Opret lokal patientstøtteaktivitet
Vil du være med til at skabe fællesskab og samvær for mennesker berørt af kræft i dit lokalområde? Her kan du læse, hvordan du – sammen med din lokalforening og områdekontor – kan starte en lokal patientstøtteaktivitet.
Hvad er en lokal patientstøtteaktivitet?
En lokal patientstøtteaktivitet er drevet af frivillige til gavn for kræftpatienter, pårørende og efterlevende i lokalområdet. Det kan være alt fra gåture og cafémøder til netværksgrupper og fælles motion. Formålet er at skabe nærværende fællesskaber tæt på, hvor man bor. Her kan mennesker berørt af kræft dele erfaringer og finde støtte under uformelle rammer. Aktiviteterne er forankret i lokalforeningerne i tæt samarbejde med områdekontoret.
Patientstøtteaktiviteter, der er drevet af frivillige adskiller sig fra tilbuddene i Kræftens Bekæmpelses kræftrådgivninger ved, at de ikke bygger på et fagprofessionelt fundament. Fokus er på nærhed og det medmenneskelige møde. Den frivilliges rolle er derfor ikke at agere rådgiver, men at være med til at understøtte fællesskabet og sørge for, at de praktiske rammer er i orden.
Hvem kan blive frivillig?
Alle over 18 år kan blive frivillige for aktiviteter, der støtter patienter og pårørende. Det kræver ingen særlige kvalifikationer – det vigtigste er, at man har tid, lyst og overskud til at skabe meningsfulde oplevelser og fællesskaber for mennesker berørt af kræft.
Alle frivillige bliver godt klædt på til rollen gennem et patientstøttekursus, hvor man får får viden og redskaber til at støtte patienter og pårørende. Arbejdet er ulønnet, og der er tavshedspligt.
Hvem samarbejder man med?
Når man starter en lokal aktivitet, der støtter patienter og pårørende, er der flere vigtige samarbejdspartnere:
- Lokalforeningen, som er med til at forankre tilbuddet
- Områdekontoret, som hjælper og sparrer undervejs
- Kommunen, der ofte kan bidrage med f.eks. lokaler eller henvise deltagere til aktiviteten
Hvordan finansieres aktiviteten?
Det er lokalforeningen, der finansierer aktiviteten – f.eks. til kaffe, materialer eller honorar til en træningsinstruktør. Der kan også søges midler via §18, fonde eller Kræftens Bekæmpelses puljer. Områdekontoret står klar med sparring og gode råd til ansøgninger.
Eksempler på lokale patientstøtteaktiviteter
Sådan gør du - trin for trin
Som frivillig i en lokalforening kan du starte en patientstøtteaktivitet i dit lokalområde. Her kan du se, hvordan du gør.
Den lokale patientstøtteaktivitet startes og drives altid i tæt samarbejde med lokalforeningen og områdekontoret. Start derfor med at tage kontakt til lokalforeningen og jeres områdekonsulent. De kender mulighederne i lokalområdet og hjælper jer godt i gang.
Områdekonsulenten bl.a. hjælpe med:
- Opstart og planlægning
- Kontakt og samarbejdsaftale med kommunen
- Sparring om rekruttering af frivillige
- Kurser og retningslinjer
- Synliggørelse af tilbuddet
- GDPR og tavshedspligt
- Hjælp til at søge §18-midler
Det er en god idé at rekruttere en frivilligleder, som står for at planlægge og koordinere aktiviteten, byde velkommen og holde styr på praktikken.
Frivilliglederen er også den, der har kontakten til lokalforeningen og områdekontoret.
Husk, at alle frivillige skal oprettes på www.frivillig.dk.
Kommunen er vigtig at samarbejde med. Det anbefales derfor, at lokalforeningen, i samarbejde med områdekontoret, kontakter kommunen. De kan ofte hjælpe med lokaler eller henvise deltagere til aktiviteten. Der er også gode erfaringer med, at en patientstøtteaktivitet f.eks. ligger i forlængelse af et kommunalt rehabiliteringstilbud.
Samarbejdsaftale med kommunen
Hvis aktiviteten er lavet i samarbejde med kommunen, bør I indgå en samarbejdsaftale, der sikrer klare rammer og forventninger.
Hent eksempel på samarbejdsaftale her:
Samarbejdsaftale mellem XX Kommune og Kræftens Bekæmpelse om drift af café
Når aktiviteten er klar til opstart, skal alle frivillige for aktiviteten gennemføre et patientstøttekursus. Her får man viden om rollen som patientstøttefrivillig, hvordan man skaber gode rammer for deltagerne, og viden om, hvornår man skal henvise til en kræftrådgivning.
Patientstøttekurser finder sted i alle regioner med forskudte datoer. Sted og dato for kurserne findes her:
Som frivillig for kan du komme til at arbejde med personlige oplysninger om andre, for eksempel når du sender e-mails, bruger sociale medier eller gemmer dokumenter. Det er vigtigt, at vi passer godt på de oplysninger, særligt hvis de handler om folks helbred.
Læs mere om, hvordan du overholder GDPR-reglerne her:
Husk også, at du har tavshedspligt omkring alle personrelaterede oplysninger, som du modtager i din funktion som frivillig. Tavshedspligten gælder også, når du ikke længere er frivillig i Kræftens Bekæmpelse.
Når I er klar til at starte aktiviteten op, er det vigtigt at få spredt budskabet bredt, så deltagerne ved, hvor og hvornår aktiviteten finder sted. I kan finde inspiration til, hvordan I kan gribe det an under 'Kommunikation' i vores redskabsbank. Brug også gerne jeres områdekonsulent til sparring undervejs.
Har du spørgsmål eller brug for sparring?
Kontakt dit områdekontor, så hjælper de dig godt i gang.