- Jeg kan ikke springe i faldskærm hver dag, selvom jeg har uhelbredelig kræft

Julie og Morten mødtes til deres første date på Marselisborg Havn. 

De ville være gået en tur, men pludselig åbnede himlen sig, og de løb gennem regnen mod Julies bil. 

Her fandt hun termokanden frem, og de slog sig ned i bagenden af hendes Berlingo, hvor snakken og timerne hurtigt gik. 

Trods vejret blev det et fantastisk første møde. Men Julie bar på noget sårbart, som hun ikke vidste, hvornår skulle fortælle Morten.  

At hun har uhelbredelig kræft.

En ladt pistol for panden

I januar 2022 begyndte Julie Dupont at mærke noget i ryggen. Det føltes, som om hun havde en nerve i klemme, og da smerterne tog til og bevægede sig om mod brystet, gik hun til lægen. 

En røntgenundersøgelse viste en skygge på højre lunge. Og langsomt fik Julie en fornemmelse af, at der godt kunne være noget alvorligt galt. 

Hun forberedte sig på at ”skulle i krig mod en sygdom”. 

I marts 2022 fik hun dog en besked, hun ikke havde forberedt sig på. 

Ikke nok med at hun havde lungekræft. Kræften var også uhelbredelig. Og pludselig var hun fuld af spørgsmål og eksistentielle tanker.

- Jeg forstod ikke, hvad der var sket. Jeg vidste ikke, hvordan mit liv kom til at se ud, og hvor langt eller hvor kort det lige pludselig var blevet, fortæller hun. 

Det var, som om hun havde fået en ladt pistol for panden og ikke vidste, hvornår den ville gå af. 

- Jeg fik at vide af onkologen, at jeg skulle prøve at nå at holde min 40-års fødselsdag, og på det her tidspunkt var jeg altså 31 år.

‘Fear of missing out’ 

Da Julie fik diagnosen, var hun single og havde lige sagt sit job op som hjemmekørende sygeplejerske. Coronapandemien var ved at slippe sit tag i Danmark, og både arbejdsmæssigt og privat var Julie mere end klar på at kaste sig ud i nye oplevelser.

Da det første chok over diagnosen var lettet, blev hun derfor ramt af en altoverskyggende ”fear of missing out”.

- Det første år, hvor jeg levede med min kræftsygdom, havde jeg enormt travlt med at have travlt.

Hun skulle ud at rejse. Til fester. Være sammen med venner. Skrive en bog. Skabe alle mulige minder – og huske at få taget billeder af det.

- Jeg udviklede nok en form for ”tidsstress”. For når jeg ikke ved, hvad jeg løber om kap imod, så er det rigtigt svært at vide, hvor hurtigt jeg skal løbe.

Dating på trods

Julies jagt efter alt det, livet havde at byde på, gjaldt også kærligheden. 

Her satte sygdommen virkelig tanker i gang.

Efter hun blev erklæret uhelbredeligt syg, fik hun tilkendt førtidspension. Og den ’pakke’, hun kom ud på datingmarkedet med, føltes meget anderledes end tidligere. 

- Jeg stillede enormt mange spørgsmål til mig selv, og min selvtillid blev sat på prøve.

Hvornår fortalte hun om sin uhelbredelige diagnose? Og var der nogen, der ville kunne elske hende - på trods af kræften?

- Gjorde kræften, at jeg også mistede muligheden for at finde mig en partner, så ville det næsten være den største sorg for mig.

Men så kom Morten.

En nitte eller jackpot?

Normalt ville Julie være ventet til fjerde eller femte date med at fortælle om sin kræftsygdom. Men i bilen ved Marselisborg Havn, spurgte Morten til hendes tatovering med teksten Breathe. 

Og pludselig blev Julie ’nødt’ til at give ham sandheden: At tatoveringen handlede om hendes lungekræft. 

Det skræmte ikke Morten væk. Men fik heller ikke Julie til at ånde lettet op. 

I starten af deres relation havde hun svært ved at forstå og acceptere, at han valgte en partner, der ikke kunne love ham en lang fremtid sammen. Hun blev nærmest vred på ham. 

- Jeg sagde til ham, at han havde trukket nitten. Men han svarede, at han havde vundet jackpot.

De blev kærester. 

Havde det været en romantisk film, var historien formentlig endt med, at Morten faldt på knæ. At de lovede hinanden, at nu var det til døden dem skiller.  

I virkeligheden gik det anderledes. Men slutningen er stadigvæk lykkelig. 

- Vi var sammen i et halvt års tid, og så gik vi fra hinanden. Men vi gik ikke fra hinanden, fordi jeg var syg. Vi var bare to vidt forskellige mennesker, der ikke skulle være sammen på den måde, fortæller Julie.

- Så han har virkelig lært mig, at jeg ikke skal være bange for at finde kærligheden derude. Fordi selvfølgelig fortjener jeg den. 

’Cancer-hatten’ kan tages af og på

Lige nu er Julies kræftsygdom i bero, og både fysisk og mentalt er hun et godt sted. 

'Bjørnen sover', kalder hun det selv. 

Imens dater, skriver, rejser og oplever Julie videre. Men ikke i samme tempo, som hun gjorde tidligere. For man kan ikke blive ved med at leve i en slags ’undtagelsestilstand’, har hun erfaret. 

- Det er gået op for mig, at jeg ikke kan springe i faldskærm hver eneste dag, siger hun.

- Der går også leverpostej i et liv med cancer, og det må der også godt.

For Julie har det handlet om at lære, hvilken plads og størrelse kræften skal have i hendes liv. 

I dag ser hun det som en ’cancer-hat’, hun kan tage på, for eksempel når hun træder ind på hospitalet til scanninger og svar.  

Lige så vigtigt er det dog at kunne tage cancer-hatten af igen. 

Derfor betyder det meget, at omgivelserne lader hende være den Julie, hun altid har været. Ligesom Morten har gjort. 

- Man kan godt komme til at leve et helt normalt liv, selvom man ikke har en helt normal sygdom, slår hun fast.