Gå til sygdomsliste

Grov tærte med broccoli og kylling

Portioner: 4
Fryseegnet

Det er skønt at have en tærte i fryseren til dage, hvor det skal være nemt at lave mad. Du kan fryse en hel tærte eller skære den i passende portioner først, så du nemt kan tø et enkelt stykke op. Denne tærte er med grov bund og fyld af broccoli og kylling. Du kan variere fyldet efter smag, udskift f.eks. kyllingekødet med laks eller lav tærten vegetarisk.

 


Sådan gør du:

Bland alle ingredienserne til dejen sammen, rul den ud, og læg den i en tærteform (Ø 22 cm). Prik bunden med en gaffel, og bag bunden i cirka 10 minutter ved 175 grader.

Steg kyllingefileterne, og pluk kødet i mindre stykker med to gafler. Skyl og del broccolien i små buketter. Skyl og snit forårsløget fint. Svits broccoli og forårsløg kort på en pande, og fordel grøntsagerne på tærtebunden. Skyl og halvér cherrytomaterne. Fordel tomater og kyllingekød på tærtebunden.

Pisk æg og mælk sammen med salt og peber. Hæld massen over tærterne. Drys med revet ost, og bag tærten i ca. 30 -35 minutter ved 200 grader.

 

Tip:

Du kan variere tærten efter hvad du har lyst til at spise. Her er nogle idéer:

  • Tilsæt rejer eller laks i stedet for kylling 
  • Tilsæt grønne asparges (de skal blancheres i 1-2 minutter i kogende vand) 
  • Tilsæt feta, salattern eller hytteost 
  • Drys den færdige tærte med sesamfrø eller ristede, grofthakkede pinjekerner

Tærten er god som frokost eller en let hovedret. Servér den, som den er, eller med en god salat til. 

Dej

1 dl vand
¼ dl olie
100 g grahamsmel eller rugmel
ca. 100 g hvedemel


Fyld

1 lille broccoli
1 bdt forårsløg
1 bk cherrytomater
375 g kyllingefileter
3 æg
2½ dl mælk
1 knsp salt
peber
50 g mozzarella, revet