Strålebehandling af vulvacancer
I nogle tilfælde kan du få tilbudt strålebehandling for kræft i vulva (kvindens ydre kønsorganer). Det gælder bl.a., hvis sygdommen er vokset ind i andre organer, eller hvis der er tegn på spredning, efter du er blevet opereret. Typisk bliver strålebehandlingen suppleret med kemoterapi.
Hvordan foregår strålebehandling?
Du får strålebehandling i små daglige doser fem dage om ugen i fem-seks uger. Hver behandling tager kun nogle få minutter og gør ikke ondt.
Strålebehandlingen bliver rettet mod både selve kræften i de ydre kønsorganer og mod lymfeknuderne i lyskeregionerne og i bækkenet. Lægen planlægger strålebehandlingen ud fra en CT- og MR-scanning, der viser, hvor kræften sidder. Alligevel kan det ikke undgås, at normalt væv (hud, skede, blære, tarm og bindevæv) også bliver ramt af strålerne.
Behandlingen kan være primær eller supplerende
Det er forskelligt, om strålebehandling er den primære behandling, eller om du får behandlingen som supplement efter en operation. I de fleste tilfælde vil du få kemoterapi samtidig med strålebehandlingen.
Strålebehandling som primær behandling
Hvis kræften er meget udbredt og vokset ind i urinrøret, skeden eller endetarmen, kan du få tilbudt strålebehandling og samtidig kemoterapi som primær behandling af vulvacancer. Det kan også være, hvis du ikke kan tåle at blive opereret, f.eks. på grund af alder eller andre sygdomme.
Typisk vil du få stråler 27-32 gange i et intensivt forløb med daglige behandlinger.
Strålebehandling som supplerende behandling efter operation
Du kan få tilbudt strålebehandling som supplerende behandling, hvis du allerede er blevet opereret for vulvacancer. Det sker, hvis undersøgelser af det bortopererede væv viser, at der er kræftceller i lymfeknuderne, eller at forandringerne ved skedeindgangen ikke er fjernet.
I så fald vil det være en kombineret behandling med både stråle- og kemobehandling. Formålet med den kombinerede behandling er at fjerne de kræftceller, der eventuelt er tilbage efter operationen.
Du får kemoterapi sammen med strålebehandlingen
I de fleste tilfælde vil du få kemobehandling samtidig med strålebehandlingen. Kemobehandlingen foregår gennem et drop i armen. Behandlingen varer et par timer ad gangen, og du skal have den med en uges mellemrum op til seks gange i alt.
Det virksomme stof i kemobehandlingen hedder cisplatin, og du får en forholdsvis lille dosis.
Læs mere om medicinens virkning og bivirkninger:
Strålebehandling af mere udbredt vulvacancer har gennemgået en positiv udvikling i de seneste år. Man kan derfor i dag blive tilbudt en langt mere skånsom behandling med samme effektivitet.
Hvilke bivirkninger kan behandlingen give?
Du kan få bivirkninger fra organerne i bækkenet, det vil sige urinblæren, skeden og den nederste del af tarmen. Bivirkningerne efter strålebehandlingen opstår, fordi normalt væv i området også bliver ramt under behandlingerne.
Vi reagerer meget forskelligt på strålebehandling, og omfanget af bivirkninger er forskelligt fra person til person. Mange kvinder vil opleve:
- Gener ved vandladning
- Diarré
- Hudproblemer
Gener ved vandladning er f.eks. med svie og irritation, som kan minde om generne ved en blærebetændelse. Der kan også være svie, udflåd og let blødning fra skeden.
Huden i området kan blive rød ligesom ved en solskoldning, og huden kan klø og skalle af. Det kan være meget generende, idet området i forvejen er meget følsomt.
Heldigvis kan du få behandlet mange af bivirkningerne, og de fleste forsvinder, når du er færdig med at få strålebehandling.
Jeg har lige afsluttet kemo og 27 strålebehandlinger for vulvakræft. Det kan være svært med creme på det tilbageværende af skeden, men de fantastiske sygeplejersker foreslog mig kogte kolde klude, og det var helt fantastisk at ligge med et par gange om dagen
Hvilke senfølger kan behandlingen give?
Nogle kvinder oplever senfølger efter strålebehandlingen. Senfølger viser sig først efter måneder eller år og kan være varige. Hvis du får senfølger, kan det f.eks. være forandringer i hud og slimhinder, som kan have betydning for dit sexliv.
Heldigvis er det dog mere og mere sjældent, at kvinder får senfølger efter strålebehandlingen for vulvacancer. Det skyldes, at de tekniske muligheder for mere præcis strålebehandling er blevet bedre gennem årene.
Du kan gå i tidlig overgangsalder
I nogle tilfælde vil strålebehandlingen gøre, at du kommer i overgangsalder – hvis det endnu ikke er sket. Det kan ske, hvis behandlingen er nødt til at foregå på en måde, hvor strålerne også rammer æggestokkene.
Lægen vil kunne vurdere, om du kan risikere at komme i overgangsalder af behandlingen, når den endelige stråleplan er lavet.
Hvis du kommer i overgangsalderen af behandlingen, anbefaler lægen som regel, at du får hormonbehandling med de kvindelige kønshormoner østrogen og gestagen. Hormonbehandlingen kan afhjælpe overgangsalderens symptomer som hede- og svedeture.
Østrogen kan også give stærkere slimhinder i blære, urinrøret og i skeden, og østrogen hjælper til at bevare skedens funktion.
Kræft i de ydre kønsorganer er ikke en hormonfølsom kræftform. Det betyder, at hormonbehandlingen ikke påvirker risikoen for at få tilbagefald.
Læs mere om behandling af tidlig overgangsalder:
Kemoterapi
Kemoterapi er behandling med medicin, som standser cellers deling og 'angriber' kræftceller.
Mere om kemoterapiBrug Kræftrådgivningen nær dig
Har du spørgsmål eller brug for at tale med nogen? Rundt om i hele landet har vi kræftrådgivninger, hvor du kan få en samtale med en rådgiver. Vi tilbyder også forskellige arrangementer, kurser samt fysiske og kreative aktiviteter, hvor du kan møde andre.
Find en rådgivning nær digMød andre på cancerforum
Cancerforum er et online forum, hvor du kan stille spørgsmål og skrive sammen med andre, der er berørt af kræft. Del dine tanker og erfaringer med andre patienter og pårørende.
Cancerforum