/CT-scanning. Der er nemlig nogle få typer lymfekræft, som ikke har kraftigt PET signal.
En CT-scanning er en speciel røntgenundersøgelse, hvor der bliver taget en serie røntgenbilleder, som bliver bearbejdet af en computer. CT-scanning bliver brugt til at undersøge brysthulen, bughulen og centralnervesystemet, så lægerne kan vurdere tilstanden af dine lymfeknuder og organer.
CT-scanningen kan bruges til at kortlægge, hvor udbredt sygdommen er, fordi den gør det muligt at se hævede lymfeknuder i de dele af kroppen, som er svære at vurdere ved en almen lægeundersøgelse.
Hvis CT-scanningen ikke giver tilstrækkeligt gode billeder, kan en MR-scanning nogle gange være bedre. Det gælder f.eks., hvis du skal have undersøgt hjernen.
MR-scanning ligner på mange måder en CT-scanning, men i stedet for røntgenstråler skaber MR-scanneren et kraftigt magnetfelt, som sender radiobølger ind i kroppen. Ved at registrere ekkoet fra radiobølgerne, kan en computer lave et detaljeret billede af kroppens indre.
Hvad sker der, hvis du får diagnosen?
Den præcise diagnose er vigtig for valg af behandling. Først undersøger lægerne, hvilken undertype der er tale om ud fra en vævsprøve. Herefter bliver det kortlagt, hvor udbredt sygdommen er, og lægerne vurderer også sygdommen ud fra, hvor hurtigt den vokser. Selvom sygdommen vokser hurtigt, så er der gode muligheder for at blive rask.
På baggrund af alle undersøgelserne kan lægen stille en præcis diagnose. Det er vigtigt med en præcis diagnose for, at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling. Lægerne ser på resultaterne af de undersøgelser, du har været igennem, din alder og eventuelle andre sygdomme.
Non-Hodgkin lymfom er ofte udbredt, når man får diagnosen, men der er alligevel gode behandlingsmuligheder.
Særlige typer af Non-Hodgkin lymfom
Non-Hodgkin lymfom opstår i og breder sig fra lymfesystemet, men nogle undertyper opstår i andre organer og skaber særlige behandlingsmæssige udfordringer. Det kan f.eks. være:
Læs mere om de enkelte lymfomtyper på den amerikanske hjemmeside Macmillan:
Forskellige typer af non-Hodgkin lymfom
De mange forskellige typer lymfekræft opfører sig og skal håndteres forskelligt med hensyn til symptomer, forløb og behandling.
De mange forskellige typer bliver inddelt efter et internationalt anerkendt system, WHOs klassifikationssystem. De mest almindelige undertyper er 'Diffust storcellet B-celle lymfom' og 'Follikulært B-celle lymfom'.
Opdelingen har stor betydning, fordi symptomer, forløb og behandlingsmuligheder varierer meget fra undertype til undertype.
Non-Hodgkin lymfom opstår i B- og T-lymfocytterne, så non-Hodgkin lymfom bliver inddelt i B- og T-lymfomer, hvor B-lymfomer er langt de hyppigste.
Se flere undertyper af non-Hodgkin lymfom inddelt efter WHO klassifikationssystem:
Lymfom undertyper (PDF)Selvom det er en dum sygdom, så synes jeg alligevel – nu mange år efter, jeg fik diagnosen – at sygdommen har åbnet mine øjne for nye sider af livet og givet mig erfaringer, som jeg værdsætter rigtig meget i dag
Stadieinddeling af non-Hodgkin lymfom
Når lægerne skal vælge den bedst egnede behandling, ser de på, hvilket stadie sygdommen er. Stadieinddelingen fastlægger, hvor meget sygdommen har bredt sig. Lægerne ser desuden på, om sygdommen sidder i eller uden for lymfesystemet.
Non-Hodgkin lymfom inddeles i fire stadier:
- Stadie 1: Kun lymfeknuder i et enkelt område af kroppen er syge
- Stadie 2: Flere lymfeknudeområder på samme side af mellemgulvet er ramt at sygdom
- Stadie 3: Lymfeknuder på begge sider af mellemgulvet er ramt af sygdom
- Stadie 4: Udbredt sygdom i organer uden for lymfesystemet er ramt af sygdom
Hvert af de fire stadier bliver yderligere inddelt i A og B, alt efter om sygdommen giver B-symptomer, som er nattesved, feber og vægttab (almene symptomer), eller ej.
Hvis sygdommen f.eks. er i stadie 1, og man ikke har almene symptomer, bliver det kaldt det 1A. Hvis man har almene symptomer, bliver det kaldt det 1B. Læs om stadieinddeling generelt:
Inddeling af non-Hodgkin lymfom efter hvor aktiv sygdommen er
Non-Hodgkin lymfom bliver grupperet efter, hvor hurtigt de forskellige undertyper vokser. Sygdommen bliver inddelt efter tre stadier af 'aggressivitet':
- Indolente lymfomer: Langsomt voksende lymfomer, der udvikler sig over måneder og år
- Aggressive lymfomer: Hurtigt voksende lymfomer, der udvikler sig over uger til måneder
- Meget aggressive lymfomer: Meget hurtigt voksende lymfomer, der udvikler sig over dage til uger
Ordet 'aggressiv' siger noget om, hvor hurtigt lymfomet vokser, men ikke noget om behandlingsmuligheder. Som udgangspunkt kan de aggressive og meget aggressive lymfomer helbredes.
I tabellen herunder kan du se eksempler på denne inddeling:
Inddeling af B- og T-lymfomer efter aggressivitet
| B-lymfomer | T-lymfomer | |
| Indolente (langsomt voksende) | Lymfoplasmacytært lymfom/Mb Waldenström Marginalzone/MALT lymfom Follikulært lymfom |
Mycosis fungoides Subkutant T-celle lymfom |
| Aggressive (hurtigt voksende) | Mantlecellelymfom Diffust storcellet B-celle lymfom |
T/NK celle lymfom Perifert T-celle lymfom (uspecificeret) Angioimmunoblastisk T-celle lymfom Storcellet anaplastisk lymfom, systemisk Intestinalt T-celle lymfom |
| Meget aggressive (meget hurtigt voksende) | B-celle akut lymfoblastær leukæmi/lymfom Burkitt lymfom |
T-celle akut lymfoblastær leukæmi/lymfom |
Reaktioner på en kræftdiagnose
For de fleste mennesker er det voldsomt at få en kræftdiagnose – også selvom man måske længe har haft mistanke om noget alvorligt.
Det tager tid at forholde sig til sygdommen – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.
Man skal forholde sig til behandlingen, en ny hverdag, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens eget netværk.
Tillad dig selv at være vred, ked af det eller andre følelser, som dukker op. Mit råd er at sørge for at kontakte nogen, som kan hjælpe dig gennem de første chokreaktioner, f.eks. en rådgiver hos Kræftens Bekæmpelse
Det er vigtigt at vide, at selvom lægen kommer med et tilbud om behandling, er det i sidste ende altid din egen afgørelse, om du vil sige ja. Ofte kan der være flere muligheder at vælge imellem, og derfor bør du overveje, at du har en ven eller noget familie med til samtalen, så beslutningen kan hvile på en grundig snak om fordele og ulemper. Du har også altid ret til betænkningstid, hvis du er i tvivl.
Mange afdelinger har også forskningsforsøg, hvor nye behandlingsmetoder bliver afprøvet. Hvis du kan indgå i et forsøg, vil du få grundig information om det, inden du beslutter dig. Husk at det altid er helt frivilligt at deltage i forsøg.
Forsikring ved kritisk sygdom
Det er en god ide at undersøge, om du om du har en forsikring, der dækker ved kritisk sygdom. Mange er bedre dækket, end de tror, gennem deres arbejdsplads, forsikringer, faglige organisation eller bank. Det udbetalte beløb kan i en svær tid give økonomisk frihed og anvendes helt efter den enkeltes eget ønske og behov. Læs mere: