Brian og Julie fik den værste besked: - Fra det sekund handlede det om at være mor og far

Da Julie blev syg med kræft, satte hun og hendes mand Brian sig forskellige små og store mål. 

De ville for eksempel gerne nå at opleve VM i håndbold i Herning, deltage i barnedåben hos en kær veninde og tage en tur til familiens sommerhus på Fanø. 

Mange af målene handlede dog om deres lille datter Freja. At Julie ville gerne nå at se hende tage sine første skridt og sige sine første ord. 

Historien om sit kræftforløb ville Julie gerne selv have fortalt til Kræftens Bekæmpelse. Men hun døde, inden hun nåede det, derfor er det Brian, der fortæller.

Til gengæld fik Julie hørt Freja sige ”mor”. 

Fra graviditetslykke til kræftdiagnose 

Julie og Brian blev forældre til Freja i sommeren 2023, og allerede foråret efter blev Julie gravid igen. 

Lykken varede dog kort.

Julie havde nemlig mærket en hævet lymfeknude på sin hals. Og dagen efter en vellykket nakkefoldsscanning var parret kaldt ind til en samtale på hospitalet for at få svar på de biopsier, Julie havde fået taget.   

Brian husker, at to ældre læger sad foran dem og spurgte, om han og Julie var gift. Det var her, alvoren gik op for dem. Julie havde mundhulekræft. 

Julies graviditet blev afbrudt, hun blev opereret og fik både stråle- og kemobehandling. 

En voldsom omgang. Men lægerne var fortrøstningsfulde. Derfor prøvede Brian også at bevare optimismen. 

- Igennem hele forløbet havde vi jo stadigvæk et håb om, at vi skulle være familie. 

”Det skal nok gå,” gentog han. Men det prellede af på Julie. 

Hun var urolig.  

Da Julie mærkede en ny knude på den anden side af sin hals, viste det sig, at kræften havde spredt sig til flere steder i kroppen. 

Hun blev erklæret uhelbredeligt syg.

Og i det øjeblik skete der noget mellem Brian og Julie. Det var, som om de havde grædt de tårer, de skulle. Fra det sekund havde de én fælles mission.   

- Da vi fik den her besked, skulle vi koncentrere os om at være mor og far – så længe vi kunne det sammen.  

God dag, skat

Mens Julie var syg, var familiens hverdage meget ens. 

Når klokken blev halv otte om morgenen, stod Freja op sammen med Brian og fik morgenmad. Men det sidste hun gjorde, inden de gik ud ad døren, var at gå ind til sin mor i sengen og sige farvel. Hver morgen.  

- Selv på de dårligste dage brugte Julie al sin energi til at ønske Freja en god dag og at tage imod hende, når hun kom hjem igen fra vuggestuen, fortæller Brian. 

- Grunden til, at vi stod op, og at Julie kom ud af sengen og ned i sofaen, var, fordi det var der, Freja legede. 

Brian er bevidst om, at Frejas første år er blevet anderledes end mange andres.

- Men hun har fået en opvækst, som jeg er stolt af, at vi kunne give hende i den situation, vi har været i. Vi er gået igennem noget, der er fuldstændig umenneskeligt. Men vi har gjort det sammen.

’Meld klart ud’

Med ”vi” mener Brian først og fremmest ham og Julie. Men også de familiemedlemmer, venner og veninder, som har støttet familien. 

- Jeg tror, at rigtig mange har berøringsangst over for at skulle besøge en familie i sin værste krise – som vores.

Mange spurgte: ”Hvornår har I tid til besøg?” Brian og Julie fik dog lynhurtigt lært deres omgangskreds, at det ikke handlede om, hvornår de havde tid, men om at folk selv spillede ud. 

Og pludselig kom folk uopfordret og fyldte fryseren, plantede blomster i deres krukker eller tog pizzaer med.

At være en familie i krise lærte ham også at lytte til, hvad der gav dem energi, og hvad der drænede dem. Og på baggrund af dette lave nogle tydelige spilleregler for kontakten med familie og venner.

For eksempel at et besøg ikke skulle vare i timevis, og at man kunne risikere at blive ’afvist i døren’, uanset hvor langt man havde rejst. Derudover skulle alle besøg slutte med et ”vi ses!”. Ellers blev det for trist, og det ønskede Julie ikke.

- Man kan få rigtig meget tid med og hjælp fra sit netværk, hvis man er klar omkring, hvad man har brug for, opfordrer Brian.

Det er nu

I påsken 2025 tog den lille familie til Fanø, hvor de havde nogle dejlige dage. Præcis sådan som Julie ønskede, at de nåede.   

Samtidig fik hun dog mere og mere ondt og sov rigtig meget. Og påskesøndag måtte de køre direkte fra sommerhuset til hospitalet.

Tanken om hospice var noget, de havde skubbet foran sig. De ville gerne have mest mulig tid derhjemme og var bange for at rykke på hospice for tidligt. 

Men en sygeplejerske, som Julie havde særlig tillid, hjalp beslutningen på vej.

”Det er nu, du skal på hospice,” sagde hun.

Kun en uge efter indflytningen døde Julie, 31 år gammel. 

De sidste dage var Brian sammen med hende døgnet rundt. 

- Jeg tror, vi fik den sidste tid, som vi gerne ville have den. Vi kom ikke ud på et hospice for at sidde og drikke kaffe i en sofa, cykle rundt om Brabrand Sø eller komme hjem på weekend. Hårdt sagt så kom Julie på hospice for at dø. 

Den gamle og nye Brian

Med Julies død har Brian ikke bare sagt farvel til sin elskede, men også til ’den gamle Brian’.

- Jeg er begyndt at gøre ting, jeg aldrig ville have gjort før, og tænke på ting, der aldrig har været vigtigt for mig før. 

Venners og deres børns fødselsdage er pludselig noget, han trofast holder styr på. Og han forsøger at finde en lige så god gave, som Julie ville have købt. 

Han er også langt mere opmærksom på, hvordan hans venner har det. Husker at spørge til huskøbet, jobsamtalen eller børnene. Og han er selv blevet bedre til at dele ud af sit liv og sine følelser. 

Han kan mærke, at det er en ny Brian, der er kommet for at blive.