FacebookKun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Børn, der mister en forælder, skal inddrages og støttes i skolen
- Hvis man havde lavet en plan, hvor de havde spurgt mig om mine behov, så tror jeg, at jeg kunne have undgået de ubehagelige situationer i skolen, efter at min bonusfar døde, siger Rosa Bendsen. Privafoto
Til december er det seks år siden, at Rosa mistede sin bonusfar pga. kræft. Det var et meget kort sygdomsforløb på kun fire dage, hvor kræftdiagnosen var kendt, og Rosa var kun 12 år. Han døde midt i julen, og selvom der var meget kort tid, blev Rosa ikke kontaktet af skolen, inden hun kom tilbage efter ferien:
- Jeg kommer ind i klassen, og så siger læreren bare ’Ja, Rosa, har du selv lyst til at sige, hvad der er sket, eller skal jeg lige gøre det?’ Og så sidder jeg bare og siger ’Nej, det har jeg ikke lyst til’. Og så siger hun på den mest kolde måde: ’Ja, bare så I alle sammen lige ved det, så mistede Rosa sin bonusfar lige før jul’ – og så gik hun i gang med undervisningen, siger Rosa, der i dag er 18 år og bor i København.
Rosa er ikke alene om at miste enten mor eller far og skulle tilbage til skolen igen. Hvert år mister omkring 2.000 danske børn en forælder, og i 98 pct. af tilfældene har de danske skoler implementeret et sorgberedskab. Men ifølge en ny undersøgelse blandt sorgramte danske børn er der stadig udfordringer og problematikker i skolernes sorgberedskaber.
Børnene vil spørges
I undersøgelsen, som er foretaget af postdoc Martin Lytje fra Kræftens Bekæmpelse, spørges børnene selv for første gang, hvordan skolen skal tage imod dem, når de har mistet. De er alle enige om, at de vil inddrages meget mere, og at skolen skal passe på, at sorgen ikke bliver glemt:
- Det er misforstået hensyn, når lærere og kammerater i folkeskolen skåner børnene. Børn, der mister, er nemlig unikke samarbejdspartnere med unikke oplevelser, der bør have indflydelse på, hvordan deres sorg skal håndteres, når de kommer tilbage til skolen. Alligevel bliver børnene ofte ikke taget med på råd af skolen og må tilpasse sig efter de standardiserede sorgberedskaber, forklarer Martin Lytje.
Hverdagen bliver aldrig den samme igen
- Hvis skolerne ikke har det langsigtede fokus i sorgberedskabet, så bliver børnene ensomme, utilpassede og risikerer både skoleskift og fagligt efterslæb, siger forsker Martin Lytje.
I undersøgelsen fortæller sorgramte børn åbent om konsekvensen af, at de ikke inddrages i den støtte, de modtager på skolerne:
- Vi havde et projekt i skolen, hvor vi skulle ud på et universitet og lære om, hvad kræft var. Jeg var startet i en ny skole, og der vidste min lærer ikke, at min bonusfar var død af kræft. Jeg var nødt til at forklare ham, at jeg ikke kunne tage med, og folk kiggede igen bare mærkeligt på mig, som om jeg var et misfoster og vildt underlig, forklarer Rosa.
En af de ting, børnene især peger på som det værste, er, når sorgen bliver glemt. Det er Rosa enig i.
- Efter et par måneder var folk stadig sådan: ’Ej er du stadig ked af det? Er du ikke kommet videre?’ – og det var faktisk rigtig svært!
Udover inddragelse af børnene selv, viser ph.d.en, at der er brug for, at de danske skoler bliver bedre til at planlægge et langsigtet sorgberedskab.:
- Mange tænker, at sorgramte børn skal tilbage til hverdagen hurtigst muligt. Men hverdagen er jo forandret for altid og bliver aldrig den samme igen for børn, der har mistet. Hvis skolerne ikke har det langsigtede fokus i sorgberedskabet, så bliver børnene ensomme, utilpassede og risikerer både skoleskift og fagligt efterslæb, siger Martin Lytje.
Sorgberedskaberne skal tage udgangspunkt i børnene
39 børn i alderen 9-17 år kommer til orde i afhandlingen, som Egmont Fonden har støttet. Børnene fortæller for første gang, hvordan de vil støttes fra skolen i at bearbejde sorgen, og afhandlingen munder ud i en række anbefalinger, som bør indarbejdes i de danske folkeskolers sorgberedskaber:
- Hvis skolen lige havde ringet eller talt med mig først, havde det været godt. Hvis man havde lavet en plan, hvor de havde spurgt mig om mine behov, og hvordan de skulle håndteres. Så tror jeg, at jeg kunne have undgået de ubehagelige situationer i skolen, efter at min bonusfar døde, slutter Rosa.
Om undersøgelsen
Forsker postdoc Martin Lytjes studie er blevet til i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og med støtte fra Egmont Fonden.
Undersøgelsen bygger på 18 fokusgruppeinterview med i alt 39 børn i alderen 9-17 år.
Fælles for børnene er i øvrigt, at de har mistet en forælder mindst to år før undersøgelsen, de er ikke i akut sorg, de har erfaring med at være i skole efter dødsfaldet.
Ph.d.-afhandlingen - samt en bearbejdet udgave med hovedbudskaber - kan downloades her eller bestilles som trykt udgave ved henvendelse til eland@cancer.dk
Det siger børnene i undersøgelsen
”Det ville være godt, hvis vi havde noget forberedelse i timerne, hvor vi snakkede om, hvad det vil sige at leve uden den ene forælder. Så det ikke bliver et tabu. Det tror jeg bare ikke, vi er gode nok til. For det er døden, og det er ubehageligt. Vi er ikke uovervindelige”
(Pige, 14 år)
”Det værste, min lærer kan gøre for mig er sådan at tage en hen i et hjørne og kysse og kramme en, for åh, det er ens lærer! Længere er den ikke”
(Dreng, 12 år)
”Jeg tænker sådan lidt, at lærerne måske skulle prøve at se på det omvendt. At man måske nærmest bliver mere ked af det, hvis de ikke spørger: ”Hvordan vil du gerne have hjælp”
(Pige, 15 år)
”Jeg kan huske, at tre meter fra vores klasseværelse, der havde inspektøren hængt en plakat op, hvor der stod: Når børn mister. Den var jeg ikke så glad for at se”
(Pige, 12 år)