Spring navigation over

Komiker Geo efter kræft: Sådan er mit liv forandret for altid

Ny podcast: Kræften har lært Geo aldrig at udskyde noget som helst.

I Kræftens Bekæmpelses podcastserie 'Aldrig den samme'  taler komiker Geo og journalist Kenneth Hansen om, hvordan sygdommen og behandlingen har ændret hans liv.
I Kræftens Bekæmpelses nye podcast-serie 'Aldrig den samme' taler komiker Geo og journalist Kenneth Hansen om, hvordan sygdommen og behandlingen har ændret hans liv. Foto: Kræftens Bekæmpelse

Geo er kendt som ham den helt crazy, langhårede og krøllede komiker. Men da han får konstateret testikelkræft tilbage i 2011, ændrer alt sig. Kemo-behandlingen får bl.a. hans karakteristiske hår til at falde af i totter.

Resolut hiver han en kashmirhue på – selvom der er hedebølge i Danmark. Han sveder tran under huen, men er ligeglad. Ingen skal se, at han er ved at miste håret.

- Jeg havde kæmpe traume over det der med at være skaldet. Jeg kan huske, jeg ikke ville vise mit hoved til hverken mit barn eller til min daværende kone. Jeg kunne mærke, at også min humor forsvandt. Jeg tænkte, jeg kommer aldrig til at stå på en scene igen, fortæller Geo.

Aldrig den samme

I Kræftens Bekæmpelses nye podcast-serie 'Aldrig den samme' fortæller Geo hudløst ærligt om, hvordan sygdommen og behandlingen har ændret hans liv og mindset. Sammen med journalist og vært Kenneth Hansen – der selv har haft kræft – sætter han ord på, hvordan sygdommen ikke kun har sat sig i hans krop, men også i hans tanker. Sygdommen har givet ham helt nye prioriteter. I dag lever han efter devisen, at intet skal udskydes, og at hver dag skal være en festdag.

- Det har lært mig, at man skal respektere tiden og ikke udskyde noget – noget som helst. Hellere få et barn for meget end et barn for lidt. Jeg er simpelthen så glad for mange af de ting, jeg har gjort og rykket på, efter jeg blev erklæret rask, fortæller han i podcasten. 

- Siden jeg fik kræft, har jeg ikke rørt noget arbejdsmæssigt, jeg ikke ville eller havde mavefornemmelse til. Jeg vil ikke spilde livet, siger han

Tænker på kræft hver dag

Selvom Geo nu har været erklæret kræftfri i tolv år, er kræften stadig en del af hans hverdag.

- Jeg tænker på kræft hver dag. Hvis jeg slår mig og vågner med ondt i fingeren, tænker jeg: Det er kræft! Nu har jeg for eksempel haft ondt i knæhasen i længere tid. I går måtte jeg så gå ned og bede om at få en scanning, fordi jeg sgu er bange for, at...Den tanke havde jo aldrig strejfet mig, det havde jeg aldrig gjort før kræft, forklarer han.

Det var et råd fra en ældre dame, der selv var blevet erklæret kræftfri for 25 år siden, der hjalp ham til at omfavne de nye daglige tanker om sygdommen. Hør rådet og lyt med, når Geo fortæller, hvordan han fandt tilbage til både livet og komikken på scenen.

Hør afsnittet her

""

Kræftlinjen

Du kan få gratis, professionel rådgivning på Kræftlinjen. Ring til os på 80 30 10 30 eller skriv via chatrådgivningen. Kræftlinjen har åbent alle hverdage kl. 9-21 og kl. 12-17 i weekenden. Kun lukket på helligdage.

Kræftlinjen
""

Kræftrådgivninger i hele landet

Du kan få rådgivning og deltage i aktiviteter sammen med andre, der har kræft inde på livet, i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger. Kræftrådgivningerne ligger ofte tæt på de kræftbehandlende sygehuse og du er velkommen til at kigge forbi. Find nærmeste her.

Kræftrådgivninger