Gå til sygdomsliste

Operation af hjernetumorer

Når en scanning af hjernen giver mistanke om en hjernetumor, bliver næsten alle patienter tilbudt en operation for at stille en diagnose og fjerne så meget af tumoren som muligt. De fleste operationer kan gennemføres med få komplikationer.

Der kan være flere formål med at operere. Formålet med operationen kan være at:

  • Stille en præcis diagnose
  • Lindre symptomer på hjernetumoren
  • Mindske symptomer på forhøjet tryk i kraniet
  • Forlænge patientens liv
  • Helbrede patienten

Man kan ikke altid på forhånd vide, om der er tale om en tumor, eller om der er tale om følger efter en hjerneblødning eller en byld på hjernen.

Om det er muligt at fjerne tumoren, afhænger af en række faktorer, blandt andet af:

  • Hvor tumoren sidder
  • Hvilken type tumor, der er tale om
  • Hvilken funktion der er i den del af hjernen, hvor tumoren sidder

En tumor, som sidder dybt i hjernen, kan som regel ikke fjernes. Hvis tumoren ikke kan fjernes helt, kan lægen enten tage en vævsprøve (biopsi) eller fjerne så meget af tumoren som muligt.

Hjerneoperationer foretages på de neurokirurgisk afdelinger på universitetshospitalerne i Odense, Aalborg, Aarhus og på Rigshospitalet.

Selve operationen
De fleste operationer for hjernetumorer foretages i fuld bedøvelse (anæstesi), men det er også muligt at operere i lokalbedøvelse.

Under operationen er ens hoved ofte spændt fast i en holder. Det er nødvendigt at barbere håret væk i det område, hvor der skal opereres. Kraniet åbnes dér, hvor tumoren er, med en elektrisk eller trykluftdreven fræser. Kirurgen saver en kranielap ud af kraniet og åbner hjernehinden.

Tumoren fjernes oftest med ultralyd med en såkaldt ultralydsaspirator, som med en høj lyd ødelægger og suger tumorvævet væk.

Efter operationen kan kranielappen sættes på igen på flere forskellige måder: med tråd, med små metalskinner og skruer eller med titanium-klemmer. Selv om delene er af metal, vil de ikke få betydning for en senere MR-scanning eller en metaldetektor. Huden lukkes med tråd eller hæfteklammer.

'Neuronavigaton' gør det muligt for kirurgen at arbejde med stor nøjagtighed

For at kirurgen bedre kan orientere sig under operationen, bruges såkaldt neuronavigation. Det betyder, at kirurgen bruger en elektronisk pegepind, som er koblet til en computer, hvor patientens CT- eller MR-scanning er lagt ind på forhånd. I princippet fungerer det ligesom GPS’en i en bil. Med pegepinden kan kirurgen se, hvor i hjernen han arbejder, og det er derfor muligt at operere med stor nøjagtighed.

En hjerneoperation, hvor man ser skærmen, som lægen kigger på.

Neuronavigation er et vigtigt redskab, så kirurgen kan operere præcist, både når der tages en vævsprøve og ved operation af en hjernetumor. Under operationen kan kirurgen se på skærmen, hvor han arbejder i hjernen i forhold til tumorens position.

I nogle tilfælde kan der foretages MR- eller CT-scanning under operationen for at se, hvor meget kirurgen har fjernet. Ved visse typer af hjernetumorer (f.eks. glioblastomer) kan lægen bruge et sporstof, f.eks. Gliolan® (5-ALA), der er et fluorescerende stof, som man skal indtage flydende før operationen. Under operationen vil tumoren lyse tydeligt op og kan dermed fjernes bedre.

Komplikationer ved operation

Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. En operation i hjernen er speciel, fordi man ikke uden videre kan få fjernet dele af hjernen, da alle dele af hjernen har en funktion.

Ved enhver hjerneoperation er der en vis risiko for, at hjernens funktion kan blive påvirket, og nogle områder i hjernen er vigtigere end andre.

Skader på hjernen kan i nogle tilfælde genoptrænes

Hjernen kan også tage skade, hvis der under eller efter operationen opstår en blødning, væskeansamling (ødem) eller kredsløbsforstyrrelser i hjernen. Det kan medføre f.eks. en lammelse, epilepsi, tale- eller synsforstyrrelser. Skaden viser sig ofte lige efter operationen og kan heldigvis i nogle tilfælde genoptrænes.

Betændelse kan opstå efter operationen

Andre komplikationer kan være betændelse i operationssåret eller i hjernehinden, som er en slags meningitis. Betændelse kan ofte behandles med antibiotika, men nogle gange er det nødvendigt at operere igen.

Kirurgen kan ofte før operationen vurdere, hvor stor risikoen er for komplikationer. Komplikationernes art og omfang afhænger af tumorens placering, størrelse og type. Der er også andre faktorer, der øger risikoen for komplikationer:

  • Høj alder
  • Dårlig helbredstilstand før operationen
  • Rygning
  • Højt alkoholforbrug
  • Anden sygdom

Der er ikke bestemte aldersgrænser for, hvem der kan blive opereret. Det afhænger af lægens vurdering. De fleste operationer kan gennemføres med få eller slet ingen komplikationer.

Efter operationen

De fleste vågner hurtigt op efter operationen, fordi moderne narkosemidler er skånsomme og ret hurtigt forsvinder ud af kroppen. Langt de fleste har det forbavsende godt og kommer op af sengen allerede dagen efter operationen, når dræn og eventuelle drop er fjernet. De fleste oplever med det samme en bedring af deres tilstand, fordi trykket i hovedet er taget af.

Nogle patienter har det dog dårligt efter en langvarig og kompliceret operation, og enkelte har behov for at ligge i respirator lige efter operationen.

Patienter med aggressive hjernetumorer, som skal have efterbehandling, skal tilbydes efterbehandling (typisk strålebehandling eller kemoterapi).


Læs alt om behandling af hjernetumorer:

Behandling af hjernetumorer (oversigt)

 

Rådgivning

To kvinder taler sammen i rådgivning

Ring til Kræftlinjen, skriv til Brevkassen eller find den nærmeste kræftrådgivning.

Vores rådgivningstilbud


Del dine tanker og erfaringer i gruppen "Hjernekræft" på Cancerforum.