Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.


Støt vores arbejde med at hjælpe børn i sorg

Jellycat kanin bamse

Støt OmSorg via webshoppen - klik her.


”Jeg sov i telt i haven, fordi jeg var bange for at smitte mor”

07-06-2021
Sådan fortæller Lærke på 18 år, hvis mor var uhelbredeligt syg. Lærke var sløj, og inden corona-testen viste negativ, var hun bekymret for at smitte sin mor. Og i sidste ende være skyld i hendes død. Hun er en af mange børn og unge i sorg, der har oplevet at være dobbeltramte det sidste år. Det er vigtigt at have fokus på – også selvom samfundet genåbner. Få vores bud på, hvilke spørgsmål du kan stille.

Når hverdagen ikke vender tilbage

Hvis en elev har mistet en nærtstående under corona, kan det virke som længe siden for jer i skolen. Men måske er det først nu – mens alle andre ånder lettet op over, at det velkendte liv vender tilbage – at sorgen og savnet rammer jeres elev? Undersøg, hvordan det har været for din elev ved dødsfaldet – og hvordan det er nu.

Kommunikation med familien og eleven

Nogle lærere fortæller, at de har haft sværere ved at kommunikere med familier og elever om sygdom og dødsfald under corona end normalt. Har I eller eleven selv fået fortalt det til klassen? Kender I omstændighederne op til og efter dødsfaldet? Og til familiens nuværende situation? Hvis ikke, så følg op med samtaler. Både med eleven og familien.

Har eleven kunne besøge sin forælder på hospitalet?

Besøgsrestriktioner på hospitalerne har betydet, at mange ikke har kunne sige farvel samlet som familie. Hvordan har jeres elev oplevet det? Har der været mulighed for at kunne sige farvel og se den afdøde?

Videoguides

Få inspiration til samtalerne med din elev og familien i vores seks korte videoguides.

Hjemmeskole, mens far dør i stuen

Vi ved, at nogle børn har været hjemsendt fra skole, mens deres forælder lå døende inde i stuen. Det har skabt et ekstra hårdt pres på familien og på børnene. Hvordan har det påvirket jeres elev? Hvordan stiller det familien nu?

 

Farligt at se sine venner

Mange børn og unge med syge forældre har haft endnu mindre fysisk kontakt med deres venner end deres jævnaldrene. De har været bange for at bringe smitte hjem til deres mor eller far. Har det fortsat betydning for deres sociale liv og netværk i dag? Har de kunne bevare deres venskaber fra før?

 

Bisættelser og begravelser med ventelister

De fleste børn i sorg lægger vægt på, hvor mange, der har deltaget i deres forælders begravelse. De fremhæver det ofte som et synligt bevis på, at den afdøde har haft betydning – og at andre mennesker har holdt af deres forælder. Det senest år har der i perioder været loft på, hvor mange, der kunne være til begravelser. Vi har hørt om begravelser med ’ventelister’ og gravøl opdelt i grupper. Hvordan har det været for det barn i sorg, du kender? Kan I tale om, hvordan I barnet har kunne se og mærke, at mor og far har betydet noget for andre mennesker på en anden måde?

 

Sårbar før – endnu mere sårbar nu

I vores møde med børn og unge i sorg er vores erfaringer, at de, der før var sårbare, er blevet endnu mere sårbare. De ressourcestærke børn og unge har ofte formået at række ud og bede om hjælp til for eksempel 1-1-samtaler. De sårbare har ikke haft de vanlige grupper at mødes i – og har ofte ikke bedt om hjælp og støtte. Er der nogle af dine elever, der ikke har rakt ud efter hjælp? Er der nogle, der har støttet dem? Hvordan er deres situation nu?

 

At sidde fast i minderne

Børn og unge har under hjemsendelserne ikke kunne bruge deres skoletid som det helle, mange børn i sorg bruger skolen til. Lærke, som du læste om i indledningen, mistede sin mor i efteråret. Ikke til corona, som Lærke var bange for at smitte sin mor med. Men af den sygdom, hun havde levet med i mange år. Lærke fortæller, at hun næsten ikke kunne holde ud at være hjemme med alle sin afdøde mors ting omkring sig. Hun kunne på grund af hjemmeskolen ikke tage væk fra duften, møblerne, billederne. Hvordan har hjemmeskolen påvirket din elevs mulighed for at mindes sin forælder? Og har der været mulighed for at lade sig aflede?