Gå til sygdomsliste

Mulige forholdsregler for pårørende til patienter i kemoterapi

Mange mennesker føler sig usikre på, hvor tæt en kontakt de kan have med en person, som får kemoterapi. Heldigvis kan man stort set leve og omgås hinanden, som man plejer. Læs mere om, hvilke forholdsregler man kan tage.

Din behandling har betydning for, hvilke forholdsregler dine pårørende bør tage

Ved nogle kemobehandlinger bør man tage forholdsregler, men ikke alle. Spørg din læge, om dine pårørende skal tage forholdsregler.

Affaldsstoffer fra kemoterapi

Der kan være affaldsstoffer fra kemoterapien i kroppen i op til 5 døgn efter behandlingen. Koncentrationen og udskillelsen af affaldsstoffer er størst de første døgn efter behandlingen.

Affaldsstofferne findes i:

  • Urin
  • Afføring
  • Opkast
  • Blod
  • Sæd
  • Sved (i mindre mængde)

Affaldsstoffer udgør ingen risiko for pårørende

Mængden af affaldsstoffer i kroppen er så lille, at det ikke udgør nogen risiko for familie og venner. Man kan derfor stort set leve og omgås hinanden, som man plejer – både på hospitalet og derhjemme.

Der udskilles kun ganske lidt kemoterapi gennem sæd og skedens slimhinder. Man udsætter ikke sin partner for påvirkning af kemoterapi ved seksuelt samvær, hverken under eller efter behandling. Men for en sikkerheds skyld anbefales det dog at bruge kondom de første dage efter en kemoterapibehandling, da kroppen i det tidsrum udskiller affaldsstoffer igennem alle former for kropsvæsker.

Seksualitet

Graviditet bør undgås ved anvendelse af sikker prævention under kemoterapien.

Hvornår kan jeg prøve på at få børn efter kræftbehandling?

Skyl opkast ud i toilettet og vask sengetøjet i vaskemaskinen

Når man er udskrevet fra hospitalet, bør man hjemme følge disse forholdsregler for patienter og pårørende:

  • Opkast, urin og afføring tørres op med papir, der skylles ud i toilettet. Vask derefter med vand og sæbe
  • Engangskapsler med opkast smides i skraldespanden i lukket plasticpose
  • Skift nattøj og sengetøj 3-5 dage efter afsluttet behandling med kemoterapi
  • Vask tøj og sengetøj i vaskemaskine – ikke i hånden
  • Udvis almindelig hygiejne – husk at vaske hænder

Gravide og ammende bør ikke foretage plejeopgaver

Man anbefaler, at gravide og ammende kvinder ikke udleverer kemoterapi i tabletform eller foretager plejeopgaver derhjemme. Det vil sige plejeopgaver, hvor man kan komme i kontakt med urin, afføring, opkast og lignende fra den person, der er i kemoterapi.

Dette gælder i op til 5 døgn efter behandling med kemoterapi.

Små børns kontakt med personer i kemoterapi

Mange bekymrer sig særligt for de helt små børns kontakt med den person, der er i kemoterapi. Der er dog ingen undersøgelser, som angiver, at man bør tage ekstra forholdsregler i forhold til små børn.

Spørg, hvis du er i tvivl

Hvis du er utryg eller i tvivl, så spørg på afdelingen. Den behandlende afdeling kan informere dig og dine pårørende om, hvordan man kan leve, når man er i behandling med kemoterapi.

Særlige forholdsregler for hospitalspersonale og hjemmepleje

Nogle patienter og pårørende undrer sig over, at personalet på hospitalet og derhjemme tager andre forholdsregler, når de skal udføre plejeopgaver for en patient i kemoterapi.

Det er her vigtigt at vide, at det er af hensyn til personalets arbejdsmiljø, og fordi de er i kontakt med mange patienter, at der anvendes beskyttelse (såsom overtrækskitler, plastichandsker og eventuelt masker) og særlige forholdsregler.

Afdelingen informerer hjemmeplejen

Den behandlende afdeling vil efter aftale med dig informere hjemmeplejen om din behandling, hvis der er nødvendige forholdsregler de bør følge. Nogle kommuner har dog egne lokale retningslinjer.

Sygeplejerske giver patient kemodrop
 

Om kræftsygdomme

Om kræftsygdomme

Viden om symptomer, undersøgelse og behandling af kræftsygdomme.

Kræftsygdomme


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Alternativ behandling og naturlægemidler

Om alternativ behandling

At gøre noget aktivt for sig selv kan give håb og styrke, hvis du har kræft.

Alternativ behandling