Undersøgelser og diagnose ved kræft i binyremarven

Hvordan bliver du undersøgt hos egen læge? 

Mistanke om kræft i binyremarven opstår ofte i forbindelse med undersøgelser for forhøjet blodtryk, der er svært at få under kontrol med medicin.  

Nogle bliver dog undersøgt for sygdommen, fordi den allerede findes i familien. Og i nogle tilfælde opdages sygdommen, fordi man tilfældigt finder en tumor i binyren ved en scanning af bughulen.

Din egen læge vil som regel starte med at foretage en almen undersøgelse, hvor lægen er særlig opmærksom på, om du skulle have forhøjet blodtryk, der er vanskeligt at få under kontrol. Lægen vil også bemærke, om du har tabt dig, og om du har forhøjet sukker i blodet.

Blod- og urinprøver

Blod- og urinprøver kan vise, om kroppen danner for meget af bestemte hormoner kaldet metanephriner. Et forhøjet antal metanephrineraf kan være et tegn på kræft i binyremarven.

Du får derfor lavet en urinundersøgelse. Den foregår som en såkaldt døgnopsamling. Det betyder, at du samler al din urin i et døgn. Ofte er det nødvendigt at gentage opsamlingen over flere døgn for at få et sikkert og pålideligt resultat.

Forberedelse før blod- og urinprøver

Inden du får taget blod- og urinprøver, er det vigtigt at undgå visse typer mad og drikke i et par dage. Nogle fødevarer og drikkevarer kan nemlig påvirke prøvernes resultater.

Du vil for eksempel blive bedt om at undgå kaffe, te, chokolade, bananer og citrusfrugter før undersøgelserne.

Din læge giver dig præcise instruktioner og fortæller også, om der er medicin, du skal holde pause med før og under undersøgelserne. Nogle typer medicin kan nemlig medføre falsk positive resultater. Lægen sikrer sig derfor, at du ikke har fået disse i en periode, inden undersøgelsen skal foretages.

Hvis du er i tvivl, er det vigtigt at tale med lægen, så prøverne bliver så pålidelige som muligt.

Undersøgelser

De første undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om kræft eller ej. Diagnosen kræft i binyremarven kan først stilles, når en vævsprøve fra knuden har vist, at der er kræftceller til stede.

Hvis det er kræft, kan en række andre undersøgelser vise, hvor aggressiv kræften er, og hvor meget sygdommen eventuelt har spredt sig.

Som regel får man disse undersøgelser: 

• Urinprøve og blodprøver
• Scanning til lokalisering af eventuel tumor
• Vævsprøve/operation 

På baggrund af de forskellige undersøgelser kan lægen stille en præcis diagnose. Dette er vigtigt, for at du kan få tilbudt den bedst mulige behandling, der passer bedst til netop din situation.

Urinprøve og blodprøve

Urin- og blodprøver kan give vigtige oplysninger, hvis der er mistanke om kræft i binyremarven.

I urinprøverne ser lægerne på, om der er mere adrenalin og noradrenalin end normalt. Det er to hormoner, som kroppen danner, og ved kræft i binyremarven kan der blive dannet langt større mængder end normalt.

I blodprøverne måler lægerne indholdet af metanefriner. Metanefriner er de stoffer, der bliver tilbage i blodet, når kroppen nedbryder adrenalin og noradrenalin. Hvis kroppen danner for meget af de to hormoner, vil mængden af metanefriner derfor også være højere end normalt.

Scanninger

Du vil få CT- eller MR-scannet bughulen for at undersøge, om der er en knude i binyremarven. På scanningsbillederne ser lægen efter tegn på, om der er tale om en kræftknude i binyremarven eller en godartet knude. Der findes særlige kendetegn og undersøgelser, som hjælper lægen med at vurdere forskellen.

Scanningen kan også vise, hvor stor knuden er, hvor den sidder, og om der er tegn på, at sygdommen har spredt sig.

Udover de normale scanninger bruger lægerne en særlig scanning, som kaldes en MIBG-scanning. Den kan hjælpe lægerne med at skelne mellem kræft i binyrebarken og kræft i binyremarven. Samtidig kan den vise, om sygdommen har spredt sig til andre dele af kroppen. MIBG-scanning er meget følsom og kan ofte påvise selv små knuder og spredning.

Læs mere om de forskellige scanninger:  

En vævsprøve afgør, om det er kræft

Efter du er blevet scannet, får du en operation, hvis scanningsbillederne viser en knude.

Ofte er det først mulig endeligt at vurdere, om der er tale om en god- eller ondartet knude ved en operation, hvor kirurgen også kan vurdere, hvor udbredt sygdommen er.

Vævsprøve ved operation

Ved operationen vil kirurgen fjerne binyren (adrenalektomi) og sende den til nærmere undersøgelse.

Det fjernede væv og evt. nogle lymfeknuder bliver undersøgt i mikroskop for at se, om der er kræftceller til stede og i så fald, hvilken type kræft det drejer sig om.

Hvis det er et fæokromocytom, er det oftest ikke muligt at vurdere på mikroskopien, om der er tale om et godartet eller et ondartet fæokromocytom.

Nogle kræftknuder i binyrerne viser sig at være spredning fra kræft, der er opstået et andet sted i kroppen (metastaser).

Kræften kan være arvelig

Kræft i binyremarven kan være arveligt. Hvis vævsprøven viser at knuden er ondartet, tilbyder lægerne derfor at undersøge din familie for, om de har sygdommen. 

Har kræften spredt sig?

Hvis der er fundet kræftceller i vævsprøven, vil du også få foretaget undersøgelser, der kan vise om kræften har spredt sig til andre steder

Kræft i binyremarven kan vokse ind i nærliggende organer og kan sprede sig til lymfeknuder. Spredning kan også ske til andre steder i kroppen via blodet og lymfebanen til andre organer, oftest til lever og lunger.

Scanning kan vise, om der er spredning, og hvor udbredt sygdommen er. Det har væsentlig betydning for planlægningen af behandlingen og for sygdommens prognose. 

Hvad sker der hvis du får diagnosen kræft i binyremarven?

Udredning og behandling af kræft i binyremarven er fastlagt i nogle generelle behandlingsprincipper, men det betyder ikke, at alle patienter behandles ens. Tværtimod skræddersys behandlingen til den enkelte patient på baggrund af, hvad de forskellige undersøgelser har vist om sygdommens udbredelse, og i forhold til, hvad den enkelte patient bedst tåler og selv er indstillet på.   
 
Når de forskellige undersøgelser er udført, gennemgås resultaterne i et ekspertteam (såkaldt multidisciplinært team, MDT). De læger, som indgår i dette ekspertteam, har erfaring med behandling og udredning af kræft i binyremarven. 

Teamet består af:

• En scanningslæge
• En patolog (læge der undersøger vævsprøver)
• En kirurg som er specialist i operation af binyremarven 
• En onkolog (kræftlæge med speciale i kemo- og strålebehandling)

Teamet når frem til en konklusion og en anbefaling til den behandling, der passer bedst til dig.  

Du bliver herefter indkaldt til samtale med en læge. Lægen vil fortælle dig om den anbefalede behandling og vil forklare behandlingsmulighederne. 

Behandlingen kan bestå af operation, strålebehandling og medicinsk behandling. Ofte styres behandlingen i et samarbejde mellem kirurger og kræftlæger, der bl.a. står for strålebehandling og kemoterapi. 

Du bestemmer selv 

Det er vigtigt at vide, at selv om lægen kommer med et tilbud om behandling, er det til syvende og sidst altid patientens egen afgørelse. Ofte kan der være flere muligheder at vælge imellem, og derfor bør du overveje at have en ven eller noget familie med til samtalen, så beslutningen kan hvile på en grundig snak om fordele og ulemper. Du har også altid ret til at udbede dig betænkningstid, hvis du er i tvivl.

Mange afdelinger har også forskningsforsøg, hvor nye behandlingsmetoder afprøves. Hvis du kan indgå i et forsøg, vil du få grundig information om det, inden du beslutter dig. Husk at det altid er helt frivilligt at deltage i forsøg.

Spørg lægen

Du kan nemt glemme, hvad du vil spørge om, når du først sidder hos lægen. Og måske er det svært at formulere konkrete spørgsmål, der kan give dig svar på det, der bekymrer dig. Her finder du forslag til, hvad du kan spørge lægen om:

Samtale med lægen

Reaktioner på en kræftdiagnose

For de fleste mennesker kommer en kræftdiagnose som et chok – også selvom man måske længe har haft mistanke om, at man kan være syg.

Det tager tid at forholde sig til en kræftsygdom – både for en selv og for ens pårørende. Mange føler sig meget uafklarede i tiden efter, de har fået stillet diagnosen, og der kan være mange ting, man skal tage stilling til.

Man skal forholde sig til behandlingen, tilrettelæggelsen af hverdagen, indlæggelserne, ens økonomi og også muligheder for at få hjælp, både fra det offentlige og fra ens netværk. 

Find hjælp og viden her:

Reaktioner og følelser

Kræft og parforhold

Råd til pårørende