Facebook
Twitter
LinkedInKun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.
Undersøgelser for endetarmskræft
Hvis din lægen har mistanke om, at du har endetarmskræft, undersøger lægen endetarmen for kræftknuder. Finder han/hun en knude, vil du derefter få en kikkertundersøgelse af tarmen. Du kan også få forskellige scanninger.
Formål med undersøgelserne
Nogle undersøgelser har til formål at finde ud af, om der er tale om endetarmskræft eller ej.
Andre undersøgelser skal vise, om sygdommen har spredt sig.
Den indledende undersøgelse sker ved egen læge, de videre undersøgelser for kræft foregår enten hos en kirurgisk speciallæge eller på hospitalet.
Selvom lægen har mistanke om kræft i endetarmen, vil du også få undersøgt tyktarmen. Det er vigtigt at kunne afgrænse præcist, hvor en eventuel kræftsygdom sidder.
De indledende undersøgelser er:
- Undersøgelse af endetarmen (rektaleksploration)
- Kikkertundersøgelse af analkanalen (anoskopi)
- Kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen og endetarmen og vævsprøve (sigmoideoskopi og biopsi)
- Kikkertundersøgelse af hele tyktarmen (koloskopi)
En rektaleksploration er en undersøgelse, hvor lægen undersøger de nederste 10 cm af endetarmen med sin finger.
Undersøgelse af endetarmen (rektaleksploration)
En rektaleksploration er en undersøgelse, hvor lægen med en finger undersøger de nederste 10 centimeter af endetarmen.
Formålet med rektaleksplorationen
Formålet med undersøgelsen er at mærke efter kræftknuder, og hvis der er knuder, mærke om de er vokset i dybden.
Hvis lægen finder en knude, er næste skridt en kikkertundersøgelse af endetarmen (rektoskopi).
Kikkertundersøgelse af endetarmen (rektoskopi)
Ved en rektoskopi får du undersøgt endetarmen med en kikkert. Undersøgelsen foregår ved, at lægen fører et rør med en gennemsigtig væg (kikkerten) ind i endetarmen.
Formålet med undersøgelsen er at se det, som lægen har kunnet mærke med fingeren (rektaleksploration) og dermed få et bedre billede af, hvordan knuden ser ud.
Ved undersøgelsen tager lægen også vævsprøver (biopsi).
Kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarmen og vævsprøve (sigmoideoskopi og biopsi)
Sigmoideoskopi er en kikkertundersøgelse af de nederste 50-60 cm af tyktarmen. Inden undersøgelsen får man afføringsmiddel for at tømme tyktarmen.
Kikkerten er en bøjelig slange, der ikke er tykkere end en finger, og kikkerten bliver ført ind gennem endetarmens åbning. For enden af kikkerten sidder et lille kamera, der viser billederne af tarmens indre på en skærm.
Ved undersøgelsen får man blæst luft ind gennem kikkerten, så det er nemmere at se hele slimhinden. Luften kan spænde i maven under og lige efter undersøgelsen.
Med sigmoideoskop (et kikkert-rør med lys i) kan lægen se 60 cm op i tarmen. Kikkerten er fleksibel og bøjer sig efter tarmen.
Formålet med kikkertundersøgelsen
Formålet med undersøgelsen er at undersøge tarmens indre for at finde årsager til symptomer som f.eks. blødning.
Hvis lægen finder noget, der kræver nærmere undersøgelse (som f.eks. en knude), tager han/hun vævsprøver (biopsier) af den og sender til nærmere undersøgelse under mikroskop (mikroskopi).
I mikroskopet kan lægen se, om der er kræftceller, og hvilken type kræft det drejer sig om. Det er her, lægen stiller diagnosen.
Før kikkertundersøgelse af nederste del af tyktarmen
Et par timer før undersøgelsen skal du udrense tarmen ved at tage et lavement (klyx), hvor man sprøjter væske ind i endetarmen, så det er lettere at tømme tarmen, og så tarmen er tom, når lægen skal kigge ind.
Kikkertundersøgelse af nederste del af tyktarmen tager 10 minutter
Undersøgelsen foregår ambulant og tager oftest kun 5-10 minutter. Den kræver ikke nogen form for bedøvelse, men kan være lidt ubehagelig.
Der er meget få komplikationer ved en sigmoideoskopi. Der kan gå hul på tarmen under undersøgelsen, men risikoen er meget lille. Det sker højst i en til to tilfælde ud af 10.000 undersøgelser.
Kikkertundersøgelse af hele tyktarmen (koloskopi)
Ved en koloskopi får du undersøgt hele tyktarmen med en cirka 1 meter lang bøjelig kikkert. Kikkerten er ikke tykkere end en finger og bliver ført ind via endetarmens åbning. For enden af kikkerten sidder et lille kamera, der viser billederne af tarmens indre på en skærm.
Formålet med kikkertundersøgelsen af tyktarmen
Formålet med undersøgelsen er at undersøge tarmens indre for kræftknuder og eventuelt få fjernet polypper. Hvis lægen finder en knude, tager han/hun vævsprøver (biopsier) af den og sender til nærmere undersøgelse under mikroskop (mikroskopi).
I mikroskopet kan lægen se, om der er kræftceller og hvilken type kræft, det drejer sig om. Det er her lægen stiller diagnosen.
Kikkertundersøgelsen af tyktarmen tager en times tid
Undersøgelsen foregår ambulant (dvs. du ikke bliver indlagt) og tager som regel 15-60 minutter. Man kan eventuelt få indsprøjtninger med beroligende og smertestillende medicin, da undersøgelsen godt kan være ubehagelig.
Før kikkertundersøgelsen af tyktarmen
Før undersøgelsen skal du udrense tarmen dagen før, oftest med en kombination af afføringstabletter og udrensningsvæske, som du skal drikke.
Der er en meget lille risiko for, at der går hul på tarmen under undersøgelsen. Det sker i et tilfælde ud af 1.000 undersøgelser. Læs mere om koloskopi generelt:
Koloskopi er en kikkertundersøgelse af tarmen, der både bruges som undersøgelse og til at fjerne polypper i tarmen. Se film om undersøgelsen. (11.05 min.)
Kvinder får desuden gynækologisk undersøgelse
Desuden bør kvinder få en gynækologisk undersøgelse for at udelukke, at symptomerne stammer fra underlivet. Læs om undersøgelsen:
Undersøgelser der skal vise, om kræften har spredt sig
Hvis du har fået konstateret kræft i endetarmen, skal du igennem flere undersøgelser, som har til formål at stadieinddele sygdommen.
Stadieinddeling betyder, at lægen danner sig et overblik over, hvor stor og udbredt kræftknuden er - og altså om den har spredt sig til andre dele af kroppen.
Formålet med at stadieinddele er at:
- Kortlægge præcist, hvor kræften sidder
- Finde ud af, om kræften er begyndt at vokse ind i vævet omkring kræftknuden
- Undersøge, om kræften har spredt sig til andre organer
Undersøgelser, der skal vise, hvor udbredt kræften er:
- MR-scanning
- Ultralydsscanning
- CT-scanning
MR-scanning
Lægen bedømmer altid en knude i endetarmen ved hjælp af en MR-scanning. MR-scanning er særligt velegnet til at vise, om knuden er vokset igennem væggen i endetarmen, således at lægen kan fastlægge det lokale stadium af knuden.
Dette har stor betydning for, hvilken behandling du senere skal tilbydes.
Se film om, hvordan en MR-scanning foregår. 7:46 min.
Ultralydsscanning af endetarmen (endoskopisk ultralydsscanning EUS)
Hvis knuden i endetarmen sidder lavt, kan lægen bedømme størrelsen på knuden ved en ultralydsscanning. Undersøgelsen kan bruges som supplement til MR-scanning af endetarmen.
Undersøgelsen foregår ved, at en stav med en ultralydssender føres op i endetarmen. Senderen viser herefter billeder af tarmens indre på en skærm. Ultralydsscanning er bedst til de små overfladiske knuder. Det er her også muligt at få taget en vævsprøve. Læs mere om undersøgelsen:
Endoskopisk ultralydsundersøgelse (EUS)
Ultralydsscanning eller CT-scanning af leveren
Scanning med ultralyd eller CT-scanning af leveren udføres for at se, om der er spredning til leveren. Begge undersøgelser kan suppleres med udtagning af vævsprøver.
CT-scanning af lungerne og bughulen
Undersøgelsen udføres for at se, om der er spredning til lungerne eller bughulen.
PET/CT-scanning bruges i sjældne tilfælde
PET/CT-scanning bruges sjældent ved stadieinddeling af endetarmskræft, men metoden kan nogle gange hjælpe i tilfælde af tvivl.
Det er vist, at der ikke er fordele ved PET-scanning jævnligt gennem et opfølgningsforløb, men at det medfører ekstra unødvendige undersøgelser og bekymringer. Læs mere om undersøgelsen generelt:
Læs om diagnose og stadieinddeling af endetarmskræft:
Alt om endetarmskræft
Rådgivning
Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.
Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Tarmkræft" på Cancerforum.
Til pårørende
Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?