Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
I Kræftens Bekæmpelse anbefaler vi, at børn bør kende sandheden om mors eller fars sygdom eller dødsfald.
Man behøver ikke nødvendigvis fortælle barnet alle omstændigheder omkring alvorlig sygdom og død – især ikke hvis dødsfaldet har været voldsomt som fx ved trafikuheld, arbejdsulykker eller selvmord – informationerne kan komme gradvist. Men barnet har krav på at få de informationer, som det kan forstå alt afhængig af sin alder.
Fortier man fakta omkring dødsfaldet, vil sandheden nemlig altid før eller siden nå barnet - og ofte i meget upassende sammenhænge - eller måske fra en jævnaldrende, som har hørt et eller andet, i stedet for fra en voksen, som barnet har tillid til.
Samværet med en ansvarlig voksen, som fortæller sandheden er derimod udgangspunktet for, at barnet ikke selv danner fantasibilleder, som hurtigt kan blive mere skræmmende end virkeligheden.
Det er vigtigt at vise barnet, at det er i orden at stille spørgsmål om sygdom og død. At spørge hjælper barnet til at komme gennem sorgen. Svar så ærligt som muligt. Også selvom du ikke kender svaret. Børn kan godt acceptere, at voksne ikke ved alting.
Hvad angår mindre børn, så sammenlign ikke døden med søvn eller en rejse, men understreg, at den døde ikke kommer tilbage. Du kan f.eks. forklare, at en død ikke kan sove, spise, lege osv.
Spørgsmålet om hvornår et barn er gammelt nok til at få et ærligt svar på alle de svære ting om sygdom og død er egentlig ligetil:
Er barnet stort nok til at stille et spørgsmål, ja så er barnet også stort nok til at få et svar.
Spørgsmålet indikerer nemlig, at barnet søger et svar, men ikke magter at finde det uden en voksens hjælp. Eller som det ofte er, så dækker spørgsmålet over at barnet har en rigtig vigtig historie, som det meget gerne vil dele med en voksen. Spørgsmålet signalerer, at det vil være sikker på at den voksne har tid og overskud til at lytte til historien.
Mængden af informationer skal naturligvis passe til barnets alder og modenhed.
Du kan også læse mere om Spørgemetode til at tale med børn om sygdom og død
Hvis du har brug for konkrete råd eller hjælp til, hvordan du som lærer, pædagog eller sundhedsprofessionel bedst hjælper og snakker med et barn i sorg. Er du velkommen til at kontakte:
Per Bøge, mail: phb@cancer.dk, tlf. 3525 7532 eller 2023 0028
Hvis du har kræft, har et barn, der har kræft, eller er pårørende, kan du læse mere her:
Kræftens Bekæmpelse - børn i kræftramte familier
Du kan også kontakte en kræftrådgivning eller ringe til Kræftlinjen. Find kontaktinformationer her:
Få mere viden om små børns sorg i Grundbog i små børns sorg og i de tilhørende videoer på småbørnssorg.dk
Ni podcasts, der hjælper voksne til at tage den svære snak med børn, der oplever alvorlig sygdom hos en forælder eller mister mor eller far. Se mere her.