Skip navigation

Lev sundere midt i livet og forebyg kræft

Får man noget ud af at ændre livsstil som midaldrende? Ja, lyder det fra forskere.

""

Vores livsstil har betydning for vores risiko for kræft. Det er de fleste nok klar over. Men kan det overhovedet betale sig at droppe smøger og alkohol og skrue op for sund mad og motion, når man er omkring de 50? 

Ifølge et nyt forskningsprojekt er svaret ja. I en stor europæisk undersøgelse af mere end 500.000 personer viser forskere fra bl.a. Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, at man kan mindske sin risiko for kræft ved at ændre livsstil - også selv om man er ved at blive grå i toppen og må have læsebrillerne frem, når man skal skrive en sms.

- Vores resultater viser, at man godt kan mindske sin kræftrisiko ved at ændre livsstil, også selv om man er kommet lidt op i årene, siger gruppeleder Anja Olsen fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, der har bidraget til den nye undersøgelse.

Alle forbedringer tæller
Kort fortalt viser undersøgelsen, at de deltagere, der gik fra at være blandt de mest usunde til at være blandt de mest sunde, mindskede deres risiko for kræft. Og omvendt, så øgede deltagere, der gik fra at leve sundt til at leve usundt, deres risiko for kræft.

Den største gevinst sås ved at stoppe med at ryge, men man skal ikke give op, hvis det ikke er en mulighed – eller man måske slet ikke ryger: 

- Alle ændringer i sund retning gav en effekt og mindskede risikoen for kræft, siger Anja Olsen.

Tidligere forskning viser, at op mod 40 pct. af alle kræfttilfælde på verdensplan, kunne undgås hvis vi alle levede efter rådene for rygning, alkoholforbrug, BMI, fysisk aktivitet og sund kost.

Word Cancer Day
Søndag den 4. februar er det World Cancer Day, hvor lande i hele verden sætter fokus på opsporing, behandling og forebyggelse af kræft, en af klodens største dræbere.

Med afsæt i den nye undersøgelse markerer Kræftens Bekæmpelse dagen ved at slå et slag for forebyggelse af kræft. 

 

Resultaterne er offentliggjort her: Botteri E et al.: Lifestyle changes in middle age and risk of cancer: evidence from the European Prospective Investigation into Cancer and Nutrition. Eur J Epidemiol. 2024 Jan 5. doi: 10.1007/s10654-023-01059-4. Online ahead of print.