Om kampagnen
Med kampagnen "Taghåndom.dk - hvis din medarbejder får kræft" vil Kræftens Bekæmpelse klæde ledere på til at tage hånd om kræft på arbejdspladsen.
Kræftsygdom kan give udfordringer på arbejdspladsen
Hvert år får omkring 47.000 danskere i den erhvervsaktive alder kræft. Sygdomsforløbet kan give udfordringer på arbejdspladsen, og spørger man kræftpatienterne, siger mange af dem, at de oplever, at det har været udfordrende for deres leder at håndtere deres kræftforløb.
Lederen er udfordret
Kræftens Bekæmpelse har i en rundspørge spurgt tidligere og nuværende kræftpatienter om forholdet til lederen under kræftsygdommen. Her angav hver tredje kræftpatient, at de oplevede, det var en udfordring for deres leder at håndtere kræftforløbet. 3 ud af 4 kræftpatient oplevede udfordringer, da de vendte tilbage på arbejdet - blandt andet med senfølger og varetagelsen af opgaver.
Tag hånd om medarbejdere med kræft
Taghåndom.dk er en digital redskabskasse, hvor du som leder kan få hjælp til at håndtere forløbet med medarbejdere, der rammes af kræft.
Kampagnen indeholder redskaber til følgende emner:
- De første samtaler om kræftsygdommen
- Planlægning af kommunikationen undervejs
- Tilpasning af arbejdsopgaverne
- Hvordan man sætter kræft på dagsordenen på arbejdspladsen
- Overblik over rådgivningstilbud
- Viden om kræft og behandlingsmetoder
- Gode råd hvis medarbejdere bliver pårørende
- Gode råd til kollegaer
Samarbejde med erhvervslivet
Tilrettelæggelsen og lanceringen af kampagnen er sket i tæt og løbende dialog med Dansk Industri og CO-Industri, som har givet Kræftens Bekæmpelse adgang til en række forskellige erhvervsnetværk.
Kampagnens temaer og redskaber er udvalgt på baggrund af input og dialog med over 200 ledere, HR-ansatte, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fra hele landet og fra forskellige brancher.
Herudover har Dansk Erhverv og 3F kvalificeret kampagnens indhold.
Al tekst, grafikker mv. tilhører Kræftens Bekæmpelse og må ikke viderebringes uden tilladelse.
Kampagneansvarlig: Didder Oppermann - biropp@cancer.dk