Gå til sygdomsliste

Hold fast i dit rygestop

Her er nogle tips, der kan hjælpe dig i dit rygestop.

Hold fast

Husk hvorfor du gør det
Hold fast i, hvorfor du gerne vil være røgfri. Får du brug for at tale med nogen om det, kan du gratis ringe til Stoplinien på tlf. 80 31 31 31 og få en samtale med en rådgiver.

Hvis folk omkring dig glemmer at bakke dig op, så fortæl, hvordan du gerne vil hjælpes og støttes.

Når rygetrangen dukker op
Ved du selv, hvornår der er risiko for, at du kommer til at ryge? Ventetid, stress, telefonsamtaler, konflikter, kriser, sejre og nederlag, fester og ferier er måske nogle af de situationer, du tidligere har klaret sammen med cigaretterne. De giver en særlig risiko for at falde i.

... så find noget andet at gøre
Nu skal du gøre noget andet i stedet. Læg planer for, hvordan du bedst kan undgå at blive fristet. Undgå f.eks. at gå ud sammen med rygerne, når der er fest eller pause. Find nye måder at belønne dig selv på, og giv dig selv en belønning, når du har klaret en fristende situation. Afled dine tanker, gør noget konkret, brug dine hænder og din energi. Gå en tur.

Fortsæt rygestoppet selv om du falder i en enkelt gang
Slaget er ikke tabt, selv om du kommer til at ryge ved en enkelt lejlighed. Tænk over det som en erfaring, og find ud af, hvad der gik galt. En del eksrygere tænker, at de nok bare kan fortsætte som festrygere, men næsten ingen magter det. Det griber hurtigt om sig igen.

Som tiden går
Du bliver efterhånden mere og mere sikker på, at det er lykkedes at blive røgfri. Brug dine erfaringer fra de første uger som røgfri. Fokusér på de gevinster, din krop kan mærke, og sæt pris på dine nye vaner.

Tænk på alt det du vinder
Dit helbred, din smags- og lugtesans, din økonomi og din nye frihed - en sundere krop. Det er alt sammen gevinster, som du skal huske at sætte pris på.

Den største trang til at ryge forsvinder efter nogle uger. Beløn dig selv for din sejr, gerne hver dag.

 

Læs mere om helbredsgevinster ved rygestop

Tilbage til Rygestop

 

 

Bliv røgfri med e-kvit

Hent app'en e-kvit

Hent appen og bliv røgfri med e-kvit.
E-kvit kan bruges alene eller som supplement til andre rygestopmetoder.

Se introfilm om e-kvit