Gå til sygdomsliste

Opfølgning på sygedagpenge

Når du er sygemeldt, vil du senest i 8. sygeuge blive indkaldt til den første sygeopfølgningssamtale på jobcentret i din kommune. Hvis du har kræft, kan du blive fritaget for opfølgningssamtalerne, hvis du vælger den såkaldte standby-ordning.

Formålet med en sygedagpenge-opfølgningssamtale er, at jobcentret sammen med dig skal udarbejde en plan for din vej tilbage til jobbet. Derudover skal jobcentret kontrollere, om du er fuldt uarbejdsdygtig og i øvrigt opfylder betingelserne for at modtage sygedagpenge.

Som udgangspunktet har man som sygemeldt pligt til at medvirke ved jobcentrets opfølgningssamtaler for fortsat at modtage sygedagpenge, eller for at ens arbejdsgiver kan modtage sygedagpengerefusion. Hvis du har kræft, kan du blive fritaget for opfølgningssamtalerne, hvis du vælger den såkaldte standby-ordning.

Hvis du ikke vælger standby-ordningen

Alternativet til standby-ordningen er at vælge jobcenterets almindelige opfølgning. Ved den almindelige opfølgning får du de bedste muligheder for at få jobcenterets hjælp til at vende tilbage til dit arbejde.

Læs mere om at deltage i jobcenterets almindelige opfølgning

Kræftpatienter kan fritages fra at deltage i jobcentrets opfølgning

Hvis du har kræft, har du dog mulighed for selv at vælge, om du ønsker, at opfølgningen skal ske uden kontakt til dig, eller om du vil deltage i opfølgningen. Du kan altså blive fritaget fra at deltage i samtaler på jobcentret.

Da kræftpatienter efter otte ugers sygdom ofte er i gang med undersøgelser og behandling, er det ofte ikke muligt at deltage i jobcentrenes opfølgning. Kræftpatienter har derfor mulighed for at vælge den såkaldte standby-ordning.

Du kan vælge at sætte din sag på 'standby'

Standby-ordningen giver alle, der har kræft - dog undtaget almindelig hudkræft og forstadier til kræft - ret til selv at vælge, om de vil deltage i kommunens opfølgning.

Hvis du vælger at sætte opfølgningen på standby, sker opfølgningen i stedet ved, at jobcentret kontakter din læge eller dit sygehus og beder om oplysninger om din situation og dit behandlingsforløb. Du behøver altså ikke selv at møde til samtale på jobcentret eller på anden vis have kontakt til jobcentret.

Det påvirker ikke din ret til sygedagpenge, at du får din sag sat på standby.

Fortæl jobcentret, at du ønsker opfølgningen sat på standby

Hvis du ønsker at blive fritaget for selv at deltage i jobcentrets opfølgning, skal du eller en pårørende kontakte jobcentret. Fortæl jobcentret, at du har kræft, og at du ønsker at blive omfattet af standby-ordningen, som fritager dig fra at skulle møde til samtaler og deltage i jobcentrets opfølgning. Jobcentret skal herefter sætte din sag på standby.

Du er omfattet af standby-ordningen, så længe din sygdom berettiger til det

En standby-ordning kan vare så længe, din sygdom berettiger til det. Jobcentret vurderer, om din sygdom fortsat berettiger til, at du er omfattet af standby-ordningen. Vurderingen skal ske ud fra din samlede helbredsmæssige situation.

Jobcentret får oplysninger fra din læge, når din sag er sat på standby

Når jobcentret har sat din sag på standby, sker opfølgningen uden samtaler eller anden kontakt med dig. Du vil heller ikke modtage tilbud om aktivering.

Jobcentret skal senest inden tre måneder regnet fra din første fraværsdag, og herefter senest hver tredje måned, følge op på din sag.

Opfølgningerne foregår ved, at jobcentret kontakter din egen læge eller sygehuslægen for at indhente oplysninger om din sygdom. På baggrund heraf tager jobcentret stilling til, om opfølgningen fortsat skal ske uden kontakt til dig.

Jobcentret vurderer, hvor længe du kan blive i standby-ordningen

På baggrund af oplysningerne fra din egen læge eller sygehuslægen vurderer jobcentret, hvornår din helbredsmæssige situation er så væsentligt forbedret, at du selv kan deltage i opfølgningen. Kommunen skal meddele ophøret af standby-ordningen i et brev til dig.

I brevet skal kommunen oplyse dig om, at den har modtaget lægelige oplysninger om, at din helbredsmæssige situation er forbedret. I brevet vil kommunen indkalde dig til en samtale, hvor I kan drøfte mulighederne for, at du kan vende tilbage til dit arbejde.

Hvis du og jobcenteret ikke er enige i, at betingelserne for at stoppe standby-ordningen er til stede, skal kommunen kontakte din læge eller sygehuslægen for at drøfte dette.

Kommunen skal have tungtvejende grunde for ikke at følge lægens udtalelse, og disse grunde skal fremgå af sagen.

Du kan klage over jobcentrets beslutning

Hvis du vil klage over jobcentrets beslutning om at stoppe din standby-ordning, skal du sende klagen til jobcentret i din kommune.

Råd og vejledning om standby-ordningen

Hvis du har spørgsmål eller oplever problemer med at få sat sygedagpengeopfølgningen på standby, er du eller dine pårørende meget velkomne til at kontakte Kræftens Bekæmpelses gratis telefonrådgivning Kræftlinjen på tlf. 80 30 10 30. Her kan du få råd, hjælp og vejledning omkring standby-ordningen.

Kræftens Bekæmpelses rådgivning

Arbejdsmarkedsstyrelsens information om standby-ordningen

Her kan du læse Arbejdsmarkedsstyrelsens brochure om standby-ordningen og brevet til landets kommuner om ordningen, samt hvilke diagnoser den omfatter:

Brochure om standby-ordningen

Læs alt om arbejde og pension ved kræftsygdom

Arbejde og pension - forsiden

 

Rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Livet med kræft

Livet med kræft

Om psykiske reaktioner, familie, seksualitet og arbejde.

Hvis du har kræft


Opret en profil på cancerforum og mød andre patienter og pårørende, som du kan dele tanker og erfaringer med.


Til pårørende

Råd til pårørende

Hvordan støtter man som pårørende en kræftpatient bedst, mens man også passer på sig selv?

Råd til pårørende