Gå til sygdomsliste

Seksuelle problemer hos mænd efter kræftbehandling

Rejsningsproblemer, besvær med at få orgasme, smerter ved sædafgang og manglende lyst er nogle af de bivirkninger, mænd kan opleve at have som følge af kræftbehandlingen.

Tal med din læge, hvis du oplever forandringer

Det er forskelligt fra mand til mand, hvilke problemer der opstår, og hvilke behandlingsmuligheder der er bedst for den enkelte.

Det bedste råd vil derfor altid være, at du taler med din læge, hvis du oplever en forandring i din krop efter behandlingen.

Rejsningsproblemer efter kræftbehandling

Specielt hvis du er blevet behandlet for prostatakræft, endetarmskræft og blærekræft kan du opleve, at du ikke længere har samme evne til at få rejsning som tidligere.

Nogle vil miste evnen helt, mens andre vil have en vis rejsningsevne tilbage – det afhænger af, hvilken kræftbehandling du har fået.

Der er flere forskellige former for behandlingsmuligheder, afhængig af årsagen til ens rejsningsproblem. Det er en god idé, at du taler med din læge om, hvad der bedst kan hjælpe dig.

Behandling når ødelagte nerver eller blodkar er skyld i rejsningsproblemer

Skyldes tabet af rejsningsevnen, at man har ødelagt nerverne eller blodkarrene ved operation for prostata-, blære- eller endetarmskræft eller ved strålebehandling, afhænger behandlingen og resultatet af denne af, om nerverne er delvist eller helt ødelagte.

Ofte vil lægen først forsøge med at give en tabletbehandling, som f.eks. Viagra® eller Cialis®. Virker det ikke tilstrækkeligt, kan man prøve med et stof (MUSE® eller Caverject®), som føres op i urinrøret eller sprøjtes direkte ind i svulmelegemet.

Bækkenbundsøvelser øger helingen og rejsningsevnen

Hvis du er blevet opereret eller strålebehandlet omkring kønsorganerne, er det vigtigt, at du så hurtigt som muligt efter behandlingen starter med bækkenbundsøvelser, der øger blodgennemstrømningen. Det vil øge helingen i området og formentlig også rejsningsevnen samt evnen til f.eks. at holde på vandet på længere sigt.

Læs mere om øvelserne her:

Lav øvelser for bækkenbunden

Forsøg med stamceller, der måske kan bevare potensen efter prostataoperation

Forsøg med stamceller, der måske kan bevare potensen efter prostataoperation

En stor del af de mænd som bliver opereret for kræft i prostata får problemer med manglende evne til at få eller holde en rejsning.

Hvis humane stamceller tages fra ét sted i kroppen og placeres et nyt sted, kan de reparere skader dér, f.eks. give kræftopererede mænd potensen tilbage.

I et forsøg med 17 mænd blev stamceller fra maven taget ved hjælp af fedtsugning og sprøjtet ind i svulmelegemerne i penis. Resultatet tyder på, at en enkelt indsprøjtning af stamceller i penis kan være en sikker og effektiv behandling af impotens efter operation for prostatakræft: 72 pct. af de undersøgte impotente mænd fik potensen tilbage. Indtil videre har effekten holdt sig stabil i et år. Mændene oplevede ingen bivirkninger til behandlingen.

På urologisk afdeling, Odense Hospital, forskes der i denne metode, hvor man undersøger mænd, som har fået foretaget nervebesparende operation, og som efter 6 mdr. har problemer med potensen.

Hvis du er interesseret i at deltage, kan du blive henvist af din egen læge til urologisk afdeling, Odense Hospital, att. professor Lars Lund.

Lavt niveau af mandligt kønshormon efter behandling for testikelkræft

Efter behandling for testikelkræft kan man have for lavt niveau af mandligt kønshormon (testosteron) i blodet. Det kan både påvirke ens lyst og rejsningsevne, og man kan få hedeture, nedsat energiniveau og på længere sigt knogleafkalkning og nedsat muskelstyrke.

Behandlingen med mandligt kønshormon kan give lyst og rejsningsevne tilbage.

Store doser kemoterapi kan give nedsat lyst og rejsningsevne

Også mænd, der har været i behandling med store doser kemoterapi, f.eks. i forbindelse med behandling for hæmatologiske sygdomme (blodsygdomme), vil pga. det lave niveau af mandligt kønshormon kunne opleve nedsat lyst og rejsningsevne, hedeture og lavt energiniveau.

Behandlingen med mandligt kønshormon kan give lyst og rejsningsevne tilbage og også få de andre symptomer til at forsvinde.

Orgasme selvom man ikke kan få rejsning

Hvis behandlingen beskadiger nerverne, kan det gå ud over rejsningsevnen. Men selvom man ikke kan få rejsning og ikke er i stand til at gennemføre samleje, vil en del stadig kunne få orgasme ved stimulation med hånden, munden eller et massageapparat.

Selv har jeg endnu ikke fundet en tilfredsstillende løsning sammen med min hustru, men vi arbejder på det. Jeg tror, det er lige svært for os begge, men hvor der er vilje, er der håb, som man siger. Heldigvis kan vi begge to grine, når det ikke helt går efter planen.

Prostatakræftpatient

Manglende lyst

En følge af alle de gener og ændringer, der sker med én under et behandlingsforløb for en kræftsygdom, kan være, at man mister lysten til sex. Her kan en samtale med f.eks. en sexolog om være en god idé.

Men den manglende lyst kan også skyldes, at man ved store doser eller bestemte former for kemoterapi påvirker dannelsen af mandligt kønshormon. Så hvis du har mistet lysten, specielt hvis du er behandlet for testikelkræft, leukæmi eller lymfekræft, og samtidig føler dig træt, kan det være en god idé at få målt dit niveau af mandligt kønshormon. Det kan være forklaringen på den manglende lyst.

Manglende sædafgang

Når man har fået fjernet prostata og/eller blæren, kan man ikke længere få sædafgang, fordi sædkanalerne er blevet opereret væk.

Hvis man har fået strålebehandling, eller er blevet opereret, i kønsorganer eller endetarmen, vil man også nogle gange opleve, at man ikke får sædafgang i forbindelse med orgasmen, og der kan være sæd i urinen bagefter. Det skyldes, at den lille muskel, der sørger for at lukke op til blæren under sædafgang, er blevet beskadiget.

Selvom mange mænd savner deres våde orgasme, så er den følelse, man får ved udløsning, næsten som før.

Der er også nogle, som efter strålebehandling oplever smerter i forbindelse med orgasme.

Fjernelse af testikel

At blive behandlet for testikelkræft kan give nogle fysiske problemer, som dog kan afhjælpes ved behandling med mandligt kønshormon. Generne kan være manglende sexlyst, svigtende rejsningsevne og manglende energi.

Tal med din læge, der kan måle dit niveau af mandligt kønshormon i blodet. Hvis du er generet af, at der kun er en testikel tilbage, kan du tale med din læge om at få indopereret en testikellignende protese i pungen.

Særligt ved prostatakræft

Behandling af prostatakræft kan påvirke mænds sexlyst og rejsningsevne. Læs her om mulige hjælpemidler.

Seksualitet og behandling af prostatakræft

Lars var uovervindelig - indtil kræften ændrede alt
Seksuelle problemer hos mænd efter kræftbehandling

I dag har Lars en kæreste, men han oplevede at få ændret sit liv, da han fik konstateret prostatakræft.

Artikel i medlemsbladet tæt på kræft

Hyppigste bivirkninger af medicin, der kan påvirke dit sexliv

For nogle kan medicin have direkte negativ indvirkning på seksualiteten. Hvis medicinen giver bivirkninger, f.eks. sløvhed eller motoriske problemer, kan det være nødvendigt at have sex modsat det tidspunkt, hvor du indtager medicinen. Det vil f.eks. sige om aftenen, hvis du får medicinen om morgenen.

Hvis du oplever ændringer, der påvirker din seksualitet i negativ retning, så tal med en autoriseret sexolog, din praktiserende læge eller sygeplejersken eller lægen på hospitalet.

Det er nogle gange muligt at skifte til et andet præparat, som ikke nødvendigvis giver samme bivirkninger. Medicin påvirker personer forskelligt, og det kan derfor være nødvendigt at afprøve forskellige medicintyper for at finde frem til den type, der påvirker seksualiteten mindst muligt.

  • Antihormonbehandling mod prostatakræft kan give lyst- og rejsningsproblemer
  • Kemoterapi kan påvirke dine hormonproducerende celler, så du producerer mindre eller ingen kønshormoner. Det kan give rejsningsproblemer eller manglende lyst
  • Morfinpræparater kan gøre dig sløv og døsig og kan give dig tørhed i mund og slimhinder og derved påvirke din seksualitet
  • Antidepressiv medicin (særligt SSRI-præparater) kan gøre det svært få orgasme
  • Blodtryksnedsættende og vanddrivende medicin kan give rejsningsproblemer. Nogle gange er det muligt at undgå de seksuelle bivirkninger ved at skifte præparat
  • Binyrebarkhormon kan øge din seksuelle lyst, men dog også svække evnen til at få orgasme
  • Visse former for kemoterapi (bl.a. Cisplatin® og Taxotere®) kan give nervebetændelse (neuropati) og dermed nedsat følsomhed, som kan gøre det sværere at få orgasme

Læs mere om medicins indvirkning på seksualiteten. Søg på medicinens navn her:

min.medicin.dk

Læs alt om seksualitet

Seksualitet - forside

 

Hvad kan jeg selv gøre?

Gode råd, hvis du har kræft

Om kost, fysisk aktivitet, samvær med andre og alternativ behandling.

Hvad kan du selv gøre


Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Alternativ behandling og naturlægemidler

Om alternativ behandling

At gøre noget aktivt for sig selv kan give håb og styrke, hvis du har kræft.

Alternativ behandling


Børns behov når far eller mor har kræft

Når mor eller far har kræft, har børn først og fremmest brug for omsorg og kærlighed.

Børn i kræftramte familier


Rettigheder

Økonomisk hjælp og hjælp i hjemmet.

Rettigheder


Opskrifter

Opskrifter

Hvad skal jeg spise, hvis jeg har kræft?

Opskrifter