Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.


Støt vores arbejde med at hjælpe børn i sorg

Jellycat kanin bamse

Støt OmSorg via webshoppen - klik her.


Ny forskning: Engagement fra skolen kan hjælpe søskende til kræftramte børn

22-10-2019
Ny forskning fra OmSorg og Aalborg Universitet viser, at det er en stor hjælp for søskende til kræftramte børn, at lærere og pædagoger har en øget opmærksomhed på deres ændrede livssituation. Læs mere her og få fem enkle råd til, hvad du kan gøre.

Hverdagslivet og familiestrukturen ændrer sig ofte uden varsel i en familie, hvor et barn rammes af kræft. Den ene eller begge forældre er meget på hospitalet med det kræftramte barn, og forældrenes fokus rettes ofte mod det syge barn.

Søskende til børn med kræft bliver derfor nemt overset. Her har engagement fra skolen, den enkelte lærer og forældregruppen afgørende betydning for børnenes trivsel i hverdagen.

Derfor har vi samlet fem enkle råd til, hvad du kan gøre.

1.      Husk, at barnet er barnet, og ikke kun lillebror eller storesøster til barnet med kræft

Søskende til syge børn oplever ofte, at de bliver overset. Sørg for at se barnet i sin egen ret.

”Mange af de voksne siger: Er du ikke Peters lillesøster, eller det er hende med en storebror med kræft?” (13-årig søster til barn med kræft).

”Da min søsters klasse samlede ind til en kæmpe gave til hende blev jeg vildt misundelig. Men så var der også en gave til mig fra min klasse. Jeg græd faktisk, så glad blev jeg”. (10-årig søster til barn med kræft).

2.      Spørg ind til det barn, du står overfor

Selvom du er interesseret i at vide, hvordan det syge barn har det, så husk ikke at gøre den raske søskende til meddeler. Spørg til barnet selv – og ikke alene den syge søskende.

”De spørger til min bror, og hvordan mine forældre har det. Jeg kan ikke huske, hvornår de sidst spurgte til mig” (10-årig bror til barn med kræft).

”Det værste er, hvis de ikke er hjemme, når jeg kommer hjem fra skole. Jeg ser altid om det er mormor, der henter mig, så ved jeg det er skidt” (7-årig bror til barn med kræft).

3.      Tilbyd barnet at tale med dig

Også når barnet er i skole, tænker det ofte på den syge bror eller søster. Det kan være rart, at der er voksne, der spørger ind til de tanker og følelser, som barnet har.

 ”Når min søster er indlagt, så ved jeg hvor skidt hun har det. Jeg tænker på det hele tiden. Så kan jeg ikke rigtig finde ud af at være sammen med mine venner” (12-årig søster til barn med kræft).

4.      Hjælp med at fortælle klassen om, at barnet lever i nogle helt særlige livsomstændigheder

Det kan være svært for vennerne at sætte sig ind i, hvordan livet er i familier med syge børn. Det kan være en stor hjælp, at de har fået at vide, hvilken situation barnet med den syge søskende er i.

”Min lærer lavede en øvelse om, hvad vi ønskede os. Min sidemakker ønskede sig en IPad, jeg ønskede mig at begge mine forældre og min bror er hjemme til min fødselsdag. Jeg tror, at det fik min klasse til at forstå, hvor bange jeg er” (11-årig søster til barn med kræft).

”Mine klassekammerater synes, det er snyd, at jeg nogle gange holder fri eller ikke skal lave de samme lektier. Men det er fordi jeg nogle gange bor hos mormor og morfar eller er med min søster på sygehuset” (13-årig søster til barn med kræft).

5.      Hjælp med at lave aftaler

I en familie, hvor et barn er syg, er der ofte ikke overskud til eller mulighed for at arrangere legeaftaler, deltage i fritidsaktiviteter eller til at holde fødselsdage. Helt enkle tiltag og aftaler kan være en stor hjælp for barnet.

”Det første år holdt jeg ikke fødselsdag, vi måtte ikke have så mange gæster. Men så året efter, holdt jeg det med en fra klassen hjemme hos dem” (9-årig søster til barn med kræft).

”Min lærer hjalp med at aftale, at jeg kan køre med nogle fra klassen til fodbold” (12-årig bror til barn med kræft).

 

Projektet er støttet af Børnecancerfonden.