Gå til sygdomsliste

Støt kræftsagen

Kun 3 pct. af vores indtægter
kommer fra det offentlige.
Dit bidrag er afgørende.

Skær ned på drikkevarer med sukker

Når du drikker drikkevarer med sukker, bliver din risiko for at tage på større. Det kan føre til overvægt, og på sigt svær overvægt, der øger risikoen for flere former for kræft.

Skær ned på drikkevarer med sukker

Ved at vælge en sodavand i dåse i stedet for 0,5 liter flaske, sparer du 17 gram sukker.

Lidt mindre betyder meget

Hvis du vælger en sodavand på dåse (33 CL) i stedet for en 0,5 liter (L) flaske 3 gange om ugen i 1 år, sparer du omkring 11.000 kalorier (kcal). Den kalorie-besparelse kan give et vægttab på op til 1,5 kilo (kg).

Både børn og voksne kan tage på ved at drikke meget sodavand eller andre drikkevarer med sukker.

Drikkevarer med sukker er eksempelvis sodavand, sportsdrikke, energidrikke, saft eller kaffe- og te baserede drikkevarer med tilsat sukker eller sirup.

Man tager på, fordi sukkerholdige drikkevarer næsten ikke mætter, selvom de indeholder meget energi. Derfor er det nemt at drikke sig til mange overflødige kalorier – endda uden at få de vitaminer og mineraler der er i rigtig mad.

På den måde er sodavand og andre drikkevarer med sukker med til at øge risikoen for overvægt og svær overvægt, der er en risikofaktor for 13 former for kræft. Mængderne har naturligvis stor betydning - jo mere man drikker jo større er risikoen for overvægt.

Forskel på familie-størrelser

Hvis en familie på 4 deler en flaske sodavand på 2 liter (L) i stedet for en flaske med 1,5 liter (L) 1 gang om ugen i 1 år, får de i alt 10.920 ekstra kalorier (kcal). Den mængde kalorier kan betyde op til 400 gram ekstra på vægten for hvert medlem af familien.

Sukker har mange navne

Sukker i drikkevarer kan være tilsat og have navne som glukose, druesukker, fruktose, dextrose, sukrose, saccharose, maltose og majssirup.

Andre sukkerarter er naturligt tilstede i honning, sirupper, frugtjuice og frugtjuicekoncentrat.

Så selvom der ikke er tilsat sukker i frugtjuice, er der lige så mange eller flere kalorier i som i sodavand og saft.

Kunstige sødestoffer

Der er ingen påvist sammenhæng mellem kunstigt sødede drikkevarer og kræft. Der er heller ingen påvist sammenhæng mellem kunstigt sødede drikkevarer og overvægt.

Men kunstigt sødede drikkevarer kan ikke anbefales til at slukke tørsten i til hverdag, fordi de er med til at holde fast i, at vi foretrækker en meget sød smag, der måske kan være med til, at vi spiser mere slik, kage og andre søde sager.

Står valget dog mellem en sodavand sødet med sukker og én sødet med kunstige sødestoffer, vil den med det kunstige sukker være det bedste valg.

Sukker giver ikke kræft

Det er en myte, at sukker skulle være et særligt problem for kræftpatienter.

Mere om kræft og sukker

Kilder:

World Cancer Research Fund / American Institute for Cancer Research. Continuous Update Project Expert Report 2018. Diet, nutrition and physical activity: Energy balance and body fatness.

Seniorforsker, ph.d. Anja Olsen, Kost, gener og miljø, Kræftens Bekæmpelse.