Hvis kræften er vendt tilbage
Det kan være svært at forholde sig til, at man har fået tilbagefald af kræftsygdommen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Kræften er vendt tilbage - hvad nu?
Nyrekræft kan komme igen. Risikoen for at sygdommen vender tilbage afhænger af sygdommens stadie før behandling, og hvilken behandling, man har fået.
Det er overvældende at få besked om, at kræften er kommet igen, men er det tilfældet, er der flere muligheder for behandling.
Hvad er tilbagefald af kræft?
Tilbagefald af en (kræft)sygdom betyder, at sygdommen er vendt tilbage igen, efter man har været fri for kræft. Det kaldes også recidiv.
Hvis nyrekræften kommer igen, kan det ske enten som et lokalt tilbagefald i nyren eller i form af metastaser - det vil sige, at nyrekræften har spredt sig til andre steder i kroppen.
Lokalt tilbagefald
Det kaldes lokalt tilbagefald, hvis kræften vender tilbage til den del af kroppen, hvor kræften først opstod.
Tilbagefald med spredning (metastaser)
Kræft kan også vende tilbage i form af spredning af sygdommen. Kræften kan være vokset ind i lymfebanen og derfor have spredt sig til lymfeknuderne eller være vokset ind i blodbanen og via blodet være spredt til andre organer i kroppen.
Hvis nyrekræften spreder sig, sker det oftest til lungerne, hvilket dog ikke altid giver symptomer. Nyrekræft kan også sprede sig til lymfeknuder, knogler, lever og hjernen.
Hvis kræften vender tilbage, er der nye muligheder for behandling.
Undersøgelse for tilbagefald
Er der mistanke om tilbagefald, vil du som regel få taget urin- og blodprøver samt en CT-scanning af lunger og bughulen. Billederne bruges til at kontrollere, om sygdommen har spredt sig.
Ser det ud til, at sygdommen har spredt sig, kan det være, at du får taget en vævsprøve, for at lægen kan slå fast, om det drejer sig om nyrekræftceller.
Læs mere: Undersøgelser for nyrekræft
Behandling af tilbagefald
Ved tilbagefald kan du ofte få tilbudt anden behandling i form af operation, angiogenesehæmmer, immunterapi eller strålebehandling. Nogle gange vil behandlingen være en kombination af operation og medicinsk behandling.
Strålebehandlingen kan lindre smertegivende knoglemetastaser med en enkelt behandling. Eventuel blødning kan også behandles med strålebehandling.
Hvis du har smerter eller kvalme, kan du få medicin, der lindrer disse symptomer. Har du udtalte smerter eller andre komplekse symptomer på sin kræft, kan du blive henvist til en palliativ afdeling, hvor læger og sygeplejersker vil hjælpe med behandling af symptomerne.
Behandling af tryk på rygmarven
Metastaser fra nyrekræft i rygsøjlen kan trykke på rygmarven (medullær kompression). Symptomerne kan være rygsmerter, føleforstyrrelser og lammelser, især i benene, samt vandladnings- og eventuelt afføringsbesvær.
Får du sådanne symptomer, skal du øjeblikkelig søge læge. Behandlingen kan være operation på rygsøjlen, strålebehandling og kortvarig behandling med binyrebarkhormon.
Smertebehandling
Smerter behandles ofte i et tværfagligt samarbejde mellem urologen/onkologen og specialister i smertebehandling på de palliative afdelinger.
Læs mere: Smertebehandling
Behandling af metastaser
Hvis nyrekræften spreder sig til andre steder i kroppen, kaldes det metastaser. Metastaser består af samme slags kræftceller som den oprindelige kræftform, hvilket har betydning for behandlingen. Læs om behandling af metastaser:
Hvis kræften ikke forsvinder
Selvom der er muligheder for behandling, kan det være, at man skal indstille sig på at leve med en kræftsygdom, der måske ikke kan helbredes.
Ingen kan forudsige, hvordan netop dit forløb bliver. Men lægerne kan på baggrund af viden, statistik og deres erfaringer sige noget om, hvad du kan forvente.
Få hjælp til situationen
Tillad dig selv at føle vrede, sorg og frygt. Det er en naturlig del af processen, men forsøg ikke at give det lov til at fylde alt, og del gerne dine tanker og følelser med nogen. De fleste vil være glade for at kunne være der for dig.
- Tal med andre i en lignende situation. Måske kan du deltage i en gruppe med ligestillede, f.eks. gennem Kræftens Bekæmpelses rådgivninger, på Cancerforum eller i en patientforening
- Tal med en professionel, f.eks. din læge eller en sygeplejerske. Den praktiserende læge har mulighed for at henvise til en psykolog. Det offentlige yder tilskud til konsultationer hos en psykolog, men man skal selv betale en del af honoraret. Du kan læse mere om mulighederne for økonomisk tilskud her:
Tilskud til psykologsamtaler - Du kan også ringe til Kræftlinjen og tale med en rådgiver eller henvende dig på Kræftens Bekæmpelses rådgivninger. Det er gratis, og du behøver ikke bestille tid; bare mød op i åbningstiden
- Mange har glæde af alternativ behandling. Det kan være for at lindre smerte, give energi eller på anden måde forbedre livskvaliteten. Tal med din læge om, hvad du kan benytte dig af, og hvad du skal passe på med
- Mange kræftpatienter ønsker at gøre noget godt for deres krop. Læs mere om, hvad du kan gøre for dig selv:
Hvad kan du selv gøre
Her finder du en oversigt over alle Kræftens Bekæmpelses rådgivningstilbud: