Operation af vulvacancer (kræft i kvindens ydre kønsorganer)
Hvis du skal opereres for vulvacancer, vil kræftvævet i det berørte område blive fjernet. Samtidig fjerner kirurgen også nogle lymfeknuder i lysken for at undersøge, om sygdommen eventuelt har spredt sig.
Hvordan foregår operationen?
Ved operationen får du fjernet hud, underhud og slimhinde i de ydre kønsorganer i de områder, hvor kræften sidder. Hvor meget af vævet, der skal fjernes, afhænger af, hvor kræftknuden sidder, og hvor stor den er.
Hvis kræftknuden også involverer urinrøret, skeden eller endetarmen, vil lægen i nogle tilfælde anbefale strålebehandling og kemoterapi i stedet for operation.
Under operationen får du antibiotika for at forebygge infektion i såret. Som regel får du også lagt et kateter op i blæren, så du undgår gener, når du skal tisse efter operationen.
Lymfeknuder i lysken fjernes og undersøges
Ved operationen får du også fjernet en eller flere lymfeknuder i den ene eller begge lyskeregioner, for at lægen kan se, om sygdommen har bredt sig dertil.
Hvis kræftknuden er relativt lille, bruger lægen en metode, der hedder 'sentinel node'-metoden ('node' er det engelske ord for lymfeknude). Sentinel node, eller ’skildvagtslymfeknuden’, er den første lymfeknude, som modtager lymfevæske fra kræftknuden. Undersøgelser har vist, at hvis der ikke er kræftceller i sentinel node, er der heller ikke kræftceller i de andre lymfeknuder i området.
Fordi man kun får fjernet en enkelt eller to lymfeknuder i lysken ved metoden, er der få bivirkninger ved operationen.
Hvis kræftknuden er større end 4 cm, eller hvis du har forstørrede lymfeknuder med mistanke om spredning, vil du i stedet få fjernet alle lymfeknuderne i lyskeregionerne.
De seneste 20 år har behandlingen af vulvacancer ændret sig væsentligt. Takket være forskning på området ved man i dag, at det ved tidlig vulvacancer er tilstrækkeligt at fjerne mindre områder ved de ydre kønsorganer og en eller to lymfeknuder i lysken.
Hvad sker der efter operationen?
Efter operationen vil der være et sår, der hvor der er blevet fjernet væv. Sårets størrelse afhænger af, hvor udbredt kræften var.
Hvis du har fået fjernet alle lymfeknuder i lysken, får du lagt et dræn, som fjernes efter nogle dage.
Efter operationen bliver det væv, som du har fået fjernet ved operationen, undersøgt i mikroskop. Her ser lægerne på, om al kræften er fjernet, og om der er kræftceller i lymfeknuderne.
Ud fra dette vurderer lægerne, om du har behov for yderligere behandling.
Måske skal du have supplerende strålebehandling og kemoterapi
Du kan få tilbudt strålebehandling med samtidig kemoterapi efter operationen. Det vil du få, hvis undersøgelserne af vævet efter operationen viser, at der er kræftceller i lymfeknuderne, eller at kræftknuden ved de ydre kønsorganer ikke er fjernet helt.
Formålet med strålebehandlingen er at slå de kræftceller ihjel, der måtte være tilbage efter operationen.
Læs mere om strålebehandling af vulvacancer:
Hvilke komplikationer og senfølger kan der opstå?
Efter operationen kan der opstå komplikationer som f.eks. infektion i såret. Det kan også være, at du oplever senfølger. Begge dele kan du få hjælp til.
Komplikationer efter operationen
Der kan opstå infektion i operationssåret ved de ydre kønsorganer og ved såret i lyskeregionerne. Mange vil derfor opleve, at såret heler langsomt. Det kan godt blive nødvendigt at få hjælp af en hjemmesygeplejerske til at rense og passe sårene i den første tid, efter du er blevet udskrevet.
Den afdeling, du er opereret på, vil hjælpe dig med at arrangere dette. Oftest kan det foregå i dit eget hjem eller eventuelt på det hospital, du bor tættest på.
Udover infektion i såret kan der opstå andre akutte komplikationer som blærebetændelse, svie ved urinrøret, endetarmsåbningen eller skedeindgangen.
Blærebetændelse behandles med antibiotika, og generne omkring urinrør, endetarmsåbning og skedeindgang svinder, når såret heler op.
Hvis alle lymfeknuderne i en eller begge lyskeregioner er fjernet, vil mange opleve ansamlinger af lymfevæske i lysken. Oftest svinder de af sig selv med tiden. Lægerne tager stilling til, om væsken evt. skal tømmes ud en eller flere gange. Hvis de skal det, foregår det ambulant.
Hvis lægen har brugt ’sentinel node’ metoden, hvor du kun får fjernet en eller nogle få lymfeknuder i lysken, vil der kun sjældent opstå gener med lymfeansamling.
Senfølger efter operationen
Helingen af det opererede område kan give senfølger. Det er vanskeligt at forudsige præcis, hvilke gener den enkelte får, da selve operationen helt afhænger af kræftknudens størrelse, hvor den sidder og hvilke dele af de ydre kønsorganer, der er involveret.
Nogle får foretaget et mindre indgreb på kun den ene side, mens andre får foretaget et større indgreb med plastikkirurgisk assistance, for at huden kan nå sammen igen efter operationen.
Den kirurg, der opererer dig, vil grundigt gennemgå operationens omfang med dig og informere dig om, hvilke gener netop du kan risikere at opleve.
Der er få gener efter operation i lysken med sentinel node metoden, mens der efter fuld fjernelse af lymfeknuder i en eller begge lyskeregioner er en relativ høj risiko for senfølger.
Generelt vil supplerende strålebehandling kunne forværre de senfølger, der er opstået efter operation.
Brug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Vi tilbyder også forskellige arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter, hvor du kan møde andre.
Find en rådgivning nær digMød andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
Cancerforum