Muligheden for en brystbevarende operation afhænger blandt andet af kræftknudens størrelse, dens placering og brystets størrelse. Jo tidligere kræftknuden bliver opdaget, desto større er muligheden for en brystbevarende operation.
Flere kvinder oplever gener eller nedsat funktion i deres arm og skulder efter operation for brystkræft.
Fysioterapeut Kirsten Tørsleff har udviklet en række øvelser, der kan mindske gener i arvævet efter operationen.
En brystbevarende operation kaldes lumpektomi, og man kan ofte blive udskrevet om aftenen eller dagen efter operationen.
Blandt andet på grund af screening for brystkræft kan over 70 pct. af alle kvinder med brystkræft tilbydes en brystbevarende operation.
Ved screening har man mulighed for at opdage kræften tidligere, hvor knuden er mindre og måske endnu ikke har spredt sig.
Ved en brystbevarende operation, får man kun fjernet selve knuden og cirka ½ cm af brystvævet omkring knuden og eventuelt en del af lymfeknuderne i armhulen. De fleste kan komme hjem den samme dag. For ca. 15 pct. er det nødvendigt at foretage en ekstra operation, fordi alt kræftvæv ikke er blevet fjernet ved den første operation.
Efter en brystbevarende operation bliver man altid tilbudt strålebehandling af det tilbageværende bryst.
En brystbevarende operation efterfulgt af strålebehandling er mindst lige så effektiv og giver samme overlevelse, som hvis man får fjernet hele brystet.
Læs Sundhedsstyrelsens pjece om rygning og operation:
I tiden efter operationen vil brystet i begyndelsen føles fast og hævet, og der kan også flyde lidt væske fra brystvorten.
Efter operationen kan der komme blod- eller væskeansamling i såret. Det kan forsvinde af sig selv, men hvis det generer, kan det tømmes med en nål (punktur).
Der kan også opstå en hævelse i armhulen. Den forsvinder ofte af sig selv, men somme tider skal det tømmes med en nål.
To kvinder, der har fået foretaget brystbevarende operationer.
Knudens størrelse har betydning for, hvordan brystet kommer til at se ud efterfølgende, da dens størrelse også har betydning for, hvor meget væv, der bliver fjernet. Operationen kan derfor ændre brystets form.
Derudover vil helingen ofte efterlade et synligt ar. Som regel er det dog ikke muligt for andre at se, at man er blevet opereret, når man har bh på.
For at forbedre det kosmetiske resultat bliver den brystbevarende operation nogle gange udført i samarbejde mellem bryst- og plastikkirurgen. Det kan komme på tale at formindske brystet/brysterne samtidig med, at kræftknuden fjernes, hvis du har store bryster og tyngdeproblemer.
Hvis fjernelse af kræftknuden giver mangel på væv i brystet, kan plastikkirurgen tilføje væv inde fra brystet, eller finde væv uden for brystet som en lap. Alt dette kaldes onkoplastik, der gør det muligt at kunne gennemføre brystbevarende operation for kræft eller forstadier til kræft hos flere kvinder med bedre kosmetisk resultat.
Her kan du se flere billeder af kvinder, der har fået en brystbevarende operation:
Brystbevarende operation - billeder
En brystbevarende operation efterfulgt af strålebehandling er mindst lige så effektiv, som hvis hele brystet blev fjernet.
En ulempe er, at strålebehandling altid er nødvendig.
Strålebehandlingen kan give misfarvning af huden over brystet, fasthed af huden over brystet samt smerter i selve kirtelvævet. Læs mere om strålebehandling af brystet her:
Strålebehandling af brystkræft
Både ved operation og navnlig ved strålebehandling sker der en slags sammenlimning og skrumpning af vævet, som gør, at der kan være smerter ved arret, og at området omkring er hårdt og uelastisk.
Nogle kvinder oplever derfor efter operation, at området omkring operationsarret gør ondt og er hårdt, stramt og uelastisk.
Du kan tale med en sygeplejerske eller en fysioterapeut om bl.a. afspændingsøvelser, behagelige hvilestillinger og om, hvordan du behandler arret efter en brystoperation.
Ved hjælp af sentinel node metoden kan lægen under operationen undersøge for spredning til lymfeknuderne.
Hvis der findes kræftceller i en såkaldt skildvagtslymfeknude (sentinel node), får man fjernet flere af armhulens lymfeknuder ved operationen.
Hvis lægen kun finder ganske få kræftceller i skildvagtslymfeknuderne, får man ikke fjernet de resterende lymfeknuder i armhulen.
Lymfeknuderne bliver fjernet og undersøgt i mikroskop.
Sentinel node metoden sikrer, at man ikke får fjernet flere lymfeknuder end nødvendigt. Det nedsætter risikoen for efterfølgende at få hævelse af armen (lymfødem), smerter og problemer med at bevæge armen.
Sidst ændret:26.10.2021
Professor Niels Kroman, Danish Breast Cancer Group (DBCG), Danske Multidisciplinære Cancer grupper (DMCG)
Strandboulevarden 49
2100 København Ø
Tlf.: 35 25 75 00
E-mail: info@cancer.dk
CVR: 55629013
EAN numre
Kontakt
Privatlivspolitik
Henvendelser om indsigt i
og sletning af persondata:
Indsigt i persondata
Sletning af persondata
Klager over brug af persondata:
E-mail: dpo@cancer.dk
Professionel og gratis rådgivning
Tlf.: 80 30 10 30
Hverdage kl. 9 - 21
Lør. - søn. kl. 12 - 17